Jeg afskyede duften af Too Faced’s chokolade-makeup, første gang jeg duftede til den. Så meget at min første Chocolate Bar paletter øjeblikkelig røg ned bagerst i skuffen, hvor den levede en hensygnende chokolade-duftende tilværelse.
Og jeg er stadig ikke fan af at min makeup dufter af chokolade. Men efter at have for alvor afprøvet de tre paletter i praksis er de flyttet fra skammekrogen frem til skuffen med de absolut mest brugte øjenskygger i min samling. For det er nogle virkelig dejlige paletter.
Chokolade-temaet er et fantastisk gimmick. Folk enten elsker eller hader lugten – men den får i hvert fald opmærksomhed. Og duften stammer faktisk fra ægte chokoladepulver, der er tilsat øjenskyggerne, samt vanillearoma. Der er ikke noget parfume i – hvilket overraskede mig.
Jeg havde gerne selv været chokoladen foruden, jeg er ikke god til makeup, der dufter af noget. Men duften forsvinder, når den kommer på. Og så er de tre øjenskyggepaletter noget af det fineste, jeg har ejet.
Kvaliteten af øjenskyggerne er høj. Too Faced laver nogle af de bedste matte øjenskygger derude. Der er et fint udvalg af både matte og glimmer i alle paletterne, farverne er pigmenterede og lækre, og de er meget smukt farvekoordinerede.
Med alle tre paletter medfølger et lille hæfte med guides til tre virkelig fine looks, som jeg også har brugt med god succes. De samme kan findes på Too Faced’s hjemmeside.
De tre paletter har flere ligheder end forskelle. De består af en række nude nuancer tilsat pink/rosa/blommefarvede samt gyldne toner og en smule blåt. Too Faced Chocolate Bar var den første, der kom og er nok den mest afdæmpede af de tre. Semi-Sweet Chocolate Bar er en smule mere gylden i tonerne, mens Chocolate Bon Bons har mere pink/lilla i sig.
Det er oplagt at sammenligne dem med Urban Decay Naked-paletterne. Chokolade-pulveret og den tilhørende duft er naturligvis den mest iøjenfaldende forskel. Men jeg synes på mange måder, at Too Faced paletterne er mere anvendelige.
Too Faced har med chokoladepaletterne blandet de brune farver med gyldne, blommefarvede, lilla, pink og blå farver. Blandingen af brune, gyldne, lilla og rosa farver er lige i skabet, nemme at kombinere og klæder de fleste.
Og det er ikke bare sjovere og nemmere at få til at fungere, det er faktisk også tættere på et “naturligt” eller “nude” look for de fleste. Hvis du kigger på de naturlige skygger omkring dine øjne, så er de ikke brune, men indeholder langt flere farver.
Se Helenes lørdagslook fra januar med Semi-Sweet paletten her.
Her kan du købe det
Too Faced Chocolate Bar, Semi Sweet Chocolate Bar og Chocolate Bon-Bons sælges i Sephora, hvor de koster 350-360 kroner.