Hudpleje indefra: New Nordic Hyaluron Shot

Guide til øjenvippeserum – prostaglandiner, bimatoprost og peptider

Øjenvippeserum

Siden Latisse blev godkendt i USA som lægemiddel til at få øjenvipper til at vokse, behøver ingen længere finde sig i at være født med kortere øjenvipper, end de ønsker sig.

Latisse er den originale, receptpligtige version, som vi ikke har herhjemme. Den indeholder bimatoprost. Bimatoprost er et almindeligt lægemiddel mod forhøjet tryk i øjet, som havde den bivirkning, at den fik øjenvipperne til at vokse kraftigt. Dette fik producenten bag til at udvikle en version til øjenvipperne – Latisse.

Latisse er ikke godkendt i Danmark, men i stedet har vi en masse andre øjenvippeserum, som er kosmetik. De indeholder ikke bimatoprost – det må de ikke, det er jo et lægemiddel – men derimod en lang række andre stoffer. Vi har set nærmere på indholdet i de mest udbredte vippeserum, hvilken dokumentation der ligger bag, og så slutter vi af med en historie om noget ubehageligt, som nordmændende har fundet i et par vippeserum.

Prostaglandiner
Bimatoprost er en prostaglandin. Prostaglandiner er en meget stor gruppe af signalstoffer, der har en masse funktioner. Forskellige prostaglandiner udfører en lang række opgaver i kroppen lige fra at stimulere vækst til at sætte fødsler i gang og regulere hormoner. Listen er meget lang og der findes rigtig mange.

Nogle af disse prostaglandiner kan man bruge til at stimulere øjenvipperne med. Bimatoprost er en af dem, men da den ikke er godkendt til formålet i Danmark og kun kan købes på recept i USA, så ser vi selvfølgelig bort fra den.

Der findes flere prostaglandiner, som kosmetikindustrien bruger i deres øjenvippeserum. Problemet er, at vi ved ekstremt lidt om, hvordan de virker, og hvilke der virker bedst.

Og tilbage i 2011 blev de en masse øjenvippeserum pludselig refomuleret, fordi de amerikanske myndigheder forbød det dengang mest udbredte prostaglandin til formålet.

Det, vi ved, stammer primært fra ikke-publicerede studier, fra producenterne selv.

Myndighederne i både Danmark og resten af EU er da også travlt beskæftiget med at finde ud af, hvilket ben de skal stå på. I Sverige er myndighederne gået aggressivt til værks. I Danmark og Tyskland venter man afventende på at EU skal tage stilling.

Vi har så vidt jeg ved ikke set nogle alvorlige bivirkninger af produkter såsom M2 eller Revitalash endnu, så der trædes vande. Og imens sælger de som vand i Sahara, for de virker! Bimatoprost kan have alvorlige bivirkninger, men ifølge producenterne af de kosmetiske prostaglandiner, så har disse ikke samme bivirkninger. De tygger vist stadig på den i EU’s videnskabelige komité, og jeg ved ikke andet.

Du kan godt gå ud fra som en hovedregel, at produkter med prostaglandin virker mere effektivt og koster mere end dem uden.

M2 Eyelash Activating Serum – norbimatoprost
M2 Eyelash Activating Serum indeholder som den eneste prostaglandinet norbimatoprost eller MDN, som det også hedder.

Effekten ligger meget tæt op af Latisse, men – ifølge producenten selv – uden de alvorlige bivirkninger, som Latisse kan give. Du kan forvente lokal irritation og rødme.

Du kan forvente, at dine vipper vokser bliver cirka 50% kraftigere og længere. Effekten begynder efter 6-8 uger.

Revitalash og Sanzi Beauty – Decloro Dihydroxy Difluoro Ethycloprostenolamide
En anden type prostaglandin er Decloro Dihydroxy Difluoro Ethycloprostenolamide. Igen er der ingen, der rent faktisk har gjort sig den ulejlighed at studere og publicere effekten. I både Revitalash og Sanzi Beauty er prostaglandinen kombineret med andre aktive ingredienser.

Sanzi Beauty bruger arginine samt to peptider Myristoyl Hexapeptide-16 og Myristoyl Pentapeptide-17, der alle er velkendte øjenvippe-serum ingredienser, der ofte også bruges i nogle af de prostaglandin-fri serum, som vi skriver om nedenfor.

Revitalash bruger to andre peptider og andre aktiver, som vi ved mindre om, men som bør have cirka samme effekt.

Myristoyl Pentapeptide-17
Myristoyl Pentapeptide-17 er et af de absolut mest udbredte peptider i lash serum. Både i kombination med en prostaglandin eller som hovedingrediens i sig selv. Der findes andre myristoyl pentapeptider med andre numre bagerst i stedet for 17, men de virker på cirka samme måde. De er alle lavet af det samme firma, og deres egne studier viser, at man kan regne med cirka 25% længere vipper.

Det er altså en meget mindre dramatisk effekt end med et prostaglandin som M2 ovenfor. Til gengæld er både pris og lokalirritation mindre.

Både Gosh, Rodial, Jan Marini og Rapidlash bruger Myristoyl i deres prostaglandin-fri øjenvippeserum. Enten alene eller i kombination med andre ingredienser.

Arginine
En anden populær ingrediens er aminosyren arginine. Arginine er et af de mest seriøse bud, vi har på et middel til at få håret til at vokse på hovedet, og det er derfor nærliggende at bruge det til vipperne også. Der er dog det vigtige forbehold, at vi ingen studier har af en effekt på øjenvipperne og at der er stor forskel på hårene på hoved og øjenvipper.

Du kan finde arginine i Lashfood og i Shiseido Full Lash Serum. Begge produkter kombinerer arginine med flere planteekstrakter, som vi ved endnu mindre om.

Swiss Lashes
Swiss Clinic har deres eget vippeserum, hvori den primære ingrediens er Redensyl. Redensyl er en meget omtalt ny ingrediens mod hårtab på hovedet. Virker den så i et øjenvippeserum? Det har vi ingen viden om overhovedet.

Ifølge Swiss Clinic selv så kan Redensyl få vipperne til at vokse med 214 % på 10 dage. De tal lyder helt absurde og alene det gør, at jeg bliver ekstra skeptisk.

Jeg tror simpelthen ikke på, at Redensyl kan få øjenvipperne til at vokse med 214% på 10 dage. I dette studie af Redensyl har man målt effekten af Redensyl på androgent hårtab på hovedet (altså når mænd taber håret på issen). Her voksede der 214% flere nye hår efter 10 dage sammenlignet med de ubehandlede områder. Det virker nærliggende at tro, at Swiss Clinic har sammenblandet disse resultater.

Redensyl kan måske nok ligne et lovende middel til hårtab på hovedet, men som i tilfældet med arginin har vi ingen viden om, hvordan stoffet virker på vipperne. Der er stor forskel på hårtab på issen og på at få øjenvipper til at gro. Den anden vej rundt har man heller ikke haft succes med at bruge Latisse mod hårtab på hovedet – man har selvfølgelig forsøgt.

Måske virker Redensyl på vipperne, måske gør det ikke? Jeg ved det ikke. Vi har ingen publicerede studier eller uafhængige kilder til information om det.

Kan man stole på ingredienslisterne?
I Norge kom iGlow og Aphro Celina for nylig i modvind, da et program på norsk TV2 fandt små mængder af et prostaglandin, der hedder kloprostenol. Kloprostenol er et prostanglandin, der bruges som abortmiddel til dyr. Læs historien på TV2 her og læs iGlow’s efterfølgende svar til programmet Helsekontrollen her.

Det er ekstremt små mængder kloprostenol, som der er fundet i de to serum, og ifølge iGlow selv har de norske myndigheder erklæret, at iGlow stadig er sikkert at bruge. Intet af dette har dog kunnet bremse op for en ganske heftig Facebook-storm.

Vores egne erfaringer
Vi har ikke selv testet alle serum, men vi har gennem tiden afprøvet nogle af dem. Dog er ingen af os trofaste brugere af øjenvippeserum, og vi har derfor valgt at fokusere på indhold i stedet for vores temmelig spredte personlige erfaringer. Helene og jeg har begge haft rigtig gode resultater med M2 Beauté, men forvent irriterede øjne. Helene har prøvet den nye Revitalash. Den virker afgjort, men irriterede Helenes sarte øjne mere end M2. Sansi Beauty virker også, men med mindre irritation. Gosh vippeserum uden bimatoprost kun med peptider er et godt bud på en billig serum. Den virker – men ikke så godt som dem med bimatoprost.

Og så vil vi bare helt vildt gerne høre jeres erfaringer også? Hvad har virket for jer? Hvad har ikke virket? Og hvilke bivirkninger har I oplevet?

Her kan du købe det (reklamelinks)

M2 Beauté Lashes koster 990 kroner for 5 ml. i blandt andet Matas. Du kan se en liste over officielle forhandlere af M2 her.

Revitalash koster fra 359 kroner for 1 ml. hos blandt andet Coop.dk eller på Nicehair, der også sælger M2.

Sanzi Beauty koster 590 kroner for 5 ml. på Sanzi Beautys egen webshop.

Gosh Growth Serum koster 229 kroner på Gosh’ webshop.

Matas forhandler både Lashfood og Shiseido Full Lash Serum. Du kan også købe Swiss Clinic hos Matas og på Swissclinic.dk.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk / Følg os på Facebook og Instagram: @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas MAC Asos Deciem FeelUnique Escentual HQhairEstee Lauder LookFantastic Clinique Gosh
   

48 kommentarer

  • Kathrissen

    Jeg har brugt M2 Beautés vippeserum over flere omgange og været yderst tilfreds med resultatet. Jeg har ret sarte øjne grundet atopisk dermatitis omkring øjenområdet, men har ikke oplevet en forværring i forbindelse med brugen. Derudover synes jeg heller ikke at jeg har oplevet rødmen eller anden irritation udover den svien som de selv fortæller kan komme straks efter opførsel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristinr

    Jeg brugte M2 i en periode med virkelig, virkelig fint resultat og fuldstændig uden irritation eller andre bivirkninger. Er pt. i gang med Revitalash, som ikke har lige så stor effekt som M2 havde hos mig; med Revitalash er det som om vipperne på højre øje vokser markant mere end dem på venstre øje, og jeg oplever også lidt irritation på venstre øje. På begge øjne oplever jeg desuden med Revitalash, at vipperne vokser ujævnt; altså at visse vipper bliver meget lange mens andre slet ikke vokser. Jeg er ret nysgerrig på erfaringer om Gosh-produktet, da det jo er dejligt billigt ift. andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Jeg har brugt Gosh, og jeg må desværre skuffe i forhold til resultatet. Jeg så stort set ingen forandring. Jeg har også selv brugt M2 med meget bedre effekt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg har erfaringer med lilash, Nanolash og M2 beauté vippeserummer.
    M2 er alt for aktiv så om sige, det svier og bliver rødt ved påføringsstedet.
    Nanolash er super effektiv til en overkommelig pris og det samme med lilash.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvad med Hairplus fra Tolure?
    Den har jeg prøvet og har haft ret fin succes med. MEN jeg aner intet om ingredienser – og nu bliver jeg da en anelse nervøs. For det er jo ikke lutter gode sager, der måske findes i de serummer så.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg har altid haft problemer med mine vipper. De var korte og svækkede så jeg tabte dem relativt nemt. Dermed havde jeg også huller, hvor der simpelthen manglede vipper. Kort sagt kunne en mascara ikke give den store effekt. Efter en af jeres anmeldelser købte jeg Revitalash. Meget hurtigt kunne jeg se en forskel på mine vipper. Idag med 3 måneders brug (dog langt fra hverdag), har jeg længere, fyldigere og stærkere vipper. Jeg har samtidig “hooded eyes”, så førhen kunne man ikke se mine vipper. Dét kan jeg love for, at man kan nu! Det har været en af de bedre investeringer for mit vedkommende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har kun prøvet den revitalash som engang fuldte med goodiebox. Den virker fint og jeg har aldrig haft nogen irritationer. Mit indtryk er at den virker så længe man bruger den. Allerede én dag uden at bruge den og så var vipperne som før. Om de ligefrem bliver længere ved jeg ikke. Men det ser i hvert fald sådan ud, når man bruger den. Jeg blev lidt skuffetover at effekten forsvandt SÅ hurtigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Har prøvet iglow med ret flot resultat – dog knapt så flot da jeg begyndte at se sløret/dobbelt….ikke så rart. Holdt pause et par måneder, prøvede igen, og sløret syn tilbage med det samme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    M2 har virket hos mig, jeg har meget sarte øjne, men har overraskende nok godt kunnet holde ud at bruge den.

    Jeg holdt med at bruge den fordi jeg blev gravid. Nu ammer jeg og tør stadig ikke begynde igen. Jeg overvejer dog den fra Gosh, så længe jeg stadig ammer, er den mon sikker at bruge tænker i?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Anne
      Tillykke :-)
      Ja, den tænker jeg er helt sikker!
      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg har brugt m2 et par gange. Og jeg har fået den vildeste effekt.. Men dog synes jeg, at for hver gang jeg køber en ny, bliver mine vipper ikke så lange som forrig gang? Hmm.. revitalash har jeg prøvet en enkelt gang, og det gider jeg ikke at bruge penge på igen :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Har l (eller nogle af jer andre læsere) prøvet ren amerikansk olie (castor oil)? Jeg har læst flere artikler om at det kan have en forlængende effekt på vipper og bryn… Er selv i gang med at afprøve det :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne de Haas

      Det virker kun ved at pleje, men giver ikke rigtig noget i forhold til længde og tykkelse.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg bruger Nanolash fast hver dag, og det virker. Efter ca 14 dage kunne jeg mærke at mine vipper var blevet kraftigere og efter 6 uger kunne andre se forskel. Jeg har fået mange andre til at prøve det også, og alle er vendt tilbage til mig med rosende ord, og ingen har mærket irritation.
    Efter at have læst denne artikel kunne jeg godt finde på at prøve M2 for at få et endnu bedre resultat.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina Windfeld

    Jeg bruger Elizabeth Ardens Prevage. Den er virker vildt godt for og på mine øjenvipper.😊😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Shara

    Jeg har brugt revitalash og nanolash. Revitalash gav et ekstremt godt resultat i 1. tube. Herefter gik jeg over til nanolash som kun gav mig vedvarige værlige resultater over 3 mdr. Af denne årsag gik jeg tilbage til revitalash men nu kan jeg på ingen måde få samme resultat som af 1. tube. Jeg overvejer m2 og lilash.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Ved i om der er nogle af dem man må bruge som gravid? Jeg brugte Nanolash, men efter at jeg læste at M2 ikke var anbefalet til gravide, tør jeg slet ikke bruge nogle af dem nu.. og jeg er SÅ træt af at de lange smukke vipper jeg endeligt havde fået er ved at være væk igen ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Baysens

    M2 Lashes har virkelig god effekt. Der gik ikke lang tid, før jeg oplevede tydelige effekt – så tydelig at mine vipper pludselig kunne støde mod over øjnene. Jeg har også prøvet GOSHs version, men uden den store effekt. Og så er der Mavalas udgave, som dog ikke giver stor effekt, men fungerer rigtig godt som daglig pleje. Mit oplevelse er, at de alle irriterer mine sarte øjne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg har brugt både M2 og Revitalash – begge med god resultat. M2 synes jeg gav for lange øjenvipper, det blev for kunstigt til mig. Revitalash har også givet et super godt resultat, og jeg vedligeholder det nu ved at bruge produktet ca. 2. gange om ugen. Begge produkter giver mig lidt rødme om øjnene dagen efter, jeg har brugt det. I de perioder, hvor jeg bruger det hver dag, så forsvinder rødmen efter et par dage.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette

    Jeg brugte oprindeligt Neulash og det virkede helt ekstremt godt fik både fylde og længde. Men det stoppede med at virke og så skulle man holde en pause og starte op igen. Jeg skiftede til M2 og har brugt det i 5 år nu har været ok tilfreds får længere vipper dog ikke så meget fylde. Men effekten har aftaget desværre ville gerne finde ud af hvorfor det ikke virker så godt mere. Og måske finde noget der dur. Elsker lange vipper :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Viben

    Jeg har brugt M2 beauté, med meget fine resultater. Faktisk blev mine vipper så lange, at jeg ret hurtigt nøjedes med at påføre serum 2-3 gange om ugen. Efter nogle måneder fik jeg dog en betændt hårsæk, som jeg ikke forbandt med brugen af M2, men naturligvis holdt inde med brugen, indtil det var fint helet igen. Efterfølgende sveg det en hel del mere ved påførsel, og mine øjenomgivelser blev meget irriteret og kløende, og jeg udviklede endnu engang en betændt hårsæk. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, at det med garanti var en bivirkning af M2, men jeg har nu lagt M2 på hylden, og har ikke haft lignende problemer siden. Tror I, at jeg kunne have gavn af et “mildere” serum? Og er der andre, der har haft lignende erfaringer?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg har kun prøve M2. Jeg synes mine vipper bliver længere, men IKKE kraftigere, som jeg ellers også havde håbet på… Den kan godt svide en anelse og få øjenene til at løbe lidt i vand, men ikke noget jeg ikke kan holde ud. Jeg er 55 (hvis det gør nogen forskel :) )

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne - Sofie A

    Som sædvanlig godt hjemmearbejde 👍
    Har prøvet M2 Beaute med super resulteret, Revitalash gav ikke meget og Swiss Lashes stoppede jeg med allerede på 2 dagen , sved og gav røde hævede øjne så den kan jeg ikke anbefale.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Jeg har brugt Tolure Hairplus til vipperne og M2 til brynene. Tolure sved lidtd i starten. Men vænnede mig hurtigt til det. Begge produkter virkede fantastisk og man kunne virkelig se forskel efter en 10-12 ugers tid. Da jeg ville holde pause med produkterne (de er jo dyre), oplevede jeg desværre hårtab og knækkede hår i både bryn og vipper. Det så forfærdeligt ud – og der gik et par måneder før jeg fik min normale vipper og bryn igen, derfor er jeg ikke startet igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kan I der har erfaring med daglig brug fortælle hvor længe holder en tube med M2 (5 ml)? Tak :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne - Sofie A

    Ang. M2 så holder den mindst 5 mdr. for mig, bruger den nu hver anden dag er på andet år.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Marie Andersen

    Jeg har gode erfaringer med Revitalash, som har øget både længde og farve betydeligt. Jeg påfører ganske lidt og kører stadig på min 1 ml. og har gjort siden maj måned 17, dvs. 8 mrd. Jeg er virkelig overrasket over hvor længe den har holdt. Jeg læste Revitalash anbefaler en meget lille mængde, til gengæld var det vigtigt, det var kontinuerligt hver dag. Hvis jeg rammer ved siden af vipperne svier det og det irritation kan være i vippekanten noget tid. Hvis jeg undgår andet end vipperne er der ingen bivirkninger. Jeg så en forskel i farve/glans fra første påføring som gjorde vipperne mere synlige, efter 2 uger kunne jeg se dem gro, efter 6 uger var jeg meget glad for længden. Det er jeg stadig og bruger det næsten hver aften, bortset fra hvis jeg har noget irritation i øjnene, eller glemmer det. Jeg kan ikke se nogen forskel bare fordi jeg hopper over nogle dage.
    Jeg har også prøvet DNC Eyelashes and eyebrows toning oil, dog kun på vipperne. Den påføres med børste og jeg synes den fremhæver farve og glans, med den bliver det tydeligt for mig, hvor meget længere mine vipper er blevet. Den svier øgså ved den mindste kontakt til noget andet end vipperne. Den består af Castor Oil, eleutherococcus senticosus extract, panax ginseng root extract, retinyl palmitate, D-panthenol, Parfum. Og så er den meget billig omkring 60 kr. For 12 ml mener jeg og man kan ofte finde en rabatkode hos dem på 10 %

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie P.

    Jeg har prøvet nogle stykker efterhånden :-) M2 gav gode resultater, men det sved så meget at jeg stoppede med at bruge det og det efterlod mig med en rød streg lige over vipperne, som var der i næsten to år bagefter :-( Swiss Lash gav mig næsten ingen irritation og okay længde samt volumen, resultater jeg er tilfreds med. Revitalash er jeg i gang med nu (ca. 1 måned) og indtil videre har det bare vedligeholdt de resultater jeg fik fra Swiss Lash :-) Mavala lash giver god næring til vipperne, men jeg så ikke rigtig noget til forbedret længde eller tykkelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Clara Pedersen

    Er igang med Sanzi Beauty og valgte det ud fra et tidligere opslag i lavede omkring det. Er nu på 5 uge og kan allerede se en markant forskel på både fylde og længde.
    Synes simpelthen M2 svier for meget, men hvis man vil have noget for pengene kan jeg klart anbefale den fra Sanzi Beauty

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helt klart Sanzi Beauty. Allerede efter 14 dages brug kunne jeg se en forskel på min fylde. Da jeg nåede til uge 5 gik det rigtig stærkt med længden. Et helt unikt produkt som IKKE svier ved påførelse og ingen irritation eller rødme:-) En fantastisk pris 590kr. For KUN 5 ml.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pia Carlsen

      Så enig med Christina. Sanzi Beauty er fantastisk.
      Mine vipper er blevet så flotte efter kort tid. Jeg startede med at bruge Sanzi Beauty både morgen og aften så det gav resultat efter bare 14 dage.
      I dag bruger jeg det 1 gang om dagen – ca hver anden dag.
      Kan kun anbefale dette produkt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Jeg er ikke så erfaren på området da jeg har været meget skeptisk overfor disse produkter. Men for ca 1 år siden ville jeg give det et forsøg. Jeg købte derfor M2, jeg kunne godt se en effekt, men det irriterede mine øjne hel vildt, så jeg stoppede igen.. Jeg holdte et par måneders pause og har i november købt den nye øjenvippeserum fra Sanzi Beauty da den skulle give mindre irritation, og det må siges at være rigtig. Jeg får ingen irritation og kunne se tydeligt forskel allerede efter 4-5 uger. Udover at kunne se effekt på længden og fyldt, har det givet meget pleje til mine vipper. Før døjede jeg med at vipperne ville bøje og krølle, men det forsvandt efter den første uge så nu er de både lange, fyldige og pæne lige😊
    Jeg bruger den kun hver anden dag nu til vedligehold så tænker 5 ml nok holder i 5/6 måneder for mig😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg bruger M2 Beautes udgave. Jeg har brugt det i ca. halvandet år. Det gav mig lange, flotte vipper meget hurtigt, og jeg oplever hverken irritation eller rødme (selvom der er flere mascaraer, som jeg ikke kan bruge pga irritation). Jeg bruger serummet 2-3 gange om ugen nu, og jeg fortsætter selvom jeg er blevet lidt nervøs efter jeres skriv her – siden det jo bruges ved øjnene og ingen rigtig har styr på indholdet… Men jeg er vild med effekten. Vipperne skjuler alt mit slaskehud over øjenene ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg bruger Sanzi og jeg er så positivt overrasket over resultatet! Lange, stærke vipper efter blot 3 uger🙏🏼 De største anbefalinger herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Jeg har haft ok effekt af M2 og Revitalash. Jeg får dog en virkelig ubehagelig svien ved M2, men ikke pga. sarte øjne. Penslen er simpelthen for stor, så der kommer for meget produkt på, og som så kommer i øjnene på en eller anden måde. Revitalash’s pensel er lige det mindre, så dette undgåes. Jeg er dog på nummer 2 M2 nu og forsøger at tørre overskydende produkt af i flasken inden jeg lægger det på. Ellers ingen gener. Jeg synes dog at det er alt alt for dyrt og jeg ville aldrig købe det til fuld pris!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Jeg købte Sanzi Beauty til mine øjenvipper og det er et meget effektivt produkt. Jeg kunne se resultater efter nogle uger – mine vipper var blevet længere, de knækker ikke mere og der er kommet mere fylde. Kan klart anbefale dette produkt. Dermed modtager man også produktet hurtigt☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Bruger iglowno, og den er fantastisk. Holder dog pause ind i mellem eller bruger den kun hver 3./4. dag, for ellers bliver de for lange😃
    549,- og jeg den næsten i et år!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Victoria

    Jeg har selv brugt M2 og bruger nu øjenvippeserum fra Hairplus. Jeg har fået god effekt af hairplus. Kan I på et tidspunkt prøve at kigge på den i forhold til de andre serummer?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Jeg har tidligere været afhængig af øjenvippe serum, men den bekostelige affære satte sine grænser. Der er ingen tvivl om, at de fleste produkter har en fin effekt men prisen er også sat derefter. Jeg har senest afprøvet Sanzi Beauty og må erkende, at denne serum giver mig både fylde og længde og samtidig til en overkommelig pris, der kan betales i et budget på SU :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • simone

    Hej Piger. Jeg har en M2 serum, men den er et par år gammel nu (og åbnet), så jeg har ikke turde bruge den. Er det noget i har nogen mening om? Om virkningen ikke er den samme eller om den er blevet “for gammel”? :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Hvis den har været åbnet, så ville jeg ikke turde. Beklager!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nela Simonsen

    Sanzi Beauty der får man mest for pengene og god effekt. Synes simpelthen de andre er for dyre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Herfra vil vi blot lige indskyde, at Coop.dk og Nicehair.dk ikke er autoriserede forhandlere af M2 Beauté og vi kan derfor ikke stå inde for de produkter, som de sælger under vores navn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maj

      Kom igen ?? Ligger der mellem linjerne at det ikke er det originale produkt, dvs en kopi, eller er der tale om en form for parallel import ?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Maj. Vi sælger ikke til Coop.dk eller Nicehair.dk og kan derfor ikke sige noget om deres produkter – hverken omkring ægthed eller kvalitet, da vi simpelthen ikke kender noget til dem. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig til os på Facebook eller pr. mail, da vi ikke vil optage Pudderdåsernes kommentarspor ;)

      MVH M2 Beauté Danmark

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria

      M2 Beauté Danmark – ahhhh den må i vist lidt længere ud på landet med!!!!!
      Jeg har været forhandler af jeres produkter, og har mistet ALT for jer. I lover “kun branche folk” kunne forhandle jeres :) jaja…..

      Det eneste coop og nicehair gør, er vel bare at skrive til det rigtige firma nede i Tyskland og handler uden om den agentaftale i har her i Danmark.

      Men i øvrigt, har vi nu fået et andet ligeså godt mærke på hylderne, men bare til det halve for 5ml. Vil ikke skrive her hvad det er, men jer har jeg mistet meget for!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Maria

    Vi er meget glade for og stolte af alle vores autoriserede forhandlere af M2 Beauté her i Danmark. Og vi kan til din orientering fortælle, at M2 Beautés hovedkontor i Tyskland ikke handler med hverken supermarkeder eller discount webshops, da det er hovedkontoret selv som netop udstikker disse retningslinjer. Endvidere, ville det ikke give meget mening for dem at have officielle distributører i hvert land, hvis de alligevel ønskede at stå for handlen selv.

    Hvis du har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig til os pr. mail eller facebook, da vi ikke ønsker at fylde hele Pudderdåsernes kommentarfelt ;)

    De bedste hilsner
    M2 Beauté Danmark

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alexandra

    Jeg bruger Nanolash – Den står i 300,- danske kroner og den virker ! Den er vildt god :)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hudpleje indefra: New Nordic Hyaluron Shot