Jeg har et højt forbrug af læbepomader, og vinteren gør det ikke ligefrem mindre. De ligger i hele huset, og jeg kan gå helt i panik, hvis jeg ikke kan finde min favorit.
Mine gode gamle favoritter som fx. Decubal gælder absolut stadig, men jeg har fået en række nye favoritter denne vinter.
MAC Lip Conditioner
MACs Lip Conditioner har jeg først prøvet med Ricky Martins signatur på i Viva Glam versionen, selvom den er fuldstændig magen til den almindelige i tube. Stor fejl, for det er en af de bedste med den mest imponerende ingredienslister, jeg har prøvet. Hvis man skulle tale om anti-age læbepleje, så er det denne. Her er A-vitamin, C-vitamin, squalane, cholesterol og en række olier, som til sammen både virker som antiodixanter og virker blødgørende på læberne. Den er parfumeret med vanille og har en sød duft og smag, som stadig er mild og behagelig.
MAC Lip Conditioner koster 140 kroner. Hvis du køber den i Viva Glam Ricky variationen, og så går HELE beløbet oven i købet ubeskåret til MACs aids fond. Altså ingen grund til at købe den almindelige – de er helt ens. Og så støtter du et godt formål! Du kan købe den hos MAC i Magasin, på MACs webshop og på Magasins webshop, hvor der af en eller anden grund er prisforskel. På MACs egen danske webshop har sætternissen lavet en prisfejl, så hvis du skynder dig, kan du få den 5 kroner billigere til 135 kroner.
Viva Glam Ricky varianten er limited, og når den er udsolgt kommer der ikke flere.
A-Derma Intense Repair Lip Balm
A-Dermas Intense Repair Lip Balm var lige ved at blive årsag til et fysisk slagsmål mellem Helene og jeg, da vi begge udså os et enkelt eksemplar. Det var kærlighed ved første prøve for os begge til denne tube, der mest af alt består af vaseline og A-Dermas kendte Rhealba havre, der reparerer og beroliger huden og er i alle deres Exomega produkter.
A-Derma Intense Lip Balm koster 80 kroner på apoteket.
Oriflame Tender Care Protecting Balm
Oriflames lille pink dåse med Tender Care Protecting Balm indeholder ingen fancy ingredienser. Den indeholder derimod gode gammeldags fedtstoffer, som vi ved virker på tørre læber: Mineralsk olie, bivoks, parraffin, lanolin og E-vitamin. Ingen parfume og konserveret med en dejlig sikker og allergi-venlig propylparaben (tak Oriflame!). Et produkt lige efter mit hoved, og mine læber elsker det. Det virker bare, når de er tørre for alvor.
Oriflame Tender Care Protecting Balm koster 95 kroner på Oriflames webshop.
Hvilken læbepomade bruger du for tiden?
Jeg bruger EOS. Jeg har været glad for dem, jeg har prøvet indtil nu, men jeg overvejer meget at købe både A-derma læbepomaden samt MAC’s lip conditioner. Det skader aldrig at have et ekstra lager 😀
Jeg kan se fem læbepomader herfra mit hjørne i sofaen. Og så har jeg ikke medregnet dem, der helt sikkert er faldet ned bag sofaen 😉
Man skal aldrig gå ned på læbepomade 😛
Kh. Helene
Jeg sværger til Nuxe’s læbepomade.. Den findes både i en lille krukke og som stick! Den har reddet mine læber de sidste par år 🙂
Jeg har anskaffet mig Decubal efter jeres anbefaling. Derudover har jeg den uparfumerede Eight hour, som jeg knuselsker efter at være sluppet af med den grimme lugt og så en god gammeldags Mentholatum i krukke. Så en i tasken, en ved siden af sengen og en på sofabordet – mindre kan ikke gøre det 🙂
The body shop – hemp læbepomaden er også virkelig god! 🙂
– Monica
Min favorit er Aco’s Cerat, der smager dejligt af vanille og giver så pænt et skær (og fugter godt, ikke at forglemme). Jeg har et større lager gemt hist og her i diverse bukselommer og skuffer, og ellers bruger jeg EOS på grund af den gode smag 🙂 (de er så billige i USA, at jeg også har et mindre lager liggende hist og her og alle vegne af dem, ahæm). Man må aldrig gå ned på læbepomade! 😉
Aco’s er også rigtig nice! Har du prøvet Eucerin <3
Kh. Helene
har du været i USA og købe eos læbepomader, eller er det nogen du bestiller hjem?
Jeg anvender absolut ingen læbepomade. Pas på med det. Vi har mange patienter der er afhængige …meget svært at slippe ud af når læberne er vænnet af med at passe sig selv!
Hej Suzi
For mit vedkommende handler det om beskyttelse. Meget af min dag tilbringes ude og derfor er det nødvendigt at beskytte læberne mod vejr og vind. Ellers bruger jeg kun læbebalsam til natten eller ved sygdom. For Katja er det en helt anden sag. Hun er en sveske… altså helt indtørret 😛
I øvrigt er det netop på arbejdet, jeg bruger mest læbepomade, hospitalets indeklima er tortur for min hud.
Kh. Helene
Mac’s Lip Conditioner er den bedste! Den har reddet mig så mange gange på photoshots med modeller med tørre læber.. den er nemlig også ekstrem hurtigvirkende!
Helt enig, den er så god!
Kh. Helene
Helt klart EOS – den grønne. Min lille dreng er også blevet fan! Men har også flere stående alle mulige steder. Bruger også Badeanstaltens aromatiske salve (ikke så god) og Elizabeth Ardens 8 hour cream.
Hej Henni
Mine læber tørrer fuldstændig ud, de gange jeg har prøvet EOS, men dejligt at de virker for dig og sønnen. Husk at være opmærksom på tørhed, der er voldsomt meget parfume i EOS og det kan let have netop den bivirkning 🙂
Kh. Helene
Jeg må igen slå et slag for Rosebud 😀 I kan ikke ha favoritter uden at komme rundt om den, haha.
Jeg er en læbepomade junkie p.t. fordi jeg er på isotretinoin. Mine favoritter er Ole Henriksen fresh lips, den grønne mentholatum stift, og ikke mindst Decubal lips and dry spots balm. Overvejer dog at prøve den fra A-derma, da jeg forestiller mig, at den også kan redde de til tider meget tørre læber.
Kan I forresten anbefale en ansigtscreme til ekstra tør hud, til når man er på isotretinoin? La roche posay Effaclar H er bare ikke fugtgivende nok. 🙁
Hej Helle
Hvis du er glad for LRP, vil jeg foreslå Hydraphase Intens Riche, men spørg efter en tester, så du kan mærke konsistensen, inden du køber.
Kh. Helene