Forleden morgen da jeg kiggede mig i spejlet, blev jeg ret knotten på hende damen i spejlet. Hun er godt dum i nakken, for hun er ærlig talt elendig til at passe på sig selv, og det kan nu ses mere end nogensinde. Huden er rød, irriteret og træt, præcis den beskrivelse passer egentlig også ret godt på humøret…
Stress er hudens version af Rudolfs røde tud, og det er næsten lige så umuligt at skjule det. For hvis ikke du selv siger stop, så gør huden sit til, at du fatter budskabet. På den måde kan du bruge huden som indikator for hvornår det er tid til at sætte farten ned.
En på skallen
Den morgen tænkte jeg mig tilbage til slutningen af maj, hvor en flok skønne kvinder og jeg besøgte Weledas meget smukke have i Schwäbisch Gmünd ved Stuttgart. Der talte vi blandt andet om irriteret hud og den meget fine tankegang, der ligger bag Weledas kendte og elskede mandelserie, som i løbet af sommeren har fået tre nye familiemedlemmer. Filosofien bag Weleda er som bekendt holistisk, og derfor er det naturligvis gennemtænkt, at det netop er mandlen, der er valgt som bærende ingrediens i serien til den sarte og reagerende hud. Den delikate mandel ligger jo godt beskyttet i sin skal, og det er netop det udgangspunkt huden skal tilbage til.
I sæson
Nu hvor vi vist har etableret at sommeren er ved at synge på absolut sidste vers, begynder min egen hud at reagere. I virkeligheden burde jeg have fundet min mandelolie frem for flere uger siden, fordi det er den samme reaktion, hver eneste gang sæsonen skifter. Så behøver huden nemlig bare lidt ekstra at stå i mod med.
Så vidt jeg husker, er det mere end tres procent af alle danske kvinder, der vil svare ja til at have en eller anden form for sart hud. Nogle er ramt af allergi og andre kedelige reaktioner, mens andre ”bare” døjer med rødme og irritation. Derfor giver det ret god mening at skride ind i tide og lytte til huden, inden den for alvor er overbelastet og ude af balance.
På alle planer
Når huden prøver at ruske dig til fornuft, gør den det først i det små. Det kan være alt fra tør hud, små bumser til voldsom blussen. Og uanset hvad tegnene er, så gør du klogt i at lytte.
På det fysiske plan skal du nok prøve at minimere de ting, der stresser dig. Husk at selv uskyldige venindeaftaler og serieaftner kan fylde for meget, hvis du er nået helt der ud, hvor kalenderen er ved at springe af aftaler. Prøv i stedet at slukke både tv, tablet, telefon og øvrige gadgets og brug tiden på at ordne negle, lægge en maske, pleje fødderne eller hvad der nu virker for sig.
Når opgaver, projekter, informationer og måske bekymringer fylder for meget, vil især hormonerne begynde at lave ballade. Så det er vigtigt at mærke efter, kigge i spejlet og lytte til de signaler både psyken og sikkert også fysikken sender dig.
He he, det første jeg tænkte på, jeg ville gøre for at stresse af var at læse en god bog, men det er selvfølgelig ikke kosmetikrelateret. Det andet er jeg i øvrigt også alt for dårlig til. Drømmer tit om smukke negle, men får ikke gjort noget ved det.
Kære skønne pudderdåser! En lidt malplaceret kommentar coming up..
Min hud er ualmindeligt sart, og ALTID rød ved kinder/kæbe. Den skriger på fugt og er sammentidig ALTID fedtet på næsen, som enhver 18 årigs næse ;-). Jeg synes derfor det er enormt svært at finde produkter, specielt creme! Jeg vil så gerne finde en ansigtcreme, der både er god til min sarte hud, der er glad for fugt men samtidig fedter (heldigvis kun på næsen). Jeg tænkte derfor at i måske havde nogen bud? 🙂
Kære Amy. Der findes ikke malplacerede kommentarer her 🙂 Næsten i hvert fald… Prøv at starte med at læse her, måske det kan hjælpe: https://pudderdaaserne.dk/2013/10/12/sadan-plejer-du-kombineret-hud/ Kh. Katja
Elsker mandelolie! Selv bruger jeg en 100% mandelolie fra SARD. Er der nogen forskel fra ren olie og så Weledas olie? Har også set Charlotte Torpegaard sværger til Weledas olie, så måske jeg skulle prøve den, når jeg løber tør 🙂