Øjencreme gør jeg mig ikke så meget i, med mindre den altså har en eller anden superlækker applikator. Det er faktisk det eneste jeg går efter, når jeg en sjælden gang falder for en øjencreme. Det er ikke ret vigtigt for mig, hvilken øjencreme det er, hvis bare applikatoren er lækker. Derfor er det svært for mig at få armene ned over det nyeste skud fra The Body Shops gadgetsortiment nemlig Precision Eye Massager. Den giver mig mulighed for at forvandle hvilken som helst creme til min yndlings øjencreme.
Leg og alvor
Når man ser det hvide håndtag og den lille kugle på billedet, kan det måske godt se lidt kedeligt ud. Udseendet snyder en del, for den er perfekt til lidt afstressende leg, håndtaget og kuglen hænger nemlig sammen ved hjælp af en magnet… så kan du måske selv forestille dig, at den næsten kalder på lidt daglig leg.
Mine øjenomgivelser er heldigvis sjældent hævede om morgenen, men er de det, bruger jeg den selvfølgelig også om morgenen, ellers er det om aftenen, jeg hygger mig med den kølige massage, det kan man nemlig sagtens gøre, mens man streamer den seneste sæson af den serie man følger med i…
Frisk og fin
Men hvad kan den? Jo, udover at være et skønt stykke legetøj, så er den fantastisk til hævelser og hvis ikke du har sådan nogle at slås med, så er den kølige massage bare vildt rar. Som nævnt ovenfor er den oplagt som applikator, så du kan massere din øjencreme ind både morgen og aften. Eller du kan have en Precision Eye Massager stående på skrivebordet, så du kan give øjenomgivelserne en tur, når skærmen har haft din opmærksomhed lidt for længe. Det køler og så får det din øjenmuskulatur til at slappe af, så dine trætte øjne kan få et lille hvil.
Precision Eye Massager koster 120 kroner og du finder den i The Body Shops butikker eller online i The Body Shops danske webshop.
Kom forbi Body Shop i dag, huskede denne anmeldelse og smuttede ind og fik en med hjem. Rigtig dejlig fornemmelse. Tak for tippet 🙂
Kære Lis
Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes om den.
Kh. Helene
Nu har jeg haft den i en uges tid og jeg er blevet meget glad for den. Når jeg sidder og læser eller ser TV om aftenen, så kommer jeg en isklump i et æggebæger og lægger kuglen på den, så den er rigtig kold når jeg kører den rund om øjnene. Det frisker 🙂