Test: Decubal Ecological Face Cream og Body Lotion

25.01.11
Decubal Ecological Face Cream

Den økologiske trend inden for hudpleje har nu også spredt sig til Decubal, som har lanceret en ny serie økologiske produkter som supplement til de rød-hvide produkter, de fleste af os kender fra apoteket. Pudderdåserne har prøvet to af dem, nemlig Decubal Ecological Face Cream og Decubal Ecological Body Lotion.

Først og fremmest er serien certificeret økologisk gennem Ecocert og har samtidig miljømærket Svanen. Det bliver ikke mere miljøvenligt end det, og i den økologiske jungle af hudpleje produkter, der typisk er væsentligt mindre økologiske end de påstår, så er det meget velkomment! Alle produkter er uden parfume, farvestoffer og parabener.

Decubal Ecological Face Cream
Decubal Ecological Face Cream
Jeg er meget begejstret for ansigtscremen. Den er blød, fugtgivende og lækker og har et godt fedtindhold. Hvis du har tør hud, vil du elske den. Den indeholder en lang række planteolier, som er rigtigt gode for tør hud og en lille smule antioxidanter, men ikke i en ret høj mængde. Decubal Ecological Face Cream indeholder ikke nogle sexede ingredienser, som kan prale af at minimere rynker eller udføre andre tricks på huden, men hvis du har tør hud og gerne vil have en miljøvenlig, billig og effektiv creme til tør hud i ansigtet, så vil du ikke blive skuffet. Jeg kan så godt lide komsistensen, at den lige nu står på mit skrivebord som håndcreme. Jeg vil også gerne rose pakningen, det er en praktisk flaske med pumpe, der er nem og hygiejnisk at bruge.

Decubal Ecological Body Lotion
Decubal Ecological Body Lotion
Decubals økologiske body lotion indeholder gode fugtgivende fedtstoffer, primært fra planter, den har en behagelig konsistens og den trænger hurtigt ind i huden. Alt i alt et solidt bud på en mild og miljøvenlig bodylotion.

Men hovedingrediensen er olivenolie. Olivenolie er en fremragende ingrediens i hudpleje, det er fugtgivende, har et højt indhold af antioxidanter og har anti-inflammatoriske egenskaber. Problemet er, at man her betaler prisen for et uparfumeret produkt. Den lugter virkelig meget af olivenolie. Olivenolie dufter godt, men det er bare ikke en duft, jeg associerer med noget, jeg har lyst til at smøre på kroppen. Og min hud lugter markant af olivenolie, når jeg har brugt denne. Det er ikke en lugt, jeg bryder mig om, men hvis du ikke har noget problem med det, så er dette et udmærket valg.

Her kan du købe det
Decubal Ecological Face Cream koster 119,95 og Decubal Ecological Body Lotion 69,95 kr. Derudover indeholder serien en Body Cream til 104,95 og en Hand Cream til 99,95. Serien kan købes på apoteker i hele landet.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
8 kommentarer
Liselotte

Hej Katja,
Kan du fortælle om der er lanolin i? Det var der i deres gamle produkter, så vidt jeg husker.
Mvh
Liselotte

Pudderdåse Katja

Hej Liselotte
Ja selvfølgelig vil jeg det. Der er ikke lanolin i nogen af de to produkter, jeg har haft fingrene i.
Kh. Katja

Liselotte

Tusind tak, Katja.
Decubals gamle version indeholdt lanolin.
Min mand arbejdede i bygning med firmaet bag Decubal og fik for et par år siden 3 store bøtter creme á 1 kg med hjem helt gratis fordi de skulle udgå. Jeg tjekkede indholdet og måtte melde pas, mens hans parfumeallergi sagde nej tak efter snusetesten. Jeg ved ikke lige hvor længe den søde overbo var om at bruge 3 kg creme;-).
Men jeg tror, at de nye øko/svanemærkede udgaver med den fine pumpe kunne være et forsøg værd.
Mvh
Liselotte

Mille

Hej.
Jeg bruger bodylotionen og er vildt glad for den. Normalt har jeg vild hedetur og føler mig pakket ind i “plastik” når jeg har brugt bodylotion. Men ikke med denneher.
Jeg synes i øvrigt overhovedet ikke at den dufter af noget…. Sjovt hvor forskelligt man opfatter det 🙂
Håndcreme i samme serie er fabelagtig!!! Intet mindre 😉

Pudderdåse Katja

Tak for dine erfaringer Mille. Ja det er sjovt, dufte er noget meget individuelt.
Kh. Katja

pernille

på de her side kan du få prøver på decubal cremerne, du skal bare oprette en bruger og så kan du vælge mellem nogle prøver pakke og så gå ned på dit lokale apotek med kopunen du kan printe ud og så vise dem kuponen og så får du prøverne, du kan også handle produkter derinde og få point for det osv.
værd at prøve deres produkter, de er gode.

Dorthe Andersen

Jeg har altid været glad for Decubal serien, den er god til min tørre hud.
Så skulle da lige prøve den økologiske serie. Jeg købte ansigts cremen og body lotion.. Har dog fundet ud af at jeg ikke kan tåle den!! Har fået udslæt i det meste af mit ansigt, og lidt på kroppen. Så jeg holder mig langt væk fra alle creme der er økologiske!

Pudderdåse Katja

Hvis man er allergisk disponeret skal man generelt holde sig LANGT væk fra alt økologisk/naturligt. Klogt valg!

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *