Perfect Peach er på ingen måde min første IsaDora Perfect Powder Blusher. Det er heller ikke første gang, jeg er begejstret over IsaDora, og jeg tør godt garantere, at det på ingen måde er sidste gang heller. For det bedst sælgende mærke i hjemlandet Sverige har selvfølgelig ikke fået så stor succes uden at fortjene det! Det er nogle virkelig gode produkter til meget rimelige priser og de forskellige looks er fint i tråd med de forskellige trends og sæsoner. Nude Essentials er forårets store makeupkollektion, som omfatter hele tretten nyheder. En af dem er en ny farve blush, og det er den perfekte koral nuance til foråret og sommeren.
Gode værdier
Selvom IsaDora aldrig har lagt skjul på værdierne, får jeg temmelig tit mails, som angriber IsaDora og de andre mærker med lave priser. For der må jo være et eller andet galt, siden produkterne kan være så billige. Det er der selvfølgelig ikke!
Nej, jeg siger selvfølgelig ikke, at der er noget galt med de dyre mærker heller, de tjener bare flere penge på deres navn og bruger flere penge på emballage og markedsføring. IsaDora og GOSH kan begge prale af gennemtestede og parfumefri produkter af så god kvalitet, at de oftest kan måle sig med langt dyrere mærker. Og i sidste ende er det jo kun kvaliteten af selve produktet, som betyder noget. I hvert fald bliver jeg selv langt mindre imponeret over fin emballage, end jeg gjorde tidligere.
Smuk glød
IsaDora Perfect Powder Blusher i farven Perfect Peach er virkelig smuk, og selvom farven umiddelbart ser lidt vild ud, så giver den bare kinderne den fineste farve og glød. Der er det smukkeste pink perlemor i, som fint fremhæver den lækre koral nuance, men uden at det bliver for glitret. Det bliver en klar favorit ikke bare denne uge, men med garanti til den er tæt ved tom.
IsaDora Perfect Powder Blusher koster 119 kroner og du finder IsaDora i Magasin både i butikken og online.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
Jeg elsker god og billig make-up, men desværre fik jeg i sommers en besk smag i munden, da det kom frem hvordan de ansatte blev behandlede på IsaDoras fabrikker:
http://www.sydsvenskan.se/ekonomi/anstallda-knacks-pa-sminkjatten-isadoras-golv/
Såeh, jeg ved godt at det er en underleverandør, men jeg nægter at tro, at IsaDora ikke har været klar over forholdene. Og det har desværre gjort, at jeg ikke vil købe deres produkter fremover, jeg vil ikke have noget billigt, hvis prisen er rådne arbejdsforhold for de ansatte:(