Hvor står dine neglelakker? Mine står i lag i bedrollers under sengen i mit altid kølige soveværelse. Katjas bor i et par skuffer i hendes Alex.
Desværre lever misforståelsen om at neglelak bør være i køleskab i bedste velgående. Se det for dig, herhjemme ville det betyde minimum to ekstra køleskabe og de store neglebloggere i USA… Mange af dem har tusindvis af lakker, hvor mange køleskabe mon de skulle have?
Kondens
Grunden til, at neglelakker ikke hører til i køleskabet, er, at der bliver dannet kondens i flasken og denne ødelægger lakken. Derfor skal neglelak opbevares ved nogenlunde stabile temperaturer helst køligt, men stuetemperatur går fint an. Trods virkelig grundig rensning er kondensen umulig at undgå, da der allerede efter første gangs brug, vil være en smule neglelak i gevindet enten på flasken eller ved penslen. Den lille smule lak i gevindet vil sørge for at låget ikke kan skrues rigtigt på og derved lukker lakken ikke tæt.
Afbleget
Lys er lakkerne heller ikke glade for. Hvis man er rigtig uheldig kan lakkerne skifte farve og blive helt afblegede. Der vil som regel være noget UV beskyttelse i lakkerne, for netop at undgå denne afblegning, men over tid skifter lakken alligevel farve.
Skilte lakker
Hvis du har neglelakker, som du ikke bruger så tit, ved du at de skiller med tiden. Desværre er køleskabsmisforståelsen ikke den eneste, som kan skade dine lakker. Du har sikkert hørt, at du ikke må ryste dine lakker, men at de skal rulles mellem håndfladerne? Det er vigtigt at give neglelakkerne en ordentlig ryste tur. En neglelak består af en solvent, altså forskellige ingredienser som udgør rygraden i lakken. Så er der ingredienser, som sørger for glat overflade, dem der søger for at gribe fat i neglen, dem der gør lakken hård, dem der gør den fleksible, pigmentet og eventuelt glitter eller andre effekter. Alle disse ingredienser skal blandes hver eneste gang, du bruger lakken, og dette gøres ved at ryste den grundigt. Hvis du blot ruller den, vil du på sigt have brugt mere af de ingredienser med den tyndeste konsistens og på den måde ødelægge blandingsforholdet i lakken.
Sørger du for at opbevare dine neglelakker mørkt og køligt og at ryste dem grundigt ved hver brug, vil du forlænge holdbarheden betydeligt. Nogle af mine lakker er snart atten år gamle og de er lige så fine og flydende, som de var, da jeg købte dem.
Mine bor i bunden af mit lukkede klædeskab i en udtrækskasse med låg og en hjemmelavet ruminddeling, hvor de står i farveorden!
Mine er opdelt i kollektioner 🙂
Mine lakker (ca 300) står pænt og mørkt i deres helt egen skuffe i mit walk in closet .. Har heller aldrig forstået det med kun at skulle rulle lakken mellem hænderne , mine får en god rystetur inden brug og jeg har ingen problemer med luftbobler eller lign.
Btw. Skøn blog ! 🙂
Tak Hanne 😀
Jeg holder stadig fast i køleskabet 🙂 Jeg har aldrig haft kondens i mine lakke.
Jeg tror I skal læse lidt op på hvad kondens egentlig er, ellers beskriver I det i hvert fald ikke særlig godt.
For at der skal dannes kondens i en flaske, skal der være en relativ høj luftfugtighed i flasken når den lukkes. Hvis flasken ikke er tæt, kan der ikke dannes kondens.
Men hvis flasken er tæt, kan fugten ikke komme ud, og derfor kan der dannes kondens.
Kondens bliver skabt når dugpunktstemperaturen nåes. Det hele afholder af hvor koldt køleskabet er, og hvor meget luftfugtighed der er i flasken.
Så putter man neglelak på indendørs, hvor luftfugtigheden helst ikke skulle være så høj, så er det faktisk svært at danne kondens i en neglelak, hvis køleskabet er 5 grader.
Nej, som fysiker studsede jeg også over det punkt. Nu ved jeg ikke, hvad luftfugtigheden typisk er, men om sommeren er den jo ret høj, så tror du ikke godt, der kan dannes dug, når man køler det ned til 5 grader?
Hvis der kan komme kondens på ydersiden, kan der vel også komme kondens på indersiden? Lakken er jo åben, mens man bruger den. Anyways, så kan du heldigvis gøre præcis, som det passer dig 🙂
Kh. Helene
Jeg har altid opbevaret mine lakker i køleskabet, men nu vil jeg da skynde mig hjem og tage dem ud! Tak for tippet. 🙂
😀
Har med ninja-fart fået hevet mine ud fra køleskabet, og ind i et mørk og køligt klædeskab! Tak for rådet! 😀
Anytime 🙂
Forudsat at I ved, hvad I snakker om – og det lader det jo til, at I gør – så er det her nok dagens indlæg for mig!
Har altid haft mine lakker i køleskabet, kan egentlig ikke huske, hvem der har sagt mig, at det er måden at gøre det på. Men nu skal de da ud 🙂 Problemet er bare, at der om sommeren godt kan blive ret varmt i min lejlighed – er det så for varmt at have dem til at stå ude?
Hej Gitte
Så længe de står mørkt, så tror jeg ikke de vil blive så varme, at de tager skade 🙂
Kh. Helene
Jeg opbevarer mine neglelakker i nogle flade akrylæsker i mit kølige, mørke soveværelser, så det er der styr på. Jeg kommer dog til at tænke på om det er skidt at de ligger ned i stedet for at stå op?
Hej Louise
Hvis du sørger for at rense gevindet grundigt efter hver brug, så tror jeg det går an 🙂
Kh. Helene
Tak for tipsene, især den om at man gerne må ryste sine neglelakker 🙂
Det var så lidt Monica 🙂
Jeg har også hørt at man ikke bør ryste sine lakker men har nogle gange været nødt til at gøre det, hvis lakken har skilt. Men jeg har haft problemer med, at der så kommer luftbobler så lakken er umulig at lægge pænt?
Hej Louise
Luftbobler der ikke forsvinder, har jeg aldrig oplevet, selv om jeg har rystet lakken det bedste, jeg har lært 🙂
Så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare her.
Kh. Helene
Jeg fik engang et tip af en negleteknikker, som sagde at hvis lakken var blevet klumpet og dårlig, kan man med fordel putte en lille smule neglelakfjerner med acetone i, ryste rigtig grundigt, og så er den så god som ny! Det har reddet en del lakker for mig, især billige, men ved ikke om det rent kemisk er en god idé 🙂
Tjah – hvis det virker og konsistensen er brugbar bagefter, så er det helt sikkert en udemærket ide.
No-Go! Acetone opløser jo lak…
Men køb en neglelaks-fortynder (hedder det vist).