Jaja, jeg ved det godt, denne anmeldelse kommer henholdsvis 5 og 7 år for sent og er fuldkommen ubrugelig i praksis, men da jeg opdagede at både Donald Trump og Melania Trump har haft deres egne hudplejeserier, kunne jeg ikke lade være. Ægteparret Trump er jo blevet aktuelle igen på det seneste.
Melania Beauty Caviar Complexe C6
Tilbage i 2012 lancerede Melania Trump sin egen hudplejeserie, der dog aldrig nåede ud i butikkerne. Det giver på alle måder mening at en kvinde som hende lægger navn til en hudplejeserie, og det startede da også godt, men der opstod en konflikt og produkterne kom aldrig i butikkerne. Hvis du vil læse den meget lange historie, så kan du finde den her.
Det har derfor heller ikke til min egen store skuffelse været muligt for mig at finde frem til et eneste produkt, jeg kunne prøve. Så vi må bedømme det ud fra de relativt sparsomme oplysninger, der stadig er tilgængelige online.
Melania gav interviews og dukkede op i talkshows og fortalte om, hvordan hun havde brugt årevis på at udvikle produkterne selv sammen med en kemiker.
Stjerneingrediensen i Melanias produkter var caviar. Caviar-ekstrakt, som hun ifølge egen markedsføring udviklede fra specialopdrættede stør fra dambrug i Frankrig. Og det skal faktisk nok passe. Kaviar fra opdrættet stør er en fransk erhvervssucceshistorie.
Hvad kan kaviar så gøre for huden? Det er straks noget mere diffust. Kaviar indeholder en masse protein, vitaminer, enzymer og andre gode ting, som kan være gode for huden. Men når man ser på, hvor mange virksomheder der bruger caviar i deres produkter, er der overraskende få studier af ingrediensen. Der er nogle få studier af kontaktallergi overfor caviar, men ikke et eneste uafhængigt publiceret studie af de positive effekter ved et caviar ekstrakt. Vi har et enkelt studie af et aktivt stof udvundet af caviar – men det er ikke helt det samme. Det er selvfølgelig ikke det samme som at det ikke virker, men du må tage Melanias ord for det, for vi har ingen data.
Melania Trump er naturligvis ikke den eneste, der har brugt caviar i sin hudplejeserie. Det er en interessant ingrediens – ikke mindst i markedsføringssammenhænge, hvor den emmer af luksus og klasse. Selvom vi desværre ikke længere kan prøve Melanias cremer, kan du finde kaviar i mange andre mærker som for eksempel La Prairie, Medex og budgetvenlige alternativer fra for eksempel Naturfarm.
BioCé
Donald Trump er nok et mindre oplagt valg som ansigt for en kosmetik serie, og BioCé bar da heller aldrig hverken hans navn og ansigt i markedsføringsøjemed, men det var hans virksomhed, der stod bag. Hvis du kigger godt efter på det virkelig dårlige billede (beklager, men det er umuligt at finde så meget som et billede af produkterne længere), så kan du alligevel se Donald Trumps signatur på produkterne – en skyline.
BioCé blev lanceret i 2010 og var en serie antiage-hudplejeprodukter, der blev solgt ved homesale /pyramidesalg.
Takket være bloggen Truthinaging har vi faktisk bevaret en ingrediensliste, så vi kan bedømme, hvad der lå bag “the multi-mineral chrono-energizer”, som BioCé skulle indeholde.
Der er mineraler i: jern, zink og magnesium. Zink og magnesium er udbredte ingredienser i hudpleje og har mange gode egenskaber. Men hvordan de bliver til en chrono-energizer, og hvad en chrono-energizer overhovedet er, fortaber sig desværre i fortidens tåger.
Og så til ingrediensen som er BioCés antiage-ingrediens: Tobak. Der er et ekstrakt af tobak i BioCé, og det er den, BioCé påstod fjernede rynker.
Hvis man ryger tobak, så får man flere rynker, men det er selvfølgelig ikke det samme som et ekstrakt fra planten. Der findes ingen som helst studier af et ekstrakt fra tobaksplantens positive effekt på huden. I dette tilfælde er der tale om et peptid udvundet af tobakplanten, men vi har absolut ingen uafhængige informationer om det.
Der er tilsat to parfumestoffer, den ene er appelsin, den anden er pentadecalactone. Pentadecalactone er en af de feromoner, som mænd udskiller i armhulen og som man påstår tiltrækker kvinder.
Det er rigtig svært at konkludere på indholdet i BioCé uden at sammenligne med manden bag, men hvis jeg skal tage mig sammen og prøve at holde mig til produktet, så er der ikke en eneste ingrediens i BioCé, der gør det pengene værd.
Her kan du købe det
Ja, desværre kan man ikke købe hverken BioCé eller Melania Beauty Caviar Complexe C6.
BioCé blev solgt online og via privatsalg/homeparty/pyramidesalg og det serum, vi her har omtalt kostede 62$. Serien var dog langt mere omfattende.
Melania Beauty Caviar Complexe C6 bestod af 6 produkter, der kostede mellem 50 og 150 dollars og kunne købes i Lord & Taylor, der er en amerikansk kæde af stormagasiner.
Kilder:
Har de slet ikke lavet en selvbruner (eller skulle man kalde den selvoranger?)
Nej… tror ikke koncentrationen af selvironi var høj nok 😉
Men prøv den her i stedet: https://www.facebook.com/FusionComedy/videos/1326989380701639/
Super fed artikel og en masse inspiration 🙂 Godaften.
Mvh.
Julie
Man kan ikke købe Melanias hudplejeserie, til gengæld omtaler de hendes smykkeserie på hendes profil på Det Hvide Hus’ hjemmeside 😉
https://www.whitehouse.gov/administration/first-lady-melania-trump