Min anmeldelse af CND Vinylux har taget virkelig lang tid. Når det tager lang tid for mig, er det fordi, jeg ikke kan bestemme mig for, hvad jeg synes om et produkt, og sådan har det været med CND’s Vinylux.
Vinylux er en ny form for neglelak til hjemmebrug fra CND, der har skabt Shellac. Vinylux er helt anderledes, primært fordi man ikke skal bruge en UV-lampe for at hærde den. Den er som en slags krydsning mellem traditionel neglelak og Shellac.
Produktet består af to dele – den farvede neglelak og en topcoat, der hærder i UV-lys. Til forskel fra Shellac, der skal bruge en speciallampe for at hærde, tørrer Vinylux af sig selv, som var det en almindelig topcoat. Derefter bruger den det naturlige UV-lys omkring os til løbende at blive stærkere. Og man kan fjerne den igen med almindelig neglelakfjerner, blot den indeholder acetone.
CND lover holdbarhed på syv dage. Weekly Manicure.
Men mine første mange oplevelser med Vinylux holdt ganske få dage. Og når man virkelig har glædet sig til at prøve et produkt som dette, så er det en temmelig skuffende oplevelse.
Især fordi min første Vinylux-manicure var blevet lagt af en af CND’s egne negleteknikere, og derefter begyndte at skalle allerede dagen efter. Så eventuelle forklaringer om, at jeg gjorde det forkert, duede ikke rigtigt. Mine egne efterfølgende forsøg gik ikke meget bedre, og Helene havde præcis samme oplevelse.
De tilbagemeldinger, jeg derefter hørte fra både forbrugere og andre folk i branchen, var meget blandede. Mange var vilde med Vinylux, mens andre delte vores oplevelse. Hvad man også kan se af brugeranmeldelserne på Makeup Alley.
Stadig pæn på dag 6
I dag er Vinylux blevet en af mine favorit-lakker. Jeg sidder lige nu, torsdag, og skriver med den grønne lak på, som jeg lagde fredag. Den er ikke perfekt mere, men jeg kan godt tillade mig at have den på stadig.
Det, der har gjort forskellen, på dengang og nu, er mange elementer. Og konklusionen på min anmeldelse er, at Vinylux kan være fantastisk og superholdbart, men det er ikke en nem lak at bruge, og den kræver et perfekt underlag i form af sunde negle.
Sunde og stærke negle
Shellac er rigtig godt til at styrke skrøbelige negle, fordi det lægger sig som en hård skal udenpå neglen. Det er Vinylux ikke. Hvis dine negle er skrøbelige og tørre (som mine er), så vil det på virke holdbarheden af Vinylux kraftigt.
På den positive side har Vinylux lært mig, hvor mine negle trænger til mere pleje, og jeg har opdaget hvor tørre de rent faktisk var. Negleolie er absolut uundværligt sammen med Vinylux.
Jeg har haft gavn af at bruge en yderligere styrkende basecoat under Vinylux, fordi mine negle har været så svækkede i en periode, for at styrke dem. Selvom CND fraråder det. Det fungerede dog for mig, fordi Vinylux ikke beskytter neglen i sig selv.
Den rette teknik
Vinylux er som en sart dame, der skal behandles høfligt. Hvis man ikke følger en række anvisninger, så vil det også påvirke holdbarheden negativt.
1. Neglene skal være fuldstændig rene og tørre. Brug et acetone-baseret produkt a la Shellac Remover for at aftørre dem.Jeg har forsøgt mig med mange almindelige acetonebaserede neglelakfjernere, og det duer sjældent. De indeholder som regel olier, og så binder Vinylux ikk. Ren acetone fungerer også.
2. Ryst den farvede neglelak (CND Vinylux Weekly Polish) MEGET grundigt
Men endelig ikke topcoaten – den kan danne små bobler.
3. Læg to tynde lag af Vinylux Weekly Polish
Hellere tre tynde end to tykke. Tynde lag er et must. Du skal ikke bruge basecoat med Vinylux (CND lover at den ikke misfarver neglen).
4. Læg et solidt og absolut dækkende lag af CND Vinylux Weekly Topcoat
Hvis du ikke får dækket HELE neglelakken, så vil eventuelle helligdage begynde at skalle. Det er vigtigt at få topcoaten helt nedover spidsen af neglen, så alle kanter er forseglede.
5. Vent 7 minutter – så er den hærdet
Det mest imponerende for mig ved Vinylux er faktisk noget helt andet end holdbarheden, nemlig hvor hurtigt den tørrer. Efter 7 minutter er den hærdet nok til stort set alle almindelige dagligdags aktiviteter. Mange andre produkter tørrer også hurtigt, men jeg kender ingen andre, der hærder så hurtigt, at jeg kan gå på toilettet med stramme jeans på efter 7 minutter.
Min endelige konklusion er nu, at Vinylux er en af de neglelak, jeg bruger oftest. Fordi den tørrer hurtigt, og fordi den holder bedre end gennemsnittet selvom jeg ikke kan få den op på de 7 skadefri dage, som 80 procent kan ifølge CND.
Samtidig har det fungeret rigtig fint for mig at spice en dagsgammel Vinylux manicure op til fest med for eksempel en glittertopcoat og et lag Vinylux Topcoat mere. Sådan så mine negle ud hele forrige uge.
Har jeg perfekt neglelak i 7 dage med Vinylux? Nej, bestemt ikke. Men den holder bedre end andre neglelak.
PS. Man kan sagtens bruge Vinylux Weekly Topcoat med almindelig neglelak. Du får dog ikke nødvendigvis samme holdbarhed som med hele Vinylux systemet. Men jeg får presset en dag eller to mere ud af mine Chanel-lakker med en Vinylux topcoat på. Husk at bruge basecoat under almindelig neglelak.
PPS. Alle CND’s Shellak farver findes også i Vinylux. Det giver nogle fine muligheder. Der er dog flere Vinylux farver, end der er Shellac-farver.
Her kan du købe det
Du kan købe Vinylux på de klinikker, der også laver CND Shellak. Blandt andet Matas’ StyleBox. På nettet kan du købe dem direkte hos den danske importør eller på forskellige klinikkers webshop, blandt andet Complete Me.
Jeg har endnu ikke erfaring med at købe Vinylux hjem fra udlandet. De engelske webshops, jeg kan finde, sender enten ikke til Danmark eller har meget høj fragt. Har nogen af jer prøvet?
For at illustrere mine varierende erfaringer har jeg kastet et udvalg af billeder ind her af alle de ufattelig mange gange, jeg har taget billeder af mine Vinylux negle på cirka 5. dagen. I burde kunne se, hvorfor jeg har haft svært ved at bestemme mig.
Kan man tage det af med almindelig neglelakfjerner?
Ja, hvis den indeholder acetone.
Jeg køber mine på eBay (fra USA) ligesom jeg også gør med OPI og andre neglelaksmærker, der er rigtig meget at spare
Det er måske næsten uden for kategori men jeg har en eller anden form for sindssyg eksem-agtig ting på mine hænder – eller rettere sagt omkring neglene på tommel- &pegefingre på begge hænder. Jeg har opdaget at det bliver værre ved brug af neglelak, men den opdagelse er først kommet for ganske nylig da forværringen først indtræder en dag eller to efter at jeg har lagt neglelak.
I kender alt muligt til makeup, neglelak og mere eller mindre mærkelige hudlidelser så jeg tænkte om I havde et råd til mig. Er der et bestemt mærke jeg kan bruge eller et eller andet smart jeg kan gøre så jeg måske en gang imellem kan få lov at pynte hænderne lidt?
frustrerede (og lettere smertefulde) hilsner fra Louise&hendes hænder.
Stakkels dig. Neglelak er noget af det mere allergifremkaldenden, og jeg kan ikke anbefale nogen som sundere end andre. Din bedste mulighed er at prøve at finde frem til, præcis hvilket stof du reagerer på og så kan du måske finde produkter uden? http://dermnetnz.org/dermatitis/nail-cosmetics-allergy.html
Alternativt kan du måske prøve appliques som fx. Essie Sleek stick. De er ikke nødvendigvis “sundere” produkter, men indeholder nogle andre ingredienser.
Jeg har også brugt eBay, for jeg er også hooked (også topcoaten til Chanel-lakker).
Men jeg synes, i modsætning til Essie og OPI, ikke at jeg har haft held med at finde nogle med billig fragt. Så der har ikke været særlig meget jeg har sparet. Det er nogle måneder siden. Måske er det nemmere nu….
Personlig er jeg ikke så tryg v EBay….ikke altid originale varer
Jeg læste jeres anmeldelse, fordi jeg søger nye negleprodukter. Jeg er meget utålmodig med neglelak og det holder ikke længe nok i forhold til hvor lang tid jeg bruger på det. Jeg gik ud og købte CND neglepleje, neglelakfjerner og 1 neglelak (ikke topcoaten) for at teste for mig selv. Havde jeg ikke læst hvordan man lægger denne neglelak var jeg blevet utilfreds, men nu elsker jeg den. Det holder længe (faktisk som lovet) og det tager ingen tid at tørre ( brugte OPI hurtigtørrende øverst og det fungerede fint). Tak fordi i skriver så levende og let forståeligt. Jeg skal ud og havde topcoaten. Neglelakfjerneren fra CND er fantastisk til mine skrøbelige negle, især sammen med olien.
Hej!
Jeg har lige bestilt Vinylux neglelakken for første gang, hvor efter jeg så jeres indlæg, som jeg er meget glad for jeg har læst nu!
Mine negle er også meget tørre og flækker let, så jeg har tænkt mig at købe CND olien, men hvordan bruger man den sammen med neglelakken?
Skal man bruge olien nogle dage op til, at man lægger neglelakken, eller hvordan? 🙂
Hej Nadia
Du skal bare bruge olien hver dag (helst flere fange om dagen), så er det sådan set ligegyldigt om du har neglelak på eller ej 🙂
Sørg dog for at neglen er helt affedtet inden du lægger lakken, ellers holder det i hvert fald ikke i nærheden af syv dage.
Kh. Helene
Du skriver i din anmeldelse at man skal huske:
at bruge basecoat under almindelig neglelak.
Er dette bare en almindelige underlak man kan bruge der? eller skal dette også være fra mærket CND.
Jeg har lige købt min første topcoat, og er meget spændt på at prøve den efter jeg har læst hvad du har skrevet. 🙂
Hej Camilla
Det er ikke nødvendigt at bruge underlak/basecoat under Vinylux.
Under almindelig neglelak er det derimod en RIGTIG god idé, den behøver dog ikke være fra CND.
Kh. Helene
Jeg har gode erfaringer med denne engelske hjemmeside med fri fragt
http://www.lookfantastic.com/home.dept
Jeg er rigtig glad for vinylux. Førhen brugte jeg meget sjældent neglelak, nu bruger jeg det engang i ugen ca.. De holder ikke syv dage på mig, men meget længere end alm. lakker. Det der har fået mig til at bruge lak oftere er fordi den tørre så hurtigt! Jeg køber via ebay, der kan man få en lak til 65 kr.
Hej Sanne
Jeg vælger afgjort Vinylux på grund af de utrolig mange smukke nuancer! Den øgede holdbarhed er for mig bare et ekstra plus :-*
Kh. Helene