Dagens musthave: CHI Keratin Leave-In Conditioner

14.11.13
CHI Keratin leave-in conditioner

CHI Keratin leave-in conditioner

Der er af og til kø til brusekabinen, det er ikke beboerne i lejligheden men de produkter, som skal testes, som står i kø. For nogle uger siden åbnede jeg en pakke, og som bekendt er næsen ret sart, men denne pakke duftede fantastisk. Der var det fineste rejsesæt med hårprodukter fra CHI, men reglen er, at produkterne ikke må bruges, før jeg har taget et billede. Derfor røg de velduftende produkter over i fotograferingshjørnet.

Redning
En af nætterne i den uge sov jeg mildest talt elendigt, hvilket resulterede i en fortravlet og i det hele taget håbløs morgen. Mit hår så forfærdeligt ud, fordi jeg jo havde vendt og drejet mig hele natten. Efter badet lignede jeg ikke bare noget der var løgn, og håret lignede en høstak, og børsten sad fast, da jeg ville udbedre skaderne… noget måtte gøres. CHI Keratin Leave-In Conditioner blev min redning, hvorfor den også endte som hovedperson i mit tirsdagstip forleden.

Dejlig duft
Mit hår dufter altid meget kraftigt af de produkter, jeg anvender (med mindre de er uparfumerede selvfølgelig). Derfor er det meget vigtigt for mig, at jeg kan lide duften. Hvis du er meget allergisk, skal du selvfølgelig passe på, for der er allergene parfumestoffer i.
Keratin serien fra CHI har altså en skøn duft, og selvom duften er vigtig, er det effekten, jeg er mest vild med.
De fleste leave-in produkter gør nemlig mit meget glatte hår fladt eller helt uregerligt. CHI Keratin Leave-In Conditioner gør håret lækkert, let at rede ud og nemt at sætte, uden det bliver fladt og fedtet.

God pleje
Mit hår er blevet mærkbart lettere at have med at gøre i den tid, jeg har brugt den. Og selvom der selvfølgelig er silikone i, så er det faktisk et godt stykke under de gode fedtstoffer og olier. Håret ser også pænere ud og virker langt mindre tørt. Endnu har jeg kun prøvet den i ældstens lange tykke hår en enkelt gang, men jeg blev bestemt glad for resultatet. Med CHI Keratin Leave-In Conditioner bliver håret tilført glans, uden at håret ser fedtet ud eller bliver så blankt, at det er svært at style.

Rejsesættet med seriens fire produkter (shampoo, conditioner, leave-in conditioner og genopbyggende serum)koster 250 kroner og CHI Keratin Leave-In Conditioner koster 159 kroner. Du finder CHI hos frisører rundt om i landet, nærmeste forhandler oplyses på telefon 55 37 00 76.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
4 kommentarer
L

Er den udglattende, i forhold til krøller og krus? 🙂 synes jeg har hørt om keratin behandlinger og produkter fra Chi, som skulle være det… Måske tager jeg helt fejl!

Ditte

Hej, nej den er ikke udglattende. Det er korrekt, at der findes en keratin behandling fra Farouk Systems, som hedder CHI Enviro, men denne her er en meget plejende leave-in conditioner med både silkeproteiner, argan- og jojobaolie. Er også fantastisk til at kramme krøller op i 🙂

Lise

Hvad vil så være det bedste produkt at investere i af leave-in-produkter? Purely Professionals leave-in-creme med kokosolie, eller denne spray med andre olier? Hvilken pleje er bedst og i hvilken type hår er de to leave-in-produkter bedst?
Jeg har tyndt, tørt hår, der har tendens til at filtre og kruse.

Ditte

Jeg kender ikke Purely Professionals leave-in-creme, men jeg kan virkelig anbefale CHI Keratin Leave-In Conditioner. Den er god til alle hårtyper, og efter et par minutter er det så let at rede håret igennem, samtidig med at det er fugtet og dufter himmelsk.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *