Olie er en stor trend lige nu. Man kan købe fede olier til alle kropsdele, og vi drages mod de smukke gyldne dråber, fordi de både lyder naturlige og ser naturlige ud.
Bare fordi noget hedder olie, behøver det dog ikke være det. Især hårolier indeholder som regel mere silikone end olie – hvilket er en god ting, for ellers kan det hurtigt bliver meget fedtet. Hårolie kan dog også indeholde mere alkohol end planteolie og ende med at være mere udtørrende.
Kropsolier er ofte baseret på silikone eller vegetabilske fedtstoffer, der ikke har set en plante meget, meget længe. Det kan de såmænd være lige gode for, men hvis du vil være sikker på, at din olie rent faktisk ER baseret på planteolier, som vi forestiller os, planteolie skal være, så skal du lige tjekke indholdsdeklarationen. Olier kan udgøre en forsvindende lille del af det, der i flasken ligner gylden olie.
I takt med at jeg bliver tørrere og tørrere, hvilket sker helt automatisk hen over efteråret, når froster om ikke alt for længe begynder at komme, bliver jeg mere og mere glad for olie. Især den slags, der kan bruges til mange formål. Disse er mine favoritter netop nu.
Leonor Greyl Huile Secret De Beauté
Siden jeg opdagede denne lækre flaske, har den lynhurtigt fået ben at gå på. Den har en lækker fed konsistens, uden at blive for fedtet og gør underværker for både hår og hud. Den er (som jeg talte om før) baseret på to fedtstoffer, der er udvundet af kokos, men ikke er det samme som kokosolie. Det gør, at produktet er flydende i stedet for fast og knap så fedtet – men heller ikke indeholder de fedtstoffer, som kokosolie naturligt indeholder.
Samtidig indeholder den en lang række skønne olier lige fra et smukt afrikansk træ med gode egenskaber til arganolie og granatæble. Jeg elsker duften, der er mild, men bringer mine tanker hen på en af mine andre yndlingsolier – den tahitianske Monoî, selvom duftstofferne er nogle helt andre.
Olien er parfumeret – også med de 26 allergene parfumestoffer, der kommer fra de naturlige parfumer, der er i.
Jeg bruger den både på hele kroppen og i håret. Når jeg bruger den i håret, bruger jeg den natten over for at vaske den ud igen om morgenen. Det bliver hurtigt meget fedtet ellers.
Leonor Greyl Huile Secret De Beauté fører Sephora i Danmark desværre ikke, selvom de har andre produkter fra Leonor Greyl. Den er fantastisk dejlig, men dyr – 50 euro plus fragt. Du kan købe den online på Sephoras franske webshop og på Net-A-Porter.
Nuxe Huile Prodigieuse
Nuxe’s olie har flere ligheder med Leonor Greyl end forskelle. Begge er i den praktiske spray med gyldent låg (hvis man køber 100 ml. flaskerne), begge er gyldne og tyndtflydende og kan bruges i både hår og på krop, og begge er baseret på de mere tørre derivater af kokosolie. Nuxe Huile Prodigieuse er en smule anderledes, da den supplerer med en anden plantebaseret tørolie (dicaprylyl ether), der gør den noget tørere i konsistensen i forhold til Leonor Greyl. Det er hverken godt eller skidt, det er alene et spørgsmål om, hvor fed du kan lide din olie.
De aktive planteolier i Nuxe’ olie er nogle lidt andre end i Leonor Greyl, men ikke mindre attraktive: Macadamia, mandel, hasselnød og et smukt træ fra Kina.
Samme kommentarer om parfumestoffer gælder også for Nuxe.
Nuxe Huile Prodigieuse koster 275 kroner for 100 ml. i for eksempel Matas eller Magasin. Den findes også i 50 ml. uden spray.
Escentual har den netop nu på tilbud til kun 19 pund for 100 ml. Der har jeg købt min.
SARD Kopenhagen
SARD Kopenhagen er som navnet antyder et dansk mærke. Serien har efterhånden flere slags produkter, men jeg kan godt lide de rene olier. Her er et lækkert udvalg af rene økologiske planteolier på praktiske sprayflasker: Mandelolie, abrikoskerneolie og arganolie.
Min favorit er mandelolie, jeg især er glad for som massageolie – også genial til intimbrug.
Ren arganolie bliver jeg aldrig fan af til større områder på grund af duften, som jeg ikke bryder mig om. Men det er en god olie, og jeg holder mig for næsen og bruger den i små mængder på små steder.
SARD’s olier har selvfølgelig den oplagte fordel, at de kun indeholder den rene olie – ingen tilsat parfume eller andet. Pånær at man også kan købe en arganolie tilsat duft – af helt oplagte årsager.
SARD Kopenhagen forhandles på deres egen webshop, udvalgte apoteker, øvrige webshops mm. Olierne koster fra 99 kroner og op.
Dr. Scheller Granatæble Bodyoil
Dr. Scheller har lavet to kropsolier, der begge er nemt tilgængelige og billigere alternativer til de dyrere mærker øverst. Denne granatæbleolie er en fed olie lavet af mandelolie, kæmpenatlysolie, granatæbleolie, parfume og en lille smule solsikkeolie. Det er et fremragende bud på en fed kropsolie, der har virkelig gode egenskaber for huden, og som du kan købe i Matas i hele landet.
Mandelolie, kæmpenatlys og granatæble er guf for huden. Desværre er den tilsatte parfume ikke guf for min næse. Den har en meget sød, slikagtig duft, som jeg ikke er fan af. Når jeg bruger den, siger Erik: “mor, du lugter af slik”.
Duft til den, før du køber den – nogen elsker duften, andre hader den.
Og den indeholder (selvfølgelig…) også de samme parfumestoffer som de to øverste olier.
Dr. Scheller Granatæble Bodyoil koster 120 kroner for 150 ml. i Matas.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
Kan olierne bruges i ansigtet? 🙂 Hvis man kan, skal de så bruges i stedet for en creme og kun om aftenen? Hvilke type hud egner de sig til – Min hud er sart, men også tør / kombineret..
Hej Nina
Det kan du sagtens. Du kan bruge dem om morgenen også, men det er ikke det nemmeste at lægge makeup på, hvis ikke det får god tid til at trænge ind.
Sart hud skal passe lidt på nogle af de parfumestoffer, der er i – pånær SARD’s uparfumerede olier.
Kh. Katja
@Nina: Til ansigtet kan du også “nøjes” med at bruge den rene vare: Mandelolie eller abrikoskerneolie til hhv. 36 kr. og 30 kr i den nærmeste helsekostbutik. Jeg bruger også mest olie til ansigtet om aftenen, fordi olien kan tage lidt længere tid om at trænge ind end creme.
@Katja: Gør de olier, du beskriver herovenfor, mere for huden end den rene – og noget billigere – planteolie? Altså hvis vi ser bort fra de æstetiske/praktiske gevinster ved de dyre produkter (nem dosering, hurtig indtrængen), som vi self ikke helt skal undervurdere. Jeg mener, man kunne jo købe de olier, mange af de dyre produkter nævner, og så selv blande dem? (Måske ikke lige granatæbleolie dog, den er jeg ikke stødt på i ren form:-)
Har du prøvet Trioligy rose hip oil til ansigtet? To die for!
Nej desværre. 🙂