Anmeldelse: Elysambre makeup

16.06.11
Elysambre Makeup

Elysambre Makeup

Elysambre har efterhånden vundet udbredelse på de danske apoteker, og de smukke brune emballager med blomster på med fine farver i tiltrækker mange. Vi har fået flere forespørgsler på at anmelde produkterne, og vi har prøvet øjenskyggerne, en solpudder og en eyeliner fra serien.

Overordnet er det en fin serie i smuk emballage med et godt udvalg af farver. Men der er også et par problemer ved de produkter, vi har prøvet, som jeg vil komme ind på undervejs.

Elysambres koncept består af, at du køber emballage for sig og genbruger den og køber makeuppen som refills. Den idé kan jeg rigtig godt lide, dels fordi det sparer affald, og dels fordi du får en meget smuk og solid emballage. Den er måske gået lidt over gevind fordi alle produkter, også mascara, flydende eyeliner og løs pudder, er som refill, hvilket kan virke ret upraktisk og ulogisk, men overordnet synes jeg, at det er et fint koncept og æskerne er meget smukke.

De flade paletter til øjenskygger, blush og solpudder er de samme. De findes i to størrelser, den lille kan der være to øjenskygger eller en solpudder eller blush i, og den koster (uden indhold) 57 kroner. Den store kan der være fire øjenskygger eller to blush/solpudder eller en blanding, og den koster (uden indhold) 62 kroner.

Elysambre Øjenskygger

Elysambre øjenskygger

Elysambres øjenskygger er for mig det største attraktiv ved linjen. Udvalget af farver er stort, og muligheden for at mikse og matche i de smukke paletter gør det ekstra sjovt.

Elysambre øjenskygger

Jeg har prøvet fire farver, en mørk blå nr. 76, en lys blå nr. 28, en nude nr. 61 og en lys grå nr. 60. Kvaliteten er generelt god. Pigmenteringen er god, og de er nemme at arbejde med. Da jeg legede med dem på hånden synes jeg, de drillede, men på øjnene fungerede det rigtig godt, og det er jo det vigtigste. De var nemme at lægge på og nemme at blende.

Elysambre øjenskygger

Elysambre look

De to lyse farver giver ikke voldsomt meget farve, de mørkere og klarere farver i kollektionen er meget mere pigmenterede. De to blå var meget fine, den grå havde jeg svært ved at få til at give ret meget farve. Den nude fungerede godt som neutral highlighter. Til sammen synes jeg, de gav et rigtig fint look.

Øjenskyggerne koster 114 kroner stykket.

Elysambre look

Elysambre Solpudder
Overordnet er solpudderen en fin konsistens, men den farve, jeg har prøvet den i (nr. 25), ville jeg aldrig anbefale nogen at bruge som solpudder. Den er ekstremt orange, og hvis du bruger den i ansigtet som bronzer, får du det uklædelige orange bronzerlook, vi gerne vil undgå. Der er heldigvis andre rigtigt fine farver blandt deres solpuddere, så styr uden om den orange med shimmer. Du er ikke i tvivl, når du ser den. Med mindre, du vil bruge den som blush, for den er en fin orange-bronze blush, som er det, jeg har brugt den til på billedet.

Elysambre solpudder

Elysambre solpudder koster 186 kroner.

Elysambre Eyeliner
Elysambres flydende eyeliner er en fantastisk god filtpen eyeliner, som er nem at arbejde med, hvis du har svært ved at bruge flydende eyeliner. Spidsen ligner dem, der er på de nyeste flydende eyelinere som for eksempel MAC Superslick Liquid Eyeliner, og den er meget nem at arbejde med. Jeg har prøvet den i en smuk gråblå farve med shimmer, som er meget speciel og smuk.

Elysambre eyeliner

Desværre indeholder den særdeles problematisk kemi. Elysambre reklamerer med, at de indeholder rene naturlige ingredienser og ingen skadelig kemi, men den flydende eyeliner indeholder et af de gamle formaldehydspaltende konserveringsmidler, som er allergifremkaldende ifølge Informationscenter for Miljø og Sundhed og toksikolog Ewa Daniel fra Astma- og Allergiforbundet. Det er sjældent, vi ser dem i produkter efterhånden og med god grund, for de er kendt for at give allergi. Det er absolut en god idé at komme konserveringsmidler i en flydende eyeliner, men når man som Elysambre reklamerer med, at man ikke bruger hverken parabener eller phenoxyethanol, selvom begge dele er nok de mest harmløse konserveringsmidler, vi har, så er der kun de gamle, allergifremkaldende tilbage.

Jeg har forelagt det for Elysambre, som ikke var bekendt med, at deres eyeliner indeholder dette konserveringsmiddel og siger, at eyelineren vil blive omformuleret.

Dette er ikke det samme som, at jeg nødvendigvis vil fraråde eyelineren. Det er ikke alle, der reagerer allergisk på disse konserveringsmidler. Men I skal selvfølgelig være opmærksomme på det, og det understreger bare vores overordnede budskab om, at man aldrig skal tro, at bare fordi et mærke kalder sig naturligt, at det så er sundere eller bedre.

Eyelineren koster 133,75 og for etuiet, som er nødvendigt, koster det 62 kroner.

Her kan du købe det
Du kan købe Elysambre på udvalgte apoteker. Du kan se en liste på Elysambres hjemmeside her.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
6 kommentarer
Marianne

Først tak for de smukke ord – og hvor ser du bare godt ud 🙂
Hernæst et lille hjertesuk…..
Når vi i brochuren skriver uden skadelige kemi, mener vi kemi, der virker ind på hormonbalancen jvnf. Forbrugerrådets kampagne: FORBYD HORMONFORSTYRRENDE STOFFER http://taenk.dk/tema/forbyd-hormonforstyrrende-stoffer.
Man må ikke i annonce skrive uden hormonforstyrrende stoffer -men skal skrive: uden stoffer på EUs liste over stoffer mistænk for at være hormonforstyrrende – det bliver meeeeget lang (og du gider ikke læse det!) – deraf “forkortelsen” uden skadelig kemi.
Her menes IKKE uden allergifremkaldende stoffer. Det er vigtigt, at skelne mellem de to ting. Der er allergifremkaldende stoffer – som jo i princippet kan være ALT, og der er de hormonforstyrrende, som man har forholdsvis godt tjek på. Jeg tager ikke stilling til, om det ene er værre/bedre end det andet. Jeg har bare valgt at sælge det naturlige, fordi det passer bedst til mig og det, jeg står for.
Jeg kan ikke love, at du kan tåle Elysambre. Jeg ved, at der er rigtig mange, der kan, men er du i tvivl, så bed om en prøve eller test det i albuebøjningen, INDEN du køber – eller vælg et andet produkt.
Mange venlige hilsener
Marianne Roulund
Direktør Natural Skincare

Birgit Gottlieb

Hej Marianne.
Rigtig godt svar på et kompliceret spørgsmål.
Jeg har prøvet mange af jeres produkter, og er meget begejstret,
Jeg en meget sart hud , og har eksem på hænder. Jeg har brugt produkterne uden problemer.
Hilsen Birgit

Beautycurry

Tak for – som altid – en dybdegående test! Det er vidunderligt 🙂
VH Pia
http://WWW.BEAUTYCURRY.COM

Pudderdåse Katja

Tak. Det er sødt sagt Pia 🙂

Pernille

Hejsa . Jeg er gravid og er desværre meget afhængi af makeup . . Derfor leder jeg efter makeup som er parfumefri- ikke indeholder parabener og hvor der er brugt naturlige farvestoffer — i det hele taget make up som ikk skader mit barn . . Jeg er ret forvirret når jeg læser det her men jeg skal bare være sikker . Er det her makeup det rette for mig ?
Mvh Pernille

Katja Moikjær

Kære Pernille
Du kan læse vores holdning her: https://pudderdaaserne.dk/2013/02/21/daseposten-gravid-og-kosmetik/
Kh. Katja

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *