Mineralsk solfilter uden spøgelseseffekt til sarte hoveder

18.07.13
Avène Tinted Compact SPF 50

Avène Tinted Compact SPF 50

De mineralske solfiltre titanium dioxid og zink oxid har en stor fordel frem for kemiske solfiltre: De er blidere mod sart hud og sarte øjne.

Hvis du for eksempel lider af hudsygdommen rosacea, som er en kronisk betændelsestilstand i huden, så er det en rigtig god idé at holde sig til mineralske filtre og undgå de kemiske filtre. Det samme gælder generelt, hvis du har sart hud eller har oplevet problemer med at tåle solfiltre. Så kan et rent mineralsk solfilter være en stor hjælp.

Det eneste solfilter mine øjne kan tåle
Almindelige solfiltre skal man ikke få i øjnene. Det svier som ind i h…. Og hvis du som jeg har sarte øjne, så kan det i perioder om sommeren være helt umuligt at bruge høj faktor i ansigtet, fordi det uundgåeligt kommer i kontakt med mine øjne, som så svier helt enormt. Især hvis jeg for eksempel går i vandet med solcreme på, som så glider ned i øjnene (mine øjne ER helt umulige).

Et produkt som Avène Tinted Compact SPF 50 gør det muligt for mig. Det er en sjov fusion mellem en solcreme og en kompakt foundation. Fordi de mineralske solfiltre er kendt for at gøre huden kridhvid i større mængder, så har Avène gjort en dyd ud af nødvendigheden og tilsat farve.

Jeg ville nok ikke vælge den som min gå i byen foundation, men på ferie og en varm sommerdag er den helt perfekt, og tit den eneste solcreme mit sarte hoved kan tåle. Samtidig giver den lige et lækkert touch af foundation, selvom jeg går rundt i sommerland i Birkenstock og stråhat. Den er i en praktisk kompakt med spejl og svamp og minder mere om en foundation end en solcreme. Men tag ikke fejl – kombinationen af titanium dioxid og zinc oxid sikrer bredsprektretbeskyttelse mod solens stråler. Hvilket er mere end man kan sige om de fleste foundations med solfaktor.

Nanopartikler
Mineralske solfiltre er fysiske solfiltre. Det vil sige, at de virker ved at lægge en fysisk barriere udenpå huden. I gamle dage kendte vi dem også som spøgelsessolcremerne, der gav alle børn et hvidt skær om sommeren.

I dag bruger man de to mineralske solfiltre titanium dioxid og xink oxid i nano-form. Altså bittesmå partikler. Det diskuterer man meget de langsigtede og miljømæssige konsekvenser af, og det korte svar på spørgsmålet om de er skadelige er “ingen har den fjerneste anelse”.

Flere og flere med hudkræft og modermærkekræft
Det, vi derimod ved med sikkerhed, er, at Danmark har en meget kedelig placering som et af de lande i verden med allerflest tilfælde af kræft i huden. Selvom vi har så lidt sol herhjemme. Det skyldes primært to ting; for mange solskoldninger og for meget solarium.

Derfor er jeg også meget bekymret over den seneste udvikling, hvor det nu er UV-filtrene i solcremerne, vi åbenbart skal være bange for ifølge medierne og andre (efter vi har været bange får parabener, mineralsk olie, silikone osv.). For der er mig bekendt endnu ikke et menneske, der er død af en solcreme, men 1 ud af 7 danskere vil på et tidspunkt udvikle enten hudkræft eller modermærkekræft. Og DET er der grund til at være bekymret for – i modsætning til din gode solcreme.

Men hvis du har meget sart hud eller sarte øjne, så kan du med fordel se på en solcreme med rent fysisk filter. De hænger ikke på træerne, og hvis du vil undgå spøgelseseffekten, så er Avènes kompakt et godt og praktisk bud til at have med i tasken. Samtidig er der ingen parfume i eller andet, der kan irritere huden.

Min eneste anke er som sædvanlig udvalget af farver. Den findes i Honey og Beige, og den lyseste Beige passer mig, når jeg er sommerbrun. Så det er igen ikke nemt at være lys dansker.

Her kan du købe det
Avène Tinted Compact SPF 50 koster 180 kroner på apoteket.

Escentual har den også, men den gode nyhed er, at den faktisk er lige så billig herhjemme, så endelig er der ingen grund til at handle udenlands fra. Hurra!

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
29 kommentarer
Astrid

Avene tinted compact med udelukkende fysisk solfilter er ifølge apoteket udgået. Årsagen skulle bære, at der kommer revner i solcremen, som slipper solen ind på huden.

Helene Randløv

Sikke noget sludder! Det giver jo slet ikke mening. Fik du den besked på Apoteket?
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *