For et par uger siden kom de længe ventede Color Tattoo 24 HR på kort visit i Matas butikkerne, en endelig lancering kommer først til efteråret. Vi er ofte blevet spurgt, om der ikke er et billigere alternativ til MAC Paint Pot, det er der nu. Maybelline Color Tattoo 24 HR er en cremeøjenskygge, som samtidig kan fungere som primer. De fås i denne omgang i seks forskellige farver.
Fra Venstre mod højre er det Maybelline Color Tatoo 24 Hr i farverne: 15-Endless Purple, 20-Turquoise Forever, 50-Eternal Silver, 60-Timeless Black, 40-Permanent Taupe, 05-Eternal Gold.
15-Endless Purple
Da jeg er meget glad for farverig makeup, kastede jeg mig naturligvis over den lilla som det første. Det viste sig at være en rigtig dårlig beslutning. Denne lilla er desværre den absolut værste af de seks, med hensyn til pigmentering og jævn applikation. Jeg kæmpede en kamp med pensler og fingre og endte da også med et rimeligt resultat, men ikke noget jeg var videre stolt af. Du skal have god tid, hvis du skal have held med et kraftigt lilla look med denne øjenskygge.
20-Turquoise Forever
Denne lækre turkise nuance havde jeg meget høje forventninger til. Det er blandt andet den, der bliver brugt som blikfang på modellen til reklamerne og standeren. Den er bedre end den lilla, men stadig ikke særlig pigmenteret. Det var denne farve Katja prøvede først og hun var fælt skuffet, hvor jeg jo blev positivt overrasket, fordi den er en langt bedre end den lilla. Det kræver ikke helt så meget arbejde at få den jævn og selv første lag kan godt gå an som en let makeup.
60-Timeless Black
Med denne sorte øjenskygge fik jeg nemt kreeret et ret lækkert smokey eye uden de store problemer. Det er ikke altid uden udfordringer, fordi mange sorte cremeprodukter er vanskellige at blende ud. Lige netop når det gælder mørke cremeskygger, kan det være en fordel at pigmenteringen ikke er så god. Timeless Black er perfekt pigmenteret fordi den nemt kan blendes ud, men ligeså let gøres meget intens med et lag eller to mere.
Etiketterne på disse øjenskygger er glitrede, hvorfor jeg troede, at de alle sammen indeholdt glitter i en eller anden form. Den sorte er helt uden glitter eller perlemor og det gør, at den er meget anvendelig og rigtig god til virkelig mange looks.
40-Permanent Taupe
Vi har i det meste af bloggens levetid omtalt MAC Paint Pot i farven Groundwork som et must, den kan nærmest betegnes som vores ”holy grail of makeup”. Permanent Taupe er ikke samme farve, men hvis man ikke lige har de 160 kroner en Paint Pot koster, er denne det absolut bedste alternativ, som jeg er stødt på. Denne nuance er lidt mørkere og mere grå end Groundwork er, men den er stadig super anvendelig og noget nær det perfekte produkt, når man har rigtig travlt om morgenen. Der er hverken shimmer eller glimmer i, den er rigt pigmenteret og stadig let at blende ud.
50-Eternal Silver
Hvis du er glad for glitrende makeup, vil du ikke kunne klare dig uden denne sølvnuance. Den vil fremhæve alle dine øjenskygger med perlemor, men også tilføre de matte et let skær af perlemor. Den kan let blendes helt ud til et næsten ufarvet metallisk skær, men den kan også duppes på af flere omgange, så du opnår en kraftigt sølvfarve. Den gør sig også udmærket som highlighter i øjenkrogen, men her skal den naturligvis bruges med meget let hånd.
05-Eternal Gold
Den er meget på lige fod med Eternal Silver i konsistens og intensitet. Den kan både blendes ud til at være et blødt metallisk skær, men også duppes på for et kraftigt gyldent og meget glimret look. Den er mere diskret end Eternal Silver, da denne nuance er langt mere cremet i farven. Den kan anvendes under øjenskygger, som en glitter primer, meget blendet ud i øjenkrogen som en varm highlighter og som effekt oven på for eksempel mørke skygger.
Generelt
Siden den første skuffelse lagde sig, har jeg nemt fået skyggerne til at ligge, som jeg ville.
Generelt vil jeg sige at Maybelline Color Tattoo 24 HR er ganske gode og selvom den lilla nok aldrig bliver min favorit øjenskygge alene, er den alligevel rigtig god som base til et lilla look, hvor den giver farverne en afrundet dybde.
Personligt har jeg aldrig haft den store succes med at lægge cremeøjenskygge på i lag, men det kan jeg sagtens med disse, det er en kæmpestor fordel.
Color Tattoo 24 HR koster langt under det halve af en Paint Pot og set i det lys, har Maybelline givet os et rigtig godt og budgetvenligt alternativ til den cremeøjenskygge, som er så svær at undvære, hvis du først har opdaget glæderne ved den.
Maybelline Color Tattoo 24 HR koster 59,95 kroner og kan købes i en begrænset periode i Matas og igen til efteråret, hvor de kommer for at blive alle de steder, hvor du plejer at købe Maybelline.
Skal man bruge Primer under cremeøjenskygger? Kan de lægges med fingrene? Hvordan lægger man dem, så de holder bedst mulig og ikke glider rundt ?
Nu svarer jeg også lige her :-*
Du behøver ikke primer, da de sætter sig ret fint.
Fingrene er et glimrende redskab, jeg synes bare selv, det er svært at tone skyggerne ordentligt ud. Du lægger dem bare på ren hud, så sætter de sig ret fint.
Kh. Helene
Bruger i primere under dem? Og kan man godt bare bruge Maybelline color tatoo alene, eller bør man lægge en pudder øjenskygge ovenpå?
Hej Kathe
Nej, det plejer ikke være nødvendigt. Du kan fint bruge dem alene, hvis du toner ordentlig ud.
Kh. Helene