Test: Cosmelan mod melasma / pigmentpletter

03.10.13
For og efter Cosmelan

For og efter Cosmelan

Hyperpigmentering, pigmentpletter, melasma, leverpletter – kært barn har mange navne. Rigtig mange af os har dem, og mulighederne for at behandle dem er begrænsede.

Almindelige cremer har sjældent nogen overbevisende effekt, mens den etablerede lægevidenskabs behandlingsmuligheder kan virke i nogle tilfælde men med bivirkninger.

Og de fleste af os kvinder får dem: En kombination af hormonelle forandringer på grund af for eksempel p-piller eller graviditet, og så sollys virker som fremkaldervæske på de brune pletter i ansigtet eller andre steder på kroppen.

Men med Cosmelan har vi et kosmetisk alternativ, der virker. Overbevisende endda.

Lad os slå to ting fast med det samme: For det første er Cosmelan ikke nogen hyggelig eller behagelig ansigtsbehandling. Der er bivirkninger, og det kan være decideret smertefuldt i perioder. For det andet så er det dyrt.

Til gengæld overgår resultaterne noget andet, jeg kender.

Hydroquinon-creme på recept var i mange år standardbehandlingen, men på grund af spekulationer, om hvorvidt hydroquinon er kræftfremkaldende, er man gået væk fra det igen. I stedet er dermatologernes førstevalg nu laser. Laser ER effektivt mod melasma, men at vælge den rette laser og den rette metoder er absolut essentielt. Hvis ikke kan man gøre problemet værre, end det var til at starte med.

Kemisk peeling er altså et oplagt førstevalg i behandling. Og Cosmelan er den bedst dokumenterede, vi har netop nu.

Cosmelan indeholder en kombination af en række syrer og andre ingredienser, der er effektive mod hyperpigmentering / melasma: Kojic acid, azelaic acid, phytic acid og salicylsyre. Udover syrepeeling indeholder Cosmelan også ingredienser som niacinamid, alpha-arbutin, A-vitamin og C-vitamin.

Cosmelan har i øvrigt også den fordel at alle hudfarver, lyse som mørke, kan bruge det.

I modsætning til almindelige cremer, du kan købe i Matas, så er der lavet adskillige studier af Cosmelan – eller rettere de er lavet af Demamelan, som er præcis det samme produkt, men med en anelse højere koncentration. I Journal of Drugs in Dermatology fra november 2011 kan man for eksempel læse, at Dermamelan i gennemsnit fjernede 50 procent af hyperpigmenteringen efter en måned. Og i Journal of Cosmetic Dermatology konkluderes det i 2005, at:

“Dermamelan cream demonstrated a quick and high degree of efficacy during summer. Even if Dermamelan® cream is less tolerated than Mela-D, patients preferred efficacy. D therefore appears to be a very effective treatment for melasma.”

(Mela-D er et La Roche-Posay produkt, man ikke kan købe i Danmark).

Så Cosmelan (eller Dermamelan) virker. Og jeg har selvfølgelig prøvet.

I min pande har jeg det sidste halve år været så venlig at udvikle nogle pigmentpletter, jeg aldrig før har haft. Det er højst sandsynligt som en direkte følge af noget gigtmedicin, jeg har taget siden nytår. Jeg kan ikke umiddelbart finde en bedre forklaring i hvert fald.

Men de pletter kom jo som kaldet, så jeg kunne få testet Cosmelan på egen krop.

Del 1: Klinikbehandling med Cosmelan 1
Første skridt i behandling med Cosmelan er et besøg på klinik. Man får lagt Cosmelan 1, som skal sidde i 10 timer. Når den er lagt, bliver man sendt hjem, og skal selv vaske den af 10 timer senere. Det er ikke lige den dag, man skal planlægge vigtige møder.

Cosmelan 1 maske

Selve behandlingen var ikke ubehagelig overhovedet. Først efter cirka 7-8 timer begyndte jeg at mærke Cosmelan 1-masken prikke. Den sidste time var jeg ved at blive tosset, men nok mest af rent psykiske årsager – an itch you can’t scratch.

Da jeg fjernede masken om aftenen, var min hud temmelig irriteret. Til det har man Hydra-Vital Factor K cremen, der følger med i behandlingen, og som skal bruges rigeligt og ofte.

Del 2: Hjemmebehandling med Cosmelan 2
De kommende seks uger bruger man selv Cosmelan 2 masken to gange dagligt, morgen og aften. Og lad det være sagt, som det er: De første to uger gjorde ondt!

Som det er helt normalt ved kemisk peeling, så skifter man ham bagefter, huden bliver rød og irriteret, og jeg tog det hele. De første par uger var ikke rare. Min behandler guidede mig over telefon og mail til blandt andet at holde nogle dages pause med Cosmelan 2, så min hud kunne komme sig. Og dette er blandt andet grunden til at jeg IKKE anbefaler på nogen måde at kaste sig ud i denne slags behandlinger selv, selvom man måske kan spare lidt penge ved at finde den på en eller anden hjemmeside. Der er en grund til at disse produkter ikke er godkendt til hjemmebrug i Danmark, men kun til klinikbrug. Det kræver en professionel hånd, ikke mindst at vurdere, om man er egnet til behandlingen.

Efter cirka to uger begyndte min hud at opføre sig normalt igen, men den har under samtlige seks uger været en smule irriteret hele tiden. Det forsvandt med det samme, jeg er stoppet igen med Cosmelan 2 nu her seks uger efter.

Cosmelan 2 er et interessant produkt. Det er en lille krukke med en tyk, hudfarvet creme. Men udover at den selvfølgelig virker på pigmentpletterne, så dækker den dem også en anelse i den periode, man er i behandling. Den i krukken temmelig mørke og aparte farve så meget overraskende meget fin ud på min blegdanske hud, og farven går efter sigende også til mørk hud. Det sidste ved jeg af gode grunde ikke noget om selv.

Del 3: Pleje og solfaktor
I pakken med Cosmelan ligger der også en tube Hydra-Vital Factor K, der er en fugtighedscreme fra producenten. Det er, hvad du må bruge af hudpleje imens. Og så er solcreme med faktor 50, der lukker AL sol ude. Hvis ikke du gør det, så vil det påvirke resultatet af din behandling.

Jeg selv har sjusket med solcremen. Et par sommerhusture og et par gåture til stranden plus det løse uden solcreme, og ja… Jeg kunne temmelig sikkert have fået et endnu bedre resultat, hvis jeg havde været lige så seriøs med min solcreme, som jeg burde.

Derudover havde jeg et forbud i de seks uger fra min behandler mod at bruge nogen anden hudpleje i ansigtet, og det har jeg holdt af hensyn til testen.

Effekten
Cosmelan er helt uden sammenligning det produkt, jeg har prøvet, med den største effekt på pigmentpletter. Er de helt forsvundet? Nej, men det kan man heller ikke forvente. Bare det at kunne tage et før- og efter billede er en ret stor ting.

Panden skulle efter sigende være det sværeste sted at behandle. Man kan forvente bedre resultater i resten af ansigtet.

Det kan I måske se tydeligere hos Lone, som var testperson i Q. I kan se hendes resultater her (makeup eller ej, så er de imponerende)

I kan også finde yderligere før- og efter billeder her.

Samtidig har Cosmelan en helt generel positiv effekt på huden – småar, hudtone, bumser, hudorme osv har jeg oplevet forsvinde eller mindskes. Dette er dog IKKE grund nok til at vælge Cosmelan, der findes andre og bedre egnede peelinger til almindelig hudforbedring. Cosmelan er til deciderede pigmentforandringer.

OBS: På før-billederne har jeg et blåt mærke under højre øje pga. en indsprøjtning. Det er selvfølgelig forsvundet helt af sig selv og har intet med sagen at gøre.

Også en god mulighed til akne-ar
Der findes også en variant af Cosmelan særligt til akne. Kosmetiks peelinger såsom Cosmelan er afgjort effektive mod akne, men om Cosmelan er mere effektiv end de andre på markedet, skal jeg ikke udtale mig om i denne omgang. Men Cosmelan er en god mulighed til at behandle akne-ar, der i høj grad også skyldes hyperpigmentering på grund inflammation.

Her kan du købe det
En Cosmelan-behandling koster cirka 4.000 kroner, og du kan kun få den på klinikker med Mesoestetic. Find forhandlere her.

Jeg fik min behandling hos BodyFokus på Frederikberg.

Cosmelan produkter

Før:

DSCF2917-6

DSCF2929-9

DSCF2933-13-2

Efter:

20131003-DSCF3523

20131003-DSCF3528

20131003-DSCF3547

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
46 kommentarer
Jette

Meget dyrt cosmelan … ved du noget om dermaceutics yellow creme? synes at være god og ganske billig. Jeg fandt det på http://dermastore.dk/dermaceutic-yellow-cream

Katja Moikjær

Desværre nej 🙁

Tina Lacour

Hej Hoda, må jeg spørge hvor du fik lavet behandlingen? Efter at have læst alle kommentarene er jeg blevet ivrig for at kaste mig ud i det, men lidt bekymret for at det kan gøre ondt.

Hoda

Hej Tina.
Jeg fik lagt behandlingen samme sted (BodyFokus på Frederiksberg). Det har helt klart været pengene værd. Min hud er blevet meget flottere 🙂
Det svier de første to uger, og huden er meget tør (det kan ikke skjules med make-up som man ellers får at vide) men det er ikke særlig slemt.. Jeg var også bange for at prøve behandlingen da jeg læste om den på diverse hjemmesider, men det gør ikke meget ondt.. kun en lille smule 😉

Tina Lacour

Tusind tak for dit svar. Nu glæder jeg mig helt til behandlingen, men har nu fået anbefalet at gøre det om vinteren, hvor solen er mindre skarp. Og Det rart at høre, ka bruge lidt make up hvis man sku skalle helt vildt. Tak!

Nikita

Hvor gammel skal man være og hvor meget koster det?

Helene Randløv

Hej Nikita
Det afhænger af behandleren, tænker jeg, og det gør prisen også. Det er ret dyrt de fleste steder. Ring eventuelt til den den klinik du har i nærheden og spørg både til alder og priser.
Held og lykke med det!
Kh. Helene

Frederikke

Hej,
Virker det også på hvide pletter / pigmenteringer!?? Mangel.
Melasma

Katja Moikjær

Taler du om vitiligo?

Mariah

Hej
Jeg er begyndt på behandlingen og har været i gang i 7 dage nu. Min hud er ekstrem tør og skæller, selvom jeg bruger faktor k creamen konstant. Og det svier virkelig meget når jeg tager cosmelan2 på om aftenen. Hvor længe var din hud tør og skællede? Føler at min hud er grumset og rynket at se på.Og hvor længe gik der før du kunne smøre cosmelan 2 på uden at det svier?
Mvh
Mariah

Katja Moikjær

Kære Mariah. Først og fremmest vil jeg sige, at det er snart mange år siden, så du må bære over med mig, hvis jeg ikke husker det så nøje. Min hud var tør og irriteret hele perioden. I alle 6 uger. Decideret svier og smerter stoppede efter cirka 2 uger. Som jeg skriver i indlægget, så holdt jeg en kort pause i den først uge – det blev simplethen for meget. Har du talt med din behandler?

Jessica

Hej
Det er nu 8 dage siden, at jeg fik masken på. Min hud skæller ret meget. Når jeg renser mit ansigt morgen og aften, forsvinder det meste af “den døde hud”. Når jeg så påføre produkterne (specielt om morgenen) så går der nogle timer og så begynder min hud at skælle voldsomt igen. Jeg vil lige høre, hvor længe skællede jeres hud? og hvornår blev jeres hud mere normal?

Katja Moikjær

Kære Jessica. Som du måske kan se på datoen, så er det mange år siden, og jeg kan faktisk ikke huske det præcis længere. Prøv at spørge din behandler. Jeg tror faktisk jeg endte med at holde en kort pause med hjemme-produktet. Men jeg er ikke nogen stor hjælp, for jeg kan ikke huske det længere. Andet end at det føltes ret voldsomt mens det stod på. Det er dog en trøst at det virker i den sidste ende 🙂 Kh. Katja

Tina

Hejsa 👋🏼😊
Tænker. Er cosmelan stadig den mest effektive behandling mod pigment/melasma på market ?
Mvh Tina

Katja Moikjær

Hej Tina. Jeg tør ikke sige det? Jeg er desværre dårlig til at holde mig opdateret om klinikbehandlinger.

Line

Hej 🙂
Er der nogle der ved om man skal stoppe med p-piller når man får lavet en cosmelan behandling?

Helene Randløv

Hej Line
Hvorfor skulle du det? Har du fået melasma af hormonpåvirkningen, giver det selvfølgelig mening at finde et alternativ.
Kh. Helene

Naila

Hej, kan man godt lave cosmelan behandling hvis man er gravid ??

Katja Moikjær

Jeg ved det faktisk ikke. Jeg vil gerne have at du spørger Cosmelan selv

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *