Æterisk olie – “Men det er jo naturligt”

06.01.13
Body Shop Ceramiske oliebrændere

Body Shop Ceramiske oliebrændere

Hvis du er fan af ren æterisk olie eller gerne vil prøve dem for deres terapeutiske egenskaber, så er duftlamper som dem fra Body Shop et rigtig godt alternativ.

Hvis jeg havde en femmer for hver gang jeg har hørt en sælger eller behandler sige “Det er helt sikkert og allergivenligt, det er nemlig kun naturlig parfume og æteriske olier. Der er ingen kunstig parfume i”, så ville jeg være en meget rig kvinde.

På en god dag smiler jeg sødt og lader som ingenting, på en dårlig dag får de mit foredrag…

For at naturlige parfumer og æteriske olier skulle være sundere, renere eller mindre allergifremkaldende er så langt fra sandheden, som noget kan være. Tværtimod er de NATURLIGE parfumestoffer den HYPPIGSTE årsag til parfumeallergi. (Kilde: Informationscenter for Miljø & Sundhed)

Du øger altså din risiko for parfumeallergi ved at bruge naturlige parfumestoffer i stedet for kunstig parfume.

26 allergene parfumestoffer
Blandt andet derfor er det blevet lovpligtigt at deklarere de 26 særligt allergene parfumestoffer, som vi skriver så meget om. Du kan blandt andet se listen her hos Astma- og Allergiforbundet. 

Disse parfumestoffer findes også i produkter uden æteriske olier, men de er altid at finde på ingredienslisterne, når der er æteriske olier i spil. Fx. indeholder Lavendelolie meget store mængder linalool, citrusolierne indeholder blandt andet limonene osv.

Æteriske olier er ofte giftige
Æteriske olier er som oftest giftige på den ene eller anden måde i deres rene form. Det er derfor reguleret i, hvor høje koncentrationer man må bruge dem på huden. I deres rene form må man ALDRIG bruge æteriske olier på kroppen. Kun neutrale olier uden duft.

Det er der flere årsager til. Først og fremmest er de giftige. På hvilken måde er afhængig af typen af olie. Mange af dem er fotoksiske. Det vil sige, at huden bliver lysfølsom efter kontakt med den æteriske olier. Dette gælder fx. bergamotte, lime, citron og bitter orange. Hvis din hud kommer i kontakt med høje koncentrationer af nogle af disse olier bør du undgå kontakt med solen i min. 12 timer. Du kan se hele listen her på denne udmærkede side om æteriske olier.

Lavendel er fx. cytotoksisk. Det vil sige, at det kan give celledød. (Helt seriøst, du kan blandet andet læse om det i tidsskriftet Cell Proliferation fra juni 2004). Og listen er meget meget længere.

IFRA er den internationale parfumeorganisation, der sætter standarder for brugen af både kunstige og naturlige parfumestoffer, og deres standarder er meget interessant læsning, hvis man er nørdet nok og har tid nok. En ting er sikkert – naturligt er IKKE bedre! Som en klog aromaterapeut skrev til mig i en kommentar på siden her engang: Vi bruger det til dufte – vi kunne ikke drømme om at putte det på huden!

Irriterer huden
Derudover er æteriske olier lokalirriterende på huden – også selvom man ikke er allergisk. Oplever du rødme og problemer med sart hud? Så prøv at se om der ikke er “naturlige parfumestoffer” i din hudpleje.

Er alt naturligt æteriske olier?
Jeg har en veninde med astmaeksem, som er gået i den modsatte grøft og (med god grund) blevet helt hys overfor alle ingredienser, der lyder som om, de stammer fra en plante. Det er der absolut ingen grund til, selvom du ikke kan tåle parfume, der findes masser af gode planteingredienser, som ikke er hverken parfumerede, allergene eller noget som helst andet. Sheasmør, olivenolie, kakaosmør, granatæble og mange mange andre virkelig gode ingredienser kommer fra naturen. Naturen er som alt andet – både godt og skidt.

Er æteriske olier så farlige?
Til sidst vil jeg sige, at jeg selv har masser af produkter på hylderne, som indeholder æteriske olier. Produkter som jeg elsker og bruger jævnligt (jeg er IKKE allergiker skal jeg lige slå fast).

Jeg er absolut ikke fortaler for at undgå al parfume og forkaste ellers gode produkter med æteriske olier i af frygt for, at de er farlige (med mindre du har allergi eller er i risiko for det). Men lad for guds skyld være med at tro, at de naturlige parfumeolier på nogen som helst måde er bedre eller sundere end de kunstige!

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
18 kommentarer
Ditte P

Amen.
Må dog indrømme at jeg er en af dem, der lidt sent indså at æteriske olier ikke nødvendigvis var det bedste for min hud. Fremover vil jeg se bedre efter de 26 parfumestoffer, når jeg vælger produkter. Også når det gælder rensemasker 🙂

Sacha

Endnu en gang kloge ord fra dåserne.

Rikke Krøger

Sådan! Tak for vigtig info.

Lena H

Skønt med nogle kritiske beautybloggere, der ikke bare hopper på den naturlige bølge. Jeg måtte da også næsten gnide mig i øjnene, da jeg så indtil flere (amerikanske) bloggere skrive om babypudder som om det var det rene gift, men gladeligt lavede deres egen “naturlige og sikre” babypudder med majsstivelse og æterisk olie.
Tusind tak for en skøn blog og godt nytår 🙂

Vibeke

Åh, det er jo en af mine kæpheste. Tak fordi I skriver om det. Jeg er nået der til, at jeg spørger sælgerne, om de også smører bjørneklo i ansigtet, når nu det er så naturligt, hvis jeg får at vide,,at æteriske olier jo er naturlige.
Det værste er næsten alle de babyprodukter med “naturlig duft” (gerne lavendel), man kan finde hos babybutikker, der slår sig på at være “rene” og sunde. Lige med babyer forstår jeg slet ikke det med parfume.
– Vibeke

Anne

Lidt ligesom “puder med naturfyld” = Kampesten?! Hele høns?! Hvalknogler?! På den anden side: “skarntyde” er da ret naturlig – eller “rød fluesvamp” eller en giftslange. Måske hvis man nævner disse ting, så holder folk op med at tro at “naturlig” er lig med “ufarlig” 😀

Louise

Jeg har lige et spørgsmål, som er helt ude af kontekst. Jeg har fået fat i Avènes Cleanance K-creme, som jeg egentlig er meget begejstret for. Jeg brugte den i tre dage i streg om aftenen og jeg synes virkelig, at der var forbedringer til min hud (jeg har ikke acne, men en smule uren hud og hudorme). Men da jeg så brugte den 4. aften, så vågnede jeg op næste morgen med noget, der virkede som helt tør hud på den ene side af ansigtet, og så kløede det også. Det er nu ved at være væk igen, men det er alligevel en uge siden. Lyder det ikke mærkværdigt, at det kommer den 4. gang den bliver brugt og der var ingenting de 3 første gange? Jeg har nu ikke brugt den siden, men overvejer det. Tror I, at jeg skal være forsigtig med den?

Pudderdåse Katja

Tjaaah… Det ER jo syrebehandling, og det er ikke uden bivirkninger. Alt hvad der rent faktisk kan have en effekt kan også have en bivirkning. Jeg kan dog ikke se noget problem i at prøve igen? Gør du bare det og se hvad der sker. Hvis det sker igen, så prøv et produkt baseret på BHA i stedet. Det er lidt mildere.

Bodil

Det er jo stærke sager, så prøv evt. hver anden aften og se hvad der sker. Du kan jo også være allergisk, hvis udsletne bliver ved og du skal derfor nok over i noget AHA som dåserne nævner.

henrik boysen

Måske skulle du prøve kun at bruge det hver anden dag. Ikke alle mennesker kan tåle at bruge en syre behandling hver dag

Bodil

Op i duftlamperne, en dråbe i et fyrfadslys eller bland en rumspray med dem i lidt alkohol eller sprit blandet op med vand og spray det ud i rummet!

Pudderdåse Katja

Præcis!

henrik boysen

Hej Katja og helene. Vil bare sige at jeg ringede til astma allergi forbund og havde en rigtig god samtale om ingredienser og deres virkning på huden. Og om alt den snyd der er i hud pleje industrien. Hun var så sød at remse nogle forskellige hjemme sider op som hun mente havde en god pointe. Den første hjemmeside hun nævner og taler godt om var jeres. Ville bare nævne det så alle nu ved at selveste astma allergi forbund syntes at i gør et godt stykke arbejde tillykke med det og god dag til alle

Lise G

NU forstår jeg ikke dit “like” på bloggen min ….men tak alligevel 🙂

Pudderdåse Katja

Jeg er ikke enig med dig Lise – men derfor kan jeg godt sætte pris et velskrevet indlæg alligevel. 🙂

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *