Månedens favoritter: Oktober 2010

05.11.10

Favoritprodukterne er ikke nødvendigvis nyheder. Det kan være en genopdagelse af et gammelt produkt, produkter som er mere i sæson lige nu eller noget, som tidligere er gået min næse forbi. Nedenstående er de 10 produkter, jeg oftest greb ud efter i den forgangne måned (ikke i prioriteret rækkefølge).
Jeg har måttet indse at efteråret er over os og at sokkerne atter skal findes frem. Måske lyder det negativt, men sådan er det slet ikke ment. Jeg elsker efterår, krydrede dufte, lange gåture med blæst i håret, ikke kun mørket udenfor, men også makeuppens mørke læber og øjne tiltaler mig.

1. 24/7 Lip Pencil i farven Ozone fra Urban Decay
Denne ufarvede lipliner fra Urban Decay er perfekt til de læbestifter, som er svære at finde matchende lipliner til. Eller til dig som ikke gider have en lipliner for hver læbestift. Denne er fra Urban Decay, men jeg synes også den fra The Body Shop er rigtig god. Som en almindelig lipliner holder den godt på farven i læbestiften, hvilket får læbestiften til at holde meget længere.
Urban Decay kan desværre ikke fås herhjemme, men kan købes gennem lookfantastic’s webshop og koster ca. 90 kr. (husk at portoen kommer oven i).
The Body Shop har som nævnt en lignende lipliner og den koster 75 kr. Du kan finde den nærmeste The Body Shop butik ved at søge her. Jeg har for nylig købt en Lip Lock Pencil fra e.l.f til ca. 30 kr. og den er også rigtig god, men lidt tørrere i konsistensen end de andre to.

2. Eyeliner pensel nr. 23 fra Quero Pro
Jeg har grinet af mig selv et stykke tid nu. I flere år har jeg anbefalet M.A.Cs skråpensler 266/208 til flydende eyeliner. Det er der egentlig ikke noget sjovt ved, det er nemlig nogle rigtig gode og anvendelige pensler. I samme årrække har jeg stort set ikke anvendt denne type eyeliner og når jeg endelig gjorde var resultatet langt fra vellykket hver gang. Da jeg en dag fandt en af mine gamle pensler (som desværre er knækket i skaftet) til dette formål, satte jeg mig for at finde en lignende pensel. Siden jeg fandt penslen fra Quero Pro har mine problemer med flydende eyeliner stort set været ikke-eksisterende.
Penslen koster 72 kr. (husk porto kommer oven i) og kan købes hos Kosmetikan.

3. Pro Longwear Lipcreme fra M.A.C i farven Made To Last
Katja var ikke særlig imponeret over løfterne om 12 timers holdbarhed og ingen afsmitning, da hun testede M.A.C.s nyeste læbestifter i september. Min læbestift holder nu glimrende, trods afsmitning, men stadig ikke de lovede 12 timer.
Farven Made To Last  er så 90’er-agtig, at jeg bliver helt nostalgisk. Konsistensen er super pigmenteret og meget behagelig på læberne. Dem VIL jeg bare have flere af, de findes i 12 farver, så det skal nok lykkes hen af vejen.
Læbestiften koster 165 kr. og kan købes hos M.A.C i Magasin (i bl. a. Odense, Århus, Lyngby, Rødovre og Kgs. Nytorv). Det lykkedes mig ikke at finde den i Magasins onlineshop.

4. Gucci by Gucci Eau de Parfum.
Efteråret er over os, for mit vedkommende betyder det oftest mere krydrede og tunge dufte. Denne duft fra Gucci passer perfekt til en kold, blæsende gåtur efterfulgt af en tur i sofaen med en varm kop te i hånden og en plaid over benene, aaahh! Den kan også sagtens bruges om aftenen og til en tur i byen. Noterne i duften er blandt andet patchouli, musk, honning og pære.
Gucci by Gucci kan købes i udvalgte Matas, parfumerier og stormagasiner og fås i størrelserne 30ml, 50ml og 75ml, samt som bodylotion, shower gel og deo spray til priser fra 295-780 kr. Den fås også som eau de toilette i størrelserne 30ml, 50ml og 75ml til priser fra 410-700 kr.

5. E.l.f. blush i farven Tickled Pink
Det er en fin og meget anvendelig blush. Den passer til de fleste og er let at dosere, uanset om man ønsker meget markeret blush eller kun en antydning. Jeg har anvendt den med virkelig godt resultat på en del kvinder, som sædvanligvis synes at blush er noget overvurderet noget. Den giver et friskt og meget naturligt look.
Blushen kan købes hos e.l.f. og koster ca. 30 kr.

6. Viva Glam læbestift i farven Cyndi
Grunden til jeg vil fremhæve denne fantastiske læbestift nu er, at den snart ikke er blandt os mere. Jeg er vild med farven og fik først øjnene op for konsistensen lustre, da jeg mødte Cyndi, som er opkaldt efter Cyndi Lauper. Det er en meget cremet og transparent konsistens, hvor udtrykket så let som ingenting kan ændres for eksempel med en anden farve lipliner. Skynd dig at få fat i dit eksemplar, inden det er for sent (omkring april 2011).  Læbestiften koster 155 kr. (hvor hver eneste krone går til M.A.Cs Aids Fond) og kan købes hos M.A.C i Magasin (i bl. a. Odense, Århus, Lyngby, Rødovre og Kgs. Nytorv). Det lykkedes mig heller ikke at finde denne i Magasins shop online, men jeg fandt Viva Glam Lipglass i Cyndi.

7. The Beauty Encyclopedia i Everyday Eyes
Paletter gør bare livet lettere. Farverne er oftest nøje udvalgt af producenten, så de kan matches og mikses lige så tosset man vil. Denne hedder Everyday Eyes, men jeg skal da lige love for at den kan klare en fest også. Paletten indeholder tolv faste pudderøjenskygger, to cremeøjenskygger, en sort eyeliner og en pensel. Jeg er ikke særlig vild med indpakningen, men det fungerer en del bedre end først antaget. Jeg kan godt anbefale at være meget forsigtig, når pakken/bogen skal åbnes. Det skal gøres pænt og ordentligt (ja, af skade bliver man klog!). Skyggerne er MEGET pigmenterede, men desværre også bløde. Derfor skal man være meget forsigtig og passe på ikke at skrabe skyggen helt i stykker med penslen. Det kunne samtidig betyde at de drysser, men det er heldigvis ikke tilfældet og oven på et ganske tyndt lag af cremeøjenskyggerne (det må slet ikke føles fedtet) er de også meget holdbare. Fald ikke for fristelsen, med at bruge et ordentligt lag af den cremede skygge, da det vil have en kedelig konsekvens for holdbarheden af makeuppen.
Beauty Encyclopedia koster ca. 51 kr. og kan købes online hos e.l.f.

8. Paint Pot fra M.A.C i farven Groundwork
Denne farve er jeg så vild med, umiddelbart virker den jo ikke særlig speciel. Den er diskret, men kan bare noget helt særligt. Jeg bruger den rigtig ofte de dage, hvor det er læberne der spiller hovedrollen med mørke eller bare anderledes farver. Den er også god til de travle dage og kan også lynhurtigt peppes op med lidt sort liner, hvis man skal direkte fra arbejde til fest. Den cremede konsistens gør det let som en leg at påføre skyggen.
En Paintpot koster 150 kr. og kan købes hos M.A.C i Magasin (i bl.a Odense, Århus, Lyngby, Rødovre og Kgs. Nytorv) eller i Magasins online shop her.

9. Ombre Magnetique fra Lancôme i farven Urban Silver
Jeg har modstået fristelsen længe, men en dag fandt Lancomes cremede glitterøjenskygge i sølv alligevel vejen ned i min beautyboks. Den er så fin og meget nem og hurtig at anvende. Valget faldt på netop denne farve, da udvalget af sølv er meget begrænset i mine paletter. Valget var svært, for alle tre farver er skønne. Jeg har nu været glad for, at jeg valgte, som jeg gjorde. Sølvøjenskyggen er multianvendelig og det er noget jeg kan lide. Jeg har prøvet at bruge den sammen med sort og opnået samme resultat, som jeg gjorde med den sorte variant alene da jeg prøvede den i forretningen. Øjenskyggen bliver siddende hvor den skal, trods den cremede og lidt flagede konsistens.
Ombre Magnetique fra Lancôme koster så vidt jeg husker 240 kr. og kan købes i stormagasiner, parfumerier og i større Matas-butikker (hvor de fører Lancôme).

10. E.l.f. mineral øjenskygge i farven Socialite
Wauw siger jeg bare, denne kolde brune farve er så flot. Den er virkelig festlig (selvom den er brun, fnis!) og jeg har den liggende fast i tasken med ingredienserne til de hurtige look. Den kan både bruges alene, men er også let at sætte andre farver til. Elf udmærker sig jo med helt utrolige priser og denne er ingen undtagelse. Den mineralske øjenskygge kan købes i e.l.f.s webshop, alene koster skyggen ca. 26 kr. og sættet som indeholder 3 mineral øjenskygger, 2 gode pensler og en eyeliner koster ca. 102 kr.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
StyleStories

Tak for de supergode anbefalinger. Jeg har lige et spørgsmål. Hvordan lægger man paintpot fra MAC på, er det med pensel eller blot fingrene? Og holder den godt uden at lægge sig i linjerne?
/Mette

Pudderdåse Helene

Tak 😀 Jeg er glad for at de kan bruges!
Jeg bruger altid en spatel til at tage de cremede produkter ud med (mest fordi jeg jo også bruger dem på andre end mig selv), men det går fint at bruge fingrene. Hvis jeg bruger Paintpot (en af de mørke) til et smokey eye, bruger jeg en lidt fluffy pensel (f.eks. 217 fra M.A.C) til kanterne, så afgrænsningen ikke er så “skarp”.
Sådan som jeg bruger Groundwork pt. er sort eyeliner tæt ved vippekanten, bagefter “tværer” jeg eyelineren ud med en finger med Paintpot på (hvis kanten er meget markeret, bruger jeg ovennævnte pensel til at udjævne farven).
Paintpots fungerer rigtig godt som primere og holder også godt. Jeg har aldrig oplevet at de sætter sig i linjerne. De tørre fint op uden hverken at krakelere eller være ubehagelige.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *