Rynkefri hud er makeupbranchens hellige gral. Der bliver stort set ikke lanceret et nyt produkt, uden at der følger et løfte med om yngre hud, opstrammet hud eller færre rynker. Og vi er villige til at betale for det, de dyreste cremer kan koste op mod mange 1000 kroner.
Men kan cremer virkeligt fjerne rynker? Jeg kender svaret, men spørgsmålet er, om jeg behøver fortælle jer det? Ved I ikke godt med jeres sunde fornuft, at alle de cremer, vi smører på, aldrig har fjernet så meget som en rynke? Jer, der har rynker, har I nogensinde oplevet, at de forsvandt efter brug af en bestemt creme?
Der findes ingen ingredienser i nogle cremer i denne verden, der kan fjerne rynker. Hvis du vil gøre noget ved rynker, så skal du have fat i en læges kniv eller sprøjte. Men den gode nyhed er, at der findes produkter, der kan have en mindre effekt på rynker. Men som sagt, en mindre effekt og det kræver tålmodighed. Der er ingen mirakler her, undtagen hos kirurgen.
Retinol
Retinol er en form for A-vitamin og det stof, hvis effekt på rynker er bedst belyst. Det findes i en koncentreret form i lægemidlerne Retin-A og Renova, som faktisk er godkendt som medicin til behandling af rynker som de eneste. Stoffet virker ved at påvirke, hvordan hudcellerne kommunikerer med hinanden og stimulerer dannelsen af nye hudceller og normaliserer huden. Retinol har en lang række effekter på hudcellerne og kun få er videnskabeligt belyst endnu, men der er ingen tvivl om, at det er det stof, der har bedst chance for at påvirke rynker.
Hvis du vil prøve det
Du kan gå til en hudlæge og bede om en recept, men du kan også prøve nogle af de produkter, der findes hos kosmetikfirmaerne. For eksempel Estée Lauder Re-Nutriv Intensive Lifting Serum eller RoC Correxion serien.
C vitamin
C vitamin har været brugt i hudplejeprodukter længe og med god grund. For det er både en poten antioxidant, og den kan booste hudens produktion af collagen. Men der skal ret høje koncentrationer til, før det har en dokumenteret effekt. Derudover er C vitamin meget ustabilt ved kontakt med ilt og luft, så køb kun produkter, der er pakket grundigt ind og for guds skyld ikke i krukker, hvor det vil forsvinde op i luften.
Hvis du vil prøve det
Cellex-C er en hudplejeserie, der har specialiseret sig i C vitamin. Estée Lauder Re-Nutriv Intensive Lifting Serum indeholder også C vitamin.
Antioxidanter
Antioxidanter er en stor gruppe af ingredienser, som alle har det til fælles, at de – i teorien – kan beskytte huden mod de såkaldte frie radikaler og deres skadelige påvirkninger af huden. Det er alt sammen på et relativt teoretisk plan stadigvæk, men der er dokumentation for de positive effekter af antioxidanter. Listen over antioxidanter er meget lang, vindruekerneolie er for eksempel en fremragende antioxidant. Men de fleste vitaminer, grøn te, alger og nogle planteekstrakter er på listen over antioxidanter.
Hvis du vil prøve det
Cliniques Super Rescue Antioxidants produkter
Peptider
Peptider er begyndt at dukke op i hudpleje, og selvom der stadig mangler forskning på området, så er de meget lovende. De ser ud til at kunne booste collagenproduktionen og hjælpe hudcellerne med at opføre sig normalt. Som sagt mangler der forskning, men i vores test af Olay Regenerist, kan du se, hvad de kan gøre.
Hvis du vil prøve det
Olay Regenerist
Niacinamid
Niacanamid er udledt af B-vitamin og kan øge indholdet af ceramid og fedtsyre i huden. Den kan i teorien mindske rynker, ujævnheder, misfarvninger, forstørrede porer og meget mere, men igen mangler der forskning for at sige noget definitivt. Det er dog en meget lovende ingrediens med mange muligheder.
Hvis du vil prøve det
Olay Regenerist
Andre ingredienser
Der findes andre ingredienser på markedet, som er interessante, men hvis effekt ikke endnu er tilstrækkeligt belyst. Der forskes på livet løs på området, og de kommende år vil sikkert bringe spændende ny viden.
Men vigtigst af alt: Kvit smøgerne og pas på solen.
(Kilde: Adskillige undersøgelser i American Journal of Clinical Dermatology, Journal of Dermatological Science m.fl.)
Jeg har opdateret dette indlæg med peptider og niacinamid.