Lækker, blid og smuk renseserie: Vichy Pureté Thermale

21.05.15
Vichy Pureté Thermale

Vichy Pureté Thermale

Vichy er i gang med en tiltrængt ansigtsløftning af deres produkter, og i foråret kom turen til deres renseprodukter. Serien er en skøn blanding af gamle klassikere i redesignet emballage og nye produkter, og der er ingen svage produkter i blandt de fire, jeg har prøvet. Tværtimod er jeg både forelsket i de smukke nye turkisblå flasker og vild med indholdet.

Serien består af otte produkter. Jeg har prøvet fire. For alle fire gælder, at de er milde, fjerner makeup effektivt, super behagelige at bruge, dufter af en mild parfume, ikke udtørrer huden og ikke svier i øjnene eller på anden måde irriterer. At finde 4 renseprodukter i samme serie, som man kan sige det om – det sker dælme ikke hver dag.

Det er velformulerede produkter med et minimum af ingredienser (bortset fra parfumen), som bare fungerer.

Det er desværre igen blevet moderne at sælge produkter til at hovedrengøre huden med, men Vichy viser her vejen med milde produkter, der fjerner makeup og renser huden uden at udtørre eller irritere den.

Vichy Pureté Thermale Renseolie (nyhed) – er blevet min favorit når jeg vasker mit ansigt. Renseolien er baseret på mineralsk olie og intet mindre end fantastisk til at vaske tør hud med (den er også et virkelig godt match til rensebørster og lignende). Den beskytter huden, så den ikke tørrer ud ved vask.

Vichy Pureté Thermale Rensegelé (nyhed) – lige så mange pæne ord kan jeg sige om den bløde og skummende rensegelé, der vasker uden at udtørre og vil fungere for langt de fleste.

Vichy Pureté Thermale 3i1 – den gode gamle 3i1 rens er stadig med i serien, nu blot i ny indpakning. Hvis du foretrækker at fjerne din makeup uden vand med et cremet produkt, så er dette et godt alternativ til en fed rensecreme.

Vichy Pureté Thermale 3i1 Micellaire – jeg selv foretrækker flydende makeupfjernere, og Vichys version af de nu meget udbredte eau micellaire er dejlig. Jeg oplever ingen irritation af hverken hud eller øjne, og den fjerner min makeup som den skal.

Den fine lyse turkisblå farve klæder serien, der lyser op på mit badeværelse. Det eneste, jeg godt kunne undvære, er parfumen, men sådan er det nu engang med Vichy.

Her kan du købe det
Produkterne fra Vichy Pureté Thermale koster mellem 79 og 155 kroner på apoteket.


Du kan også købe Vichy på webshoppen Apo-rot.dk, hvor produkterne koster cirka 2/3 af de danske priser.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
5 kommentarer
Maria

Hej dåser og tusind tak for en fantastisk blog!
Det skærer altid i mine ører når ordet parfume bliver brugt, hvis det som tilfældet med Vichy, er hypoallergene dufte. Hertil vil jeg så spørge jer om i ikke skelner mellem, når noget er med “rigtig” parfume og når noget er med kunstige, hypoallergene dufte. Jeg synes jo der er forskel og i særdeleshed ift tolerance.

Katja Moikjær

Kære Maria. Men det ER parfume? Selv kunstige dufte er parfume og kan efter min mening aldrig kaldes hypoallergene. Parfume er i sidste ende parfume og hvis du har parfumeallergi skal du undgå alle slags. Både de kunstige og de naturlige. “Hypoallergen” er et ord som forbrugerorganisationer i årevis har forsøgt at få under offentlig kontrol, fordi det er vildledende. Men vi skelner absolut mellem de kunstige parfumestoffer og de deklarationspligtige forstået på den måde at vi altid fremhæver det når de særligt deklarationspligtige allergene parfumestoffer er i produkter. Kh. Katja

Mette

Hej ..
Jeg tænker præcis det samme som Maria, da vichy gør meget ud af at fortælle det er hypoallergene dufte og derved ikke vil reagere på det. Samtidig med at duften forsvinder efter 10-15 min. Når det er blevet påført.

Mette

Hej dåser. Nogen idé om Vichys rensegel her ligger et fornuftigt sted på ph-skalaen? Vh. Mette

Helene Randløv

Hej Mette
Nej, pH-værdien kender jeg desværre ikke, jeg kan derimod se, at der er forholdsvis meget salt i, som min hud i hvert fald godt kan blive ret så sur over.

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *