Hvis du vil have en foundation, der er mat, totalt dækkende og holdbar, så er det svært at komme udenom Kat Von D Lock It og Urban Decay All-Nighter, der begge får overvældende dækning på de sociale medier.
Men det er krævende foundations at arbejde med, og der er nogle ting, du skal vide, før du kaster dig ud i et nærmere bekendtskab med dem. De er nemlig svære at arbejde med, og spørgsmålet er, om resultatet er indsatsen værd?
“Mor, hvad laver du dog?” spurgte min 8-årige søn med vantro i stemmen, da han så mig lægge makeup, før jeg skulle til afskedskoncert med Kent. “Du ligner grisemanden fra Superjokerne!”
Fra drenge på 8 år skal man høre sandheden… Og jeg måtte jo desværre medgive ham, at han havde en pointe. Se grisemanden og superjokerne på DisneyXD’s YouTube kanal her.
Efter lidt intens blending gik det dog fint, og jeg håber, at Helene vil bevidne, at jeg ikke længere lignede grisemanden, da vi mødtes til koncerten.
Men min søns umiddelbare respons understreger meget godt problemet med denne type foundations – de tilgiver ikke. Både Kat Von D Lock It og Urban Decay All Nighter er ekstremt tyktflydende i konsistensen og vil gerne hænge sig fast i alt.
Begge foundations er vandfaste. Ethvert forsøg på at blende dem ud med en våd beautyblender eller en fugtig pensel vil derfor også gå rigtig dårligt. Der skal en tør pensel til.
Fedt eller sved og vand?
Hvad er det der ødelægger din makeup i løbet af dagen? Er det sved, vand og luftfugtighed? Eller er det en fedtet næse, der skinner igennem i løbet af kort tid?
Hvis det er det første, så er vandfaste foundations som disse to ganske effektive. Men hvis det er det sidste, så er svaret mere nedslående.
God til sved, ikke til fedt
Efter lidt over 2 timers Kent-koncert i går, så de sørgerlige rester af en træt mor til tre og hendes Urban Decay All Nighter Foundation således ud (Beklager billedkvaliteten, jeg skulle undgå at vække børn og mand).
Urban Decay All Nighter Foundation er rigtig god til at modstå sved, fugt og effekten af at hoppe og danse i et par timer. Til gengæld er den IKKE god til at håndtere end fedtet næse. Tværtimod.
Primeren gør forskellen
Jeg kan desværre ikke udsætte Kat Von D Lock It Foundation for præcis samme test, da det var Kents afskedskoncert.
Personligt foretrækker jeg Kat Von Ds version. Den er nemmere at arbejde med og bedre til at håndtere fedtede partier. Jeg synes også, at resultatet bliver pænere.
En del af forklaringen skyldes, at Kat Von D laver en tilhørende primer, der gør en stor forskel. Alene er Lock It Foundation også tung at danse med. Lock it Featherweight Primer gør den ikke bare nemmere at arbejde med, men kan også bruges til at fortynde foundationen med, så den bliver mindre dækkende, men stadig med en flot holdbarhed.
Overvej en lettere dækkeevne
Det tunge look og de maskeagtige supermatte foundations er populære på de sociale medier, og de fungerer da også godt på billeder. Husk at der er stor forskel på makeup til foto og makeup til dagslys – det her er IKKE foundation til en lys solskinsdag. Makeup er kunst, men til hverdag er det et godt råd at gå efter den letteste dækning.
Her kan du købe det
Du kan købe Urban Decay i Magasin og Kat Von D i Sephora. Urban Decay All Nighter Liquid Foundation koster 265 kroner. Kat Von D Lock-It Foundation koster 280 kroner og Kat Von D Lock-It Featherweight Primer koster 260 kroner.
Urban Decay kan du også købe på Feelunique, men det er en virkelig skidt idé at købe den type foundation her uden at prøve først.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
Jeg har selv Kat Von D foundation, men jeg synes den kager meget, så jeg blander den med MAC studio fix. Alligevel lidt spild af penge, efter min mening.
Jeg er meget stor fan af Kat Von D Lock it foundation. Den er meget dækkende, men jeg synes egentlig godt den kan blendes ud så den er knapt så dækkende. Jeg bruger makeup svampen fra Real Techniques. Jeg har stadig til gode at prøve primereren, men synes egentlig den fungere fint uden. Jeg har også købt Tattoo eyelineren, som nok er den bedste eyeliner jeg har prøvet – og det er ikke få;-) Og jeg har en øjenskyggepalet, som jeg ligeledes er ret vild med.
Jeg ærger mig over at bo i Aalborg, hvor Sephora endnu ikke har fundet vej til:-)
FEDT indlæg! jeg går netop disse dage og Lock it foundationen samt primeren, mens jeg overvejer om 280 kr for foundationen alene, er pengene værd….
Mit problem er nemlig som nævnt i indlægget, at min næse (samt tzonen) begynder at skinne. Samtidig vil jeg gerne have max dækning. Kan i anbefale et alternativ til de overstående?
damen i sephora anbefalede mig i øvrigt at bruge en transparent pudder ovenpå, for at undgå at den kager knap så meget.