Guide til øjenvippeserum – prostaglandiner, bimatoprost og peptider

22.01.18
Øjenvippeserum

Øjenvippeserum

Siden Latisse blev godkendt i USA som lægemiddel til at få øjenvipper til at vokse, behøver ingen længere finde sig i at være født med kortere øjenvipper, end de ønsker sig.

Latisse er den originale, receptpligtige version, som vi ikke har herhjemme. Den indeholder bimatoprost. Bimatoprost er et almindeligt lægemiddel mod forhøjet tryk i øjet, som havde den bivirkning, at den fik øjenvipperne til at vokse kraftigt. Dette fik producenten bag til at udvikle en version til øjenvipperne – Latisse.

Latisse er ikke godkendt i Danmark, men i stedet har vi en masse andre øjenvippeserum, som er kosmetik. De indeholder ikke bimatoprost – det må de ikke, det er jo et lægemiddel – men derimod en lang række andre stoffer. Vi har set nærmere på indholdet i de mest udbredte vippeserum, hvilken dokumentation der ligger bag, og så slutter vi af med en historie om noget ubehageligt, som nordmændende har fundet i et par vippeserum.

Prostaglandiner
Bimatoprost er en prostaglandin. Prostaglandiner er en meget stor gruppe af signalstoffer, der har en masse funktioner. Forskellige prostaglandiner udfører en lang række opgaver i kroppen lige fra at stimulere vækst til at sætte fødsler i gang og regulere hormoner. Listen er meget lang og der findes rigtig mange.

Nogle af disse prostaglandiner kan man bruge til at stimulere øjenvipperne med. Bimatoprost er en af dem, men da den ikke er godkendt til formålet i Danmark og kun kan købes på recept i USA, så ser vi selvfølgelig bort fra den.

Der findes flere prostaglandiner, som kosmetikindustrien bruger i deres øjenvippeserum. Problemet er, at vi ved ekstremt lidt om, hvordan de virker, og hvilke der virker bedst.

Og tilbage i 2011 blev de en masse øjenvippeserum pludselig refomuleret, fordi de amerikanske myndigheder forbød det dengang mest udbredte prostaglandin til formålet.

Det, vi ved, stammer primært fra ikke-publicerede studier, fra producenterne selv.

Myndighederne i både Danmark og resten af EU er da også travlt beskæftiget med at finde ud af, hvilket ben de skal stå på. I Sverige er myndighederne gået aggressivt til værks. I Danmark og Tyskland venter man afventende på at EU skal tage stilling.

Vi har så vidt jeg ved ikke set nogle alvorlige bivirkninger af produkter såsom M2 eller Revitalash endnu, så der trædes vande. Og imens sælger de som vand i Sahara, for de virker! Bimatoprost kan have alvorlige bivirkninger, men ifølge producenterne af de kosmetiske prostaglandiner, så har disse ikke samme bivirkninger. De tygger vist stadig på den i EU’s videnskabelige komité, og jeg ved ikke andet.

Du kan godt gå ud fra som en hovedregel, at produkter med prostaglandin virker mere effektivt og koster mere end dem uden.

M2 Eyelash Activating Serum – norbimatoprost
M2 Eyelash Activating Serum indeholder som den eneste prostaglandinet norbimatoprost eller MDN, som det også hedder.

Effekten ligger meget tæt op af Latisse, men – ifølge producenten selv – uden de alvorlige bivirkninger, som Latisse kan give. Du kan forvente lokal irritation og rødme.

Du kan forvente, at dine vipper vokser bliver cirka 50% kraftigere og længere. Effekten begynder efter 6-8 uger.

Revitalash og Sanzi Beauty – Decloro Dihydroxy Difluoro Ethycloprostenolamide
En anden type prostaglandin er Decloro Dihydroxy Difluoro Ethycloprostenolamide. Igen er der ingen, der rent faktisk har gjort sig den ulejlighed at studere og publicere effekten. I både Revitalash og Sanzi Beauty er prostaglandinen kombineret med andre aktive ingredienser.

Sanzi Beauty bruger arginine samt to peptider Myristoyl Hexapeptide-16 og Myristoyl Pentapeptide-17, der alle er velkendte øjenvippe-serum ingredienser, der ofte også bruges i nogle af de prostaglandin-fri serum, som vi skriver om nedenfor.

Revitalash bruger to andre peptider og andre aktiver, som vi ved mindre om, men som bør have cirka samme effekt.

Myristoyl Pentapeptide-17
Myristoyl Pentapeptide-17 er et af de absolut mest udbredte peptider i lash serum. Både i kombination med en prostaglandin eller som hovedingrediens i sig selv. Der findes andre myristoyl pentapeptider med andre numre bagerst i stedet for 17, men de virker på cirka samme måde. De er alle lavet af det samme firma, og deres egne studier viser, at man kan regne med cirka 25% længere vipper.

Det er altså en meget mindre dramatisk effekt end med et prostaglandin som M2 ovenfor. Til gengæld er både pris og lokalirritation mindre.

Både Gosh, Rodial, Jan Marini og Rapidlash bruger Myristoyl i deres prostaglandin-fri øjenvippeserum. Enten alene eller i kombination med andre ingredienser.

Arginine
En anden populær ingrediens er aminosyren arginine. Arginine er et af de mest seriøse bud, vi har på et middel til at få håret til at vokse på hovedet, og det er derfor nærliggende at bruge det til vipperne også. Der er dog det vigtige forbehold, at vi ingen studier har af en effekt på øjenvipperne og at der er stor forskel på hårene på hoved og øjenvipper.

Du kan finde arginine i Lashfood og i Shiseido Full Lash Serum. Begge produkter kombinerer arginine med flere planteekstrakter, som vi ved endnu mindre om.

Swiss Lashes
Swiss Clinic har deres eget vippeserum, hvori den primære ingrediens er Redensyl. Redensyl er en meget omtalt ny ingrediens mod hårtab på hovedet. Virker den så i et øjenvippeserum? Det har vi ingen viden om overhovedet.

Ifølge Swiss Clinic selv så kan Redensyl få vipperne til at vokse med 214 % på 10 dage. De tal lyder helt absurde og alene det gør, at jeg bliver ekstra skeptisk.

Jeg tror simpelthen ikke på, at Redensyl kan få øjenvipperne til at vokse med 214% på 10 dage. I dette studie af Redensyl har man målt effekten af Redensyl på androgent hårtab på hovedet (altså når mænd taber håret på issen). Her voksede der 214% flere nye hår efter 10 dage sammenlignet med de ubehandlede områder. Det virker nærliggende at tro, at Swiss Clinic har sammenblandet disse resultater.

Redensyl kan måske nok ligne et lovende middel til hårtab på hovedet, men som i tilfældet med arginin har vi ingen viden om, hvordan stoffet virker på vipperne. Der er stor forskel på hårtab på issen og på at få øjenvipper til at gro. Den anden vej rundt har man heller ikke haft succes med at bruge Latisse mod hårtab på hovedet – man har selvfølgelig forsøgt.

Måske virker Redensyl på vipperne, måske gør det ikke? Jeg ved det ikke. Vi har ingen publicerede studier eller uafhængige kilder til information om det.

Kan man stole på ingredienslisterne?
I Norge kom iGlow og Aphro Celina for nylig i modvind, da et program på norsk TV2 fandt små mængder af et prostaglandin, der hedder kloprostenol. Kloprostenol er et prostanglandin, der bruges som abortmiddel til dyr. Læs historien på TV2 her og læs iGlow’s efterfølgende svar til programmet Helsekontrollen her.

Det er ekstremt små mængder kloprostenol, som der er fundet i de to serum, og ifølge iGlow selv har de norske myndigheder erklæret, at iGlow stadig er sikkert at bruge. Intet af dette har dog kunnet bremse op for en ganske heftig Facebook-storm.

Vores egne erfaringer
Vi har ikke selv testet alle serum, men vi har gennem tiden afprøvet nogle af dem. Dog er ingen af os trofaste brugere af øjenvippeserum, og vi har derfor valgt at fokusere på indhold i stedet for vores temmelig spredte personlige erfaringer. Helene og jeg har begge haft rigtig gode resultater med M2 Beauté, men forvent irriterede øjne. Helene har prøvet den nye Revitalash. Den virker afgjort, men irriterede Helenes sarte øjne mere end M2. Sansi Beauty virker også, men med mindre irritation. Gosh vippeserum uden bimatoprost kun med peptider er et godt bud på en billig serum. Den virker – men ikke så godt som dem med bimatoprost.

Og så vil vi bare helt vildt gerne høre jeres erfaringer også? Hvad har virket for jer? Hvad har ikke virket? Og hvilke bivirkninger har I oplevet?

Her kan du købe det (reklamelinks)

M2 Beauté Lashes koster 990 kroner for 5 ml. i blandt andet Matas. Du kan se en liste over officielle forhandlere af M2 her.

Revitalash koster fra 359 kroner for 1 ml. hos blandt andet Coop.dk eller på Nicehair, der også sælger M2.

Sanzi Beauty koster 590 kroner for 5 ml. på Sanzi Beautys egen webshop.

Gosh Growth Serum koster 229 kroner på Gosh’ webshop.

Matas forhandler både Lashfood og Shiseido Full Lash Serum. Du kan også købe Swiss Clinic hos Matas og på Swissclinic.dk.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
134 kommentarer
Coco

Hej
Jeg stødte på jeres meget fine forklaring på ingredienser i vippeserum, egentlig for at se, om de indeholdt ricinusolie. Nu tror jeg så bare, jeg forsøger mig med ricinusolie i stedet. Både som vippeserum, makeupfjerner og mod mine operationsar efter et øjenløft i oktober 21:-)

Helene Randløv Hansson

Held og lykke med det hele.

Kh. Helene

Sanne

Det hun gennemgår her, gælder det også Sanzi beauty? Kan ikke gennemskue om det er det samme…

Helene Randløv Hansson

Det er som du kan læse i indlægget ikke helt det samme.

Sanne

Altså hende i YouTubevideoen ovenfor.

Louise

Hej Helene.
Har I erfaring med/viden om Lavindes serum? Er ret nervøs for at bruge noget serum, da mine øjne er ekstremt sarte.
Mvh. Louise

Helene Randløv Hansson

Kære Louise
Nej, jeg har desværre ikke prøvet den.

Kh. Helene

Tina

Hej Helene
Har du erfaring med Ivy aya øjenvippeserum? Jeg har tidligere brugt revitalash med rigtig god effekt, men leder efter et billigere alternativ, men bliver lidt skæmt når jeg kan se der er bimatroprost i deres produkt
Hilsen Tina

Helene Randløv

Hej Tina
Nej, ingen af os har erfaring med Ivi Aïa Vippeserum. Hvor ser du, at der er bimatroprost i produktet? Kan du hjælpe mig med at forstå bekymringen, når du har brugt Revitalash?

Kh. Helene

Katrine Nielsen

Hej.
Jeg prøver at blive klog på, om jeg skal give mig i kast med serum og vippe-conditioner, eller noget mere “naturligt”. Jeg plejer at få lavet lash lift ca. hver 6. uge, men mine vipper er nu blevet overbukket/overbehandlet og er nok meget tørre. Jeg har ikke plejet vipperne med noget som helst indtil nu.

Jeg har læst hos Naturligolie.dk, at produkter med prostaglandin ændrer vippernes naturlige cyklus, og at man derfor pludseligt vil tabe mange af sine vipper på én gang. Derfor mener de, at deres olie et bedre.

Men nu skriver i, at der ikke er prostaglandin i, men at det er myristoyl Pentapeptide-17, der fx er ingrediensen…

Hos Sanzi-Beauty bryster de sig af, at deres produkter er oliefri.. (ved ikke om oliefri er bedst, når man får lavet lash lift, som jeg har fået de sidste par år).

Men hvad mon man skal gå efter, hvis man helst vil have vipperne til at blive kraftigere på den mest naturlige måde, så man ikke pludselig mister mange af vipperne? Jeg regner med at stoppe med at få lavet lash lift, eller i det mindste at gøre det sjældnere.

Helene Randløv

Hej Katrine
Olien vil muligvis pleje det udgroede vippehår, men det er ikke ret godt for hårsækkene eller behageligt at bruge efter min mening. I øvrigt tror jeg ikke, at det anbefales at anvende olie ved lash lift. Mange af produkterne i dag indeholder netop peptider frem for prostaglandin. Vipperne vokser langsommere, men der er så heller ikke samme grad af bivirkninger.
Du mister ikke pludseligt en masse vipper, uanset hvad du vælger, det er ikke sådan det virker.
Kh. Helene

Marie

Hej,
Jeg har brugt M2 i et år (to år siden) og havde virkelig gode resultater. Jeg skiftede til Ivi aia for et års tid siden af økonomiske årsager og har også haft ok effekt af dette. Dog er jeg begyndt at opleve voldsomt hængende øjenlåg og også tab af fylde under øjnene (ret voldsomt). Nu læser jeg, at dette kan være en bivirkning fra vippeserum. Er det rigtigt? Og kan I anbefale en serum som ikke vil skade min hud/ fremkalde ældningstegn? Og hvad er det bedste jeg kan gøre ved de skader, der allerede er sket. Jeg er SÅ ked af det. Men elsker de lange vipper. På forhånd mange tak for svar.

Helene Randløv

Hej Marie
Det er netop de peptidbaserede vippesera, du skal gå efter, hvis du vil undgå alle bivirkningerne. Jeg tvivler stærkt på, at de ting du oplever SÅ voldsomt, skan skyldes et vippeserum, du påføre så tæt på vippekanten.

Kh. Helene

Tine

Jeg har haft rigtig gode erfaringer med både revitilash og med Xlash. Nu er jeg dog på udkig efter et produkt, man må bruge, hvis man forsøger at blive gravid. Vi har været i fertilitet længe, så har heller ikke brugt noget produkt længe – men nu savner jeg det, og måske I kender et alternativ. Jeg har googlet en del, men det er stadig svært at gennemskue, hvad man må. Eller om man bare skal lade helt være. 🙂

Helene Randløv

Kære Tine
Du må spørge, de firmaer du kender til, jeg vil meget nødigt udtale mig om det. Personligt ville jeg nok anvende det, med mindre firmaet selv specifikt frarådede brug under graviditet.

Kh. Helene

Marianne Riisager

Jeg har et spørsmål når man har brugt 2 M serum over en længer periode så holder den op med at virke hvorfor det

Helene Randløv

Hej Marianne
Hvad mener du med “holder op med at virke”? Har du læst på M2s eget site?

KH. Helene

anita elkjær

Hej har i erfaring med nanolash ?? vh Anita

Helene Randløv

Hej Anita
Da vi begge to har meget sarte øjne, bruger vi ikke øjenvippesera.

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *