Yves Rocher Complete Anti-Aging Care – stamceller mod rynker

24.02.13
Yves Rocher Anti-Aging Complete Care

Yves Rocher Anti-Aging Complete Care

Yves Rocher er med Anti-Age Global – Complete Anti-Aging Care serien også hoppet med på stamcelle vognen, der buldrer for fuld skrald gennem anti-age industrien. Hvad end de kommer fra hindbær, æbler eller byg, så er stamceller det sidste skrig.

Vi ved ikke nok om stamceller
Virker det? Vi ved meget lidt om det. Der er tale om stamceller fra planter, og om de virker på mennesker, det ved vi faktisk ikke med den eksisterende forskning. Vi ved, at EGF fra dyr virker, så det findes i en genmodificerede variant dyrket på byg i Island. Hvad sker der, når vi bruger stamceller fra planter på mennesker? Der er ingen svar på det spørgsmål.

Men der er en sand overflod af produkter på markedet, der forsøger sig. Alle de store kosmetikvirksomheder uden undtagelse har en eller anden plantestamcelle på markedet – æbler, hindbær og Yves Rocher bruger stamceller fra Echinacea. I kender planten fra naturlægemidlet mod forkølelser.

Jeg kan altså ikke komme nærmere frem til en konklusion, om plantestamceller virker som hudpleje eller ej. Tiden og forskningen vil vise det. Men det føles godt på huden. Derudover fik Yves Rocher med Complete Anti-Aging Care serien sat min ingrediens-ordbog på en prøve. Der er nogle meget eksotiske navne i, ikke noget dårligt nødvendigvis, men også en del, som jeg ikke har en chance for at sige, om det virker.

Øjencreme til hele ansigtet
Men der er meget i, der virker med sikkerhed: A-vitamin, E-vitamin, shea-smør i natcremen, ginseng, koffein. Og jeg er vild med den smørbløde konsistens af begge produkter. Den fede natcreme og den lette øjencreme. Ja, det er en øjencreme. Det betyder ingenting – den er fuldstændig lige så god til resten af ansigtet. Faktisk er den langt bedre, fordi den er uparfumeret og den er på en luft- og lystæt tube i stedet for den upraktiske krukke, som ansigtscremerne er i. Og til 149 kroner pt. for 15 ml så er den stadig en billigere og bedre mulighed end så meget andet. Så her kommer den ikke bare på øjnene, men i hele ansigtet.

Ingen eller mild duft
Yves Rochers produkter plejer at være en kraftigt parfumeret oplevelse at få ind af døren. Complete Anti-Aging serien er en behagelig undtagelse. Øjencremen er helt uparfumeret, og natcremen dufter meget mildt.

Her kan du købe det
Yves Rocher Complete Anti-Aging Care serien kan du købe online hos Yves Rocher. Complete Anti-Aging Care Night koster pt. 219 og Complete Anti-Aging Care Eye koster pt. 149. Begge er på tilbud.

Har du prøvet noget fra Yves Rocher, siden firmaet relancerede sig selv?


Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
11 kommentarer
Skønhedsfavoritter i februar | StyleStories

[…] Update d. 24.: Pudderdaaserne skrev så allerede om dem i dag! 🙂 Men dog ikke med så meget nyt endnu i forhold til min anmeldelse. Se deres indlæg […]

Liselotte

Faktisk vil jeg ikke håbe, at de der stamceller er virksomme på nogen som helst måde, for når man – som i dette tilfælde ret ukontrolleret – smider “fremmede” celler på huden og dermed ind i systemet er der altid en risiko for at de kan opføre sig aggressivt, og med aggressivt menes en risiko for celledeling og dermed cancer.
Så skal vi ikke håbe at frugtstamceller absolut ingen virkning har! Og i øvrigt anerkende stamcelleretorikken indenfor kosmetik som bullshit, for det får de jo aldrig tilladelse til at putte i, når det for det første ikke er lægemidler, og når de for det andet derfor ikke kan ordinere en bestemt mængde anvendt på en bestemt måde.

Sara M. Tunder

Hej Pudderdåser! 🙂
Tror I den her behandling rent faktisk kan hjælpe på mørke, nedsunkne rander? http://www.beautylicious.dk/Behandlinger/For-your-eyes-only.html
(det er ikke nogen reklame, håber ikke det bliver opfattet sådan).

Pudderdåse Katja

Det er bare den såkaldte “madonnabehandling”. Nej – i udgangspunktet nej.
Men teoretisk er det lidt interessant, fordi man jo med restylane sprøjter hyaluronsyre ind under huden. Men hyaluronsyre tilført udefra har en helt anden effekt.

Sara M. Tunder

Mange tak for svar, jeg elsker at I er så gavmilde med jeres ekspertise 😀 Så springer jeg vidst over 😉

mille

Selv om Yves Rocher har relanceret sig selv, så tænker jeg stadig på dem som det lidt tarvelige firma, der altid var repræsenteret i de postordrehæfter, der kom dumpende ind ad døren, da jeg var barn… Eller var det dem? Uanset hvad, så skal der desværre nok en hel del mere til end en relancering og diverse reklamer på (beauty)blogs, før jeg ændrer denne opfattelse. Og det er jo super ærgerligt, især hvis det er rigtig gode produkter de har.

Pudderdåse Katja

Det er jo mest ærgerligt for dig 🙂 Der er gode produkter imellem, helt sikkert!
Men jo det er de samme, jeg kan også godt huske dem fra postordre tiden. Og Oriflame!

Cecilie Printz

At stamceller fra planter skulle virke på mennesker lyder meget usandsynligt.
Stamceller fra planter er ikke skabt til at differentiere sig til andet end celler til planter, og jeg tror på ingen måde på, at creme virker foryngende, bare fordi der er plantestamceller i. Det er simpelthen for langt ude. Stamceller er celler, der kan differentiere sig til stort set alle celletyper, ja, men hvis der endelig skulle være tale om, at stamceller kunne bruges i foryngende creme, så skulle de komme fra mennesker, og det nægter jeg at tro på, at folk ville finde etisk korrekt, når det bare handler om kosmetik, da embryonale stamceller skal tages direkte fra embryonet, og voksenstamceller hovedsageligt findes i navlestrengsblod, nyfødte og i fostervæv. 🙂
Det skal dog siges at min viden om plantestamceller er minimal, da fokus for den undervisning, jeg har modtaget i emnet, er på de menneskelige stamceller.

Pudderdåse Katja

Det er de samme kritikpunkter, som jeg hører fra andre, så lidt har du hørt efter 🙂 Men andre igen siger, at det måske kan virke.
I EGFs tilfælde er der tale om genmodificerede stamceller dyrket på byg.

Maria

Jeg er rørende enig med Cecilie. EGF, er det epidermal growth factor du taler om? Jeg tvivler meget på at de kan få denne vækst faktor til at holde i en creme.
Jeg tror man skal passe på med at stole for meget på virkningen af cremer med “stamceller” eller “kollagener” i. For at proteinerne og cellerne kan overleve skal de have optimale væksbetingelser, dette kan være et ordentligt medie, og det tvivler jeg virkelig på at sådan en creme har.
Jeg er stor fan af jeres indlæg normalt men lige på dette punkt skal man passe på med at stole på producenterne…

Helle Koch-Houmann

Ved at det her er en flere år gammel tråd, men har først set den nu.
Fuldstændig enig i, at plantestamceller ikke kan være virksomme hos mennesker. (Dog ingen risiko for kræft, højst en allergisk reaktion. Kræft skabes ikke af udefra kommende celler, det er kroppens egne celler der ændrer sig. Hvilket i nogle tilfælde kan skyldes påvirkning udefra)
Tilbage til stamcellerne: hvordan mon de sikrer, at cellerne er levende og kan ‘udøve magi’ på huden? Går ikke ud fra, at døde celler kan bruges. Men creme er jo fuldstændigt anderledes end planter, så jeg tror sgu ikke helt på det!
Stamceller kan udvikle sig til alle de slags celler der er i den organisme de stammer fra. Dvs at de ikke nødvendigvis udvikler foryngende celler, de kan også gøre det modsatte. Og hvordan styrer man lige den proces i en creme? Vi kan jo ikke en gang styre den i planternes normale miljø.
Nå bare nogle søndagsovervejelser inden min nattevagt:-)

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *