Få hårfarven til at holde længere: Revlon Color Bomb Nutri Color Creme

29.04.12

De er ikke bare sjove, søde og fine at se på, de holder også, hvad de lover. I modsætning til langt de fleste produkter specielt til farvet hår indeholder Revlon Color Bomb nemlig noget, der kan få din hårfarve til at holde – nemlig endnu mere hårfarve. Og det er rigtig smart.

Produkter specielt til farvet hår indeholder ikke noget specielt. Det er typisk produkter med ekstra plejende ingredienser – men det kan du også finde i alle mulige andre produkter. Men Revlon Color Bomb er en serie balsam-agtige produkter, der indeholder en smule farve, der hjælper med at bevare din hårfarve eller rette op på den.

Får min farve til at holde
Og det virker. Da jeg fik farvet hår sidst forsvandt den meget hurtigt, selvom det var en permanent hårfarve. Det skyldes at jeg gik fra totalt afbleget til mørkeblond, og det er svært at få til at blive siddende. Det var forventet – det sagde frisøren også. Så min farve ændrede sig hurtigt. Denne gang fik jeg fingrende i en Color Bomb i farve 713 Havanna. Og denne gang holdt min farve.

Hele æren kan selvfølgelig ikke nødvendigvis tilskrives Revlon Color Bomb. I og med at mit hår allerede havde ændret farve nogle nuancer fra den første hårfarvning var det en nemmere opgave anden gang. Så det er med det forbehold for miraklet.

Fra pis-gult til lysblond
Udover at bidrage til at vedligeholde en eksisterende farve, kan du også bruge dem til at rette op på en farve. Jeg har i mange år været afbleget blondine. Det resulterer som regel i et par dage med den velkendte pis-gule farve, når man lige er blevet afbleget. Jeg har nogle meget dygtige frisører, men jeg har et hår, der trækker meget rødt op. Det kan farve 1002 – White platinum hjælpe med, den fjerner de gule toner. Det jeg før har brugt en lilla eller sølv shampoo til.

Derudover er Revlons Nutri Color Creme en virkelig udmærket balsam med nogle gode ingredienser til formålet i.

Gamle allergene konserveringsmidler
Det negative jeg kan sige om farvebomberne er, at der allergener i. Et par af de parfumestoffer, vi altid ser i hårprodukter. Og så er der – hvilket er meget værre i min mening – det gamle allergifremkaldende konserveringsmiddel MCI/MI også kaldet Kathon i. Det er bestemt ikke et uproblematisk konserveringsmiddel og har været genstand for meget diskussion gennem tiderne. Det er ikke ret udbredt længere, parabenerne trådte i stedet, fordi de er meget mildere. Vi ser det desværre mere og mere nu, og det er ikke uden bekymring ifht. allergi, hvilket jeg er ved at skrive om til en senere lejlighed. Men i forhold til dette produkt, så er det mest et problem for disponerede overfor allergi, og det er vigtigt at dette er et produkt, som man skylle hurtigt ud igen.

Her kan du købe det
Du kan købe Revolons farvebomber for 184 kroner ca. hos frisører, der forhandler serien. Du kan købe den billigere på nettet hos fx. E-voks. Jeg har ikke kunnet finde noget i udlandet, hvor der var noget at spare.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
36 kommentarer
Loulou

Super godt produkt! Godt at produktet får lidt omtale, for det virker virkelig! Man kan næsten spare en farvning væk eller i hvert fald udskyde den i nogen stund. 🙂 Har brugt det rigtig meget engang, så det kan varmt anbefales i kritiske hårtider.
Kh Loulou

lisa

Er denne mere effektiv end en lilla shampoo, mht hurtigt at få fjernet det gule efter en affarvning?

Pudderdåse Katja

Hej Lisa. Det kan jeg ikke svare på desværre. Jeg har ikke haft afbleget hår efter at jeg har prøvet disse, så jeg har ikke kunnet sammenligne. Kh. Katja

Julie JT

Hej Lisa
Ja, den er meget bedre! Jeg gik fra mørkebrun til blond og startede med at bruge en silver shampoo fra Gun-Britt (don’t go there, den er så ubrugelig og dyr!) men har nu brugt farvebomben i et stykke tid og den har taget alle de grimme orange og gule toner fuldstændigt! Jeg kan også anbefale en skumtoner fra Goldwell i Violet Blonde 🙂
– Julie

s

Hej!
jeg har for nyligt fået farvet mit hår mørkt ved frisøren, men farven har en del røde undertoner, som jeg er meget ked af. Er det noget de her også ville kunne fjerne/hjælpe på? 🙂

Pudderdåse Katja

Hej s. Det er jeg helt sikker på, at de kan – det er netop det, de gør. Jeg tør ikke gætte på, hvilken farve du skal bruge (andet end at den selvfølgelig skal have en kold tone). Jeg synes, du skal spørge en god forhandler eller Revlon Danmark selv, hvilken der er bedst til netop din hårfarve. Det er Colomer, der er distributør af Revlon professional i Danmark. http://www.dare.dk/ Kh. Katja

S

Tusind tak for hurtigt svar! Det lyder som om det er et produkt jeg skal have mine små kløer i 🙂

Pudderdåse Katja

Held og lykke. lad mig høre hvordan det går.

Line

Det er virkeligt smart 🙂
Er den til en gang ? Eller holder den til flere gange eller hvordan ?

Pudderdåse Katja

Den er ligesom en balsam, og der er til ca. lige så mange gange som en almindelig balsam, og du bruger den på ca samme måde.

Mai+H.

Kan de også bruges til at booste ens naturlige hårfarve?
Jeg er blond fra naturens side, men mit hår bliver en smule vinterkedeligt, så et lille lyst boost ville være lækkert!

Pudderdåse Katja

Det kunne jeg sagtens forestille mig, men jeg synes, du skal snakke med en god forhandler. Jeg har som sagt ikke selv haft lyst hår, mens jeg har brugt disse. 🙂

Cecilie

Super mange firmaer har lavet lignende produkter, så det burde være muligt at finde en udgave uden de beskrevet ingredienser. Prøv fx. at tjekke Davines Alchemic system serie, ved ikke om de går uden om disse ingredienser, men det er da et forsøg værd.
Mai+H: Det kan de sagtens, i såfald vil de tilføje glans til din egen farve og en lille smugle pigment/farve. Bare husk at spørge om, hvilken farve de brune er lavet på, for en del brune farvebalsamer er lavet med en lidt rødt.
S: Min erfaring som frisør, er at disse farvekure ikke kan udrette mirakler, og at fjerne et rødligt skær fra brunt hår, har jeg svært ved at finde realistisk. Der er stor forskel på at fjerne et gulligt skær fra et afbleget hår og så fjerne røde pigmenter fra et rødt hår.
Det skal dog tilføjes at jeg er meget begejstret for farveshampoo og farvekure:-) Anbefaler ofte farveshampoo og farvekure når kunder får farvet hår, da det er med til at forlænge farvensholdbarhed i håret og derved skader man ikke håret så, som hvis hver gang man farves, skal have farve i hele håret. Et ekstra plus er jo også at man spare lidt på frisør regningen;-)

Pudderdåse Katja

Davines Alchemic er der nogle andre skidte ting i. Det er stort set umuligt – desværre – at finde hårprodukter uden problematiske ingredienser i.

Sabrina

Har hørt om produktet før, har bare aldrig taget mig sammen til at prøve det. Jeg besluttede mig for lidt over 1 år siden at lade være med at farve hår. Siden da har jeg fået taget farven ud 2 gange og fået lavet striber, der er samme farve som min egen hårfarve 1 gang. Nu er mit hår næsten min egen farve hele vejen igennem, dog har jeg et rødeligt skær som jeg er lidt ked af.. Mit spørgsmål er så: Kan en af disse Revlon Color Bomb hjælpe mig med at komme af med det sidste rødlige skær og give mit hår en mere entydig farve? 🙂 På forhånd tak for hjælpen!

Pudderdåse Katja

Hej Sabrina. Det kunne jeg godt forestille mig, som jeg også har skrevet til S tidligere. Prøv at se svaret der. Men det er ikke det, jeg selv har brugt den til. Så jeg synes, du skal tale med en frisør eller forhandler, der har erfaring med Color Bombs og spørge, hvilken du evt. kan prøve. Kh. Katja

Stine Holt

Ih, jeg har godt nok gået og luret på de colorbombs længe.. Og jeg kan virkelig ikke finde ud af, om jeg skal prøve den røde de har, for jeg synes mit eget hår er ved at være lidt for mørkt, men jeg har virkelig ikke lyst til at afblege/skade mit hår ‘bare’ for at få det lidt lysere. Mit hår er farvet med henna, og det er det blevet i 6 år efterhånden – tror I at en colorbomb har en effekt?

Pudderdåse Katja

Nej, ikke hvis du vil have det lysere. Det kan ikke afblege eller ændre din hårfarve, det er ikke en hårfarvning på den måde. Det kan kun justere tonen. I det hele taget ville jeg aldrig forsøge at lysne hennafarvet hår selv. Det bliver med stor sikkerhed gulerodsfarvet på den ikke særligt pæne måde. Det ville jeg kun turde lade en frisør gøre.
Kh. Katja
I

Sofie

Jeg har en lidt mere generel forespørgsmål: Har I lyst til på et tidspunkt at lave en anmeldelse/test/guide af hårfarver? Det er virkelig svært at finde ud af hvilke, der er mindst farlige, og hvilke man virkelig skal holde sig fra. Ku’ være så fedt med lidt gode tips på den front!

sjela

hej jeg har 2 spørgsmål.
– 1 jeg har elumen pink hår, og den falmer rimelig hurtigt fordi mit pandehår var helt hvidt næsten så spidserne bliver hvide, er der en farvebombe der ville kunne friske mit pink’e hår op uden og ødelægge kraften i farven?
-2 kan man skifte hårfarve med en farvebombe? f.eks fra pink til rød el. lignene?
hilsen Sjela

Pudderdåse Katja

Hej Sjela
Det tør jeg ikke svare specifikt på, men jeg kan se, der både er røde toner og lilla toner. Men det afhænger helt af præcis hvilken farver du har. Jeg synes du skal snakke med en forhandler. Men måske den røde eller den lilla kan? Men tag ikke mit ord for det! Spørg en forhandler eller hende, der farver dit hår.
Nej – du kan ikke skifte hårfarve med dem. Det er kun en balsam med toning i. De kan ikke forveksles med rigtig hårfarvning.
Kh. Katja

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *