I forrige uge delte vi billedet af en af MACs nye Eye Shadow X 9 Paletter på Instagram. Der var en af vores læsere, der spurgte, hvordan de skulle lægges. Hvordan, man får brugt sin øjenskyggepalette, er et ofte stillet spørgsmål, så jeg tænkte, at det er på høje tid at få delt den hemmelighed…
For næsten hundrede år siden tog Katja og jeg billeder af mine anstrengelser med en fin palette fra Estée Lauder. Desværre var paletten hurtigt udsolgt, og så gav det jo ikke rigtig mening… især fordi billederne ærlig talt heller ikke var alt for gode. Denne gang vil jeg prøve at forklare uden billeder, for principperne er de samme, uanset hvilken palette du kaster dig over.
Leg!
Hvordan kan du få plads til alle de farver på øjenlåget? Det er et ofte stillet spørgsmål, når jeg har givet den gas med farverne. Det er ikke svært, jeg har ikke ligefrem store øjne, og hvis jeg har plads, har du helt sikkert også. Det afgørende er jo heller ikke at vælte farver på, det der er vigtigst er trods alt, at du har det sjovt, mens du leger. Leg er nemlig det, der skal til, hvis du har lyst til et nyt look, eller bare har lyst til at bruge din(e) palette(r) på en anden måde, end du plejer.
Det rigtige værktøj
Det er selvfølgelig nemt for mig at sige, at det er nemt… men det er det altså, i hvert fald hvis du har det rigtige værktøj. Nu frygter du måske, at det betyder indkøb af en masse dyre pensler, men det gør det ikke nødvendigvis. De pensler jeg benytter til nærmest samtlige looks er variationer over temaet:
- Lille flad pensel med korte hår eller en skråpensel: Den bruger jeg til at lægge øjenskyggerne præcist, hvor jeg vil have dem. Det kunne for eksempel være MAC 231 Small Shader Brush eller MAC 266 Small Angle Brush.
- En pensel med længere hår der helst spidser lidt til: Den bruger jeg til at tone farverne ud. Det kunne for eksempel være MAC 286 Duo Fibre Tapered Blending Brush.
- En helt tæt lille blyantspensel: Den bruger jeg til placering af skygge på øjenlåget og til at tone skyggerne sammen. Det kunne for eksempel være MAC 219 Pencil Brush.
Når jeg har valgt at linke til MAC og nævne netop disse pensler, så er det, fordi det er dem, jeg selv har flest af. Der findes rigtig mange andre gode pensler, men jeg bruger selvfølgelig dem, jeg har i forvejen.
Skabelon
Langt de fleste paletter er skåret efter nogenlunde samme skabelon. Derfor kan du i de fleste paletter finde:
- En lys nuance med mere eller mindre perlemor.
- En variation over en eller flere farver, der både kan indeholde perlemor eller være matte.
- En mørk nuance der oftest er mat.
Om der er tre, fire, fem eller mange farver, er sådan set ligegyldigt, de fleste indeholder ovennævnte nuancer.
Brugsanvisning
Mange paletter kommer med forslag til, hvordan du kan kombinere de forskellige skygger eller nuancer i paletten. Hvis du kunne tænke dig at gå ombord i nogle forskellige farver, kan du prøve dig frem med forskellige farvekombinationer på håndryggen, eller simpelthen gå efter regnbuen eller hvad du nu bliver inspireret af.
På Pinterest er jeg stødt på Seeds, og der er virkelig meget inspiration at hente, især hvis du har svært ved at visualisere de forskellige nuancer ved siden af hinanden.
Tropic Cool Times Nine
På lørdag kan du se, hvordan jeg fik brugt otte ud af de ni øjenskygger i paletten. Det er som nævnt før ikke så vanskelligt, men indimellem trænger man selvfølgelig til inspiration eller bare til at gøre noget helt andet, end man plejer.
Klassikeren er jo noget lyst i øjenkrogen, noget mørkere ud mod yderste øjenkrog og noget helt mørkt i globelinjen og langs vippekanten. For at illustrere min pointe er det netop sådan et look, jeg lagde, den dag jeg legede med paletten, men det må du altså vente med at se til på lørdag…
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.