Sådan laver man en økologisk shampoo

10.05.17
Aloe Vera plantage
Aloe Vera plantage
Aloe Vera plantage på Fuerteventura

Økologisk shampoo må da være sundere end almindelig shampoo? Eller i hvert fald bedre for miljøet? Eller er den? Vi har set nærmere på, hvad der egentlig skal til for at et produkt kan kalde sig økologisk.

For eksemplets skyld har vi taget udgangspunkt i en shampoo, men det samme gælder alle produkter.

Hvad er økologi?
Økologi er videnskaben om forholdet mellem de levende væsner og mellem dem og deres miljø. (Wikipedia) I Danmark er økologi tæt forbundet med det røde Ø-mærke, der er forbeholdt fødevarer. Det betyder, at disse fødevarer, der smykker sig med det røde Ø-mærke er underlagt særlig kontrol af myndighederne.

Økologisk kosmetik
Vi har ingen statslig definition, mærkning eller kontrol af, hvad der er “økologisk kosmetik”. Det er helt op til producenterne selv at definere, hvad de vil kalde økologisk. Hvorfor har man så ikke det? Ja, af samme årsag som man ikke har økologisk mærkning af legetøj eller af biler. Kosmetik er ikke en plante eller en fødevare, og det giver derfor ikke mening at tale om særlige dyrkningsmetoder. Men vi kan miljømærke dem med miljømærket Svanen – ligesom vi kan miljømærke alle mulige andre non-food varer.

Enhver shampoo, creme mm. kan derfor kaldes “økologisk”, hvis den bare indeholder et eller andet økologisk. Uanset mængde.

Hvad indeholder en shampoo?
En shampoo består hovedsageligt af vand og tensider. Tensider er de vaskeaktive stoffer, der opløser snavs og fedt. Sulfater er en form for tensider, som I måske kender, men der findes flere. De mest brugte i shampoo er Sodium laureth sulfat, Sodium lauryl sulfat og Sodium coco-sulfat. De stammer alle tre i udgangspunktet fra kokosfedt, men laves på forskellig måde.

Derudover kan man tilsætte lidt plejende stoffer, som er magen til dem, man vil bruge i en balsam. En lille smule stivelse, der kan give hold til fint hår. Og selvfølgelig konserveringsmidler.

Hvad indeholder en økologisk shampoo?
Den mest almindelige måde at lave en økologisk shampoo på er at tilsætte et par økologiske planteekstrakter til ovenstående blanding og vupti, så er den økologisk.

Her er ingredienslisten til en dansk økologisk shampoo:

Shampoo Juhldahl inci

 

Husk at ingredienserne altid står i den rækkefølge, der er mest af i.

Her står vand først, som i alle andre shampooer. Dernæst de tre vaskeaktive stoffer: sodium coco-sulfate, Cocamidopropyl betaine og decyl glucoside. Derefter er der glycerin i, som er et godt gammeldags fedtstof.

Derpå kommer der 5 planteekstrakter og så konserveringsmidlerne. Det er ikke helt klart angivet her, hvilke ingredienser, der er økologiske, men det er sandsynligvis de 5 planteekstrakter.

Hvad indeholder en eco-cert certificeret shampoo?
Ecocert er et fransk certifikat, og der gives to forskellige mærker:

  1. Eco-cert (organic cosmetics): Produktet skal indeholde mindst 10% økologi
  2. Eco-cert (natural cosmetics): Produktet skal indeholde mindst 5% økologi

Derudover er der et krav om hvor mange af det samlede antal af ingredienser, der skal være økologiske. Eco-cert kravene afspejler meget godt virkeligheden fra Juhldahl ovenfor: En meget stor del af kosmetiske produkter består af ingredienser, der ikke stammer fra landbrug,  og som man derfor ikke kan kalde økologiske. Til sammenligning skal 95% af et fødevareprodukt være økologisk, for at det må bruge det røde Ø-mærke.

Det helt klassiske i denne sammenhæng er naturligvis vand. Cremer er emulgeringer, der er en blanding af vand og olie, men hvor vand er hovedingrediensen. Hvis olien var hovedingrediensen, ville du have en tyk salve i stedet. Det samme med shampooer, de er vandbaserede for at fungere optimalt.

Og vand kan man af helt åbenlyse årsager ikke fremstille økologisk. Alligevel må det siges at være både naturligt og bæredygtigt.

Den mest udbredte måde at øge den økologiske andel af ingredienser i et produkt, er at udskifte vand med aloe vera. Rosenvand ses også. Her er en økologisk shampoo:

Derma

 

Og her er en anden økologisk shampoo:

Urtekram INCI

Og en tredje økologisk shampoo:

John Masters Organic

Det er bemærkelsesværdige er selvfølgelig at ingen af de vaskeaktive stoffer, som må siges at være det bærende element i en shampoo, er markeret som økologiske. Og det jeg bare ikke slet ikke forstår er:

Hvad er fordelene for miljøet ved at udskifte helt almindeligt postevand med Aloe Vera?

Det svarer vel lidt til at sige, at det er bedre, at drikke økologisk saftevand, fordi den er “økologisk”, end at drikke postevand, der ikke er “økologisk”?

 

 

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
5 kommentarer
Saga

Jeg er SÅ enig. Det er noget, jeg har himlet af i nogen tid. Det gør “økologisk” til et fuldstændig indholdsløst begreb i den sammenhæng.
Greenwashing kaldes det vist.

Helene Randløv

Lige præcis Saga!

Christine B

Spændende og aktuelt emne! Har tit overvejet det samme. Det samme gælder jo cremer en masse. Har sågar modtaget en maske i en goodiebox, der ser ud til nærmest kun at bestå af aloe vera (Unani dermo defense). Det får mig til at tænke på om aloe vera tilføjer nogle gode egenskaber til en shampoo eller creme? Jeg ved godt at frisk aloe vera er super, men har aloe vera i creme eller shampoo nogen effekt, som man kunne foretrække over vand?

Helene Randløv

Hej Christine
Ja, det har det helt sikkert (især, hvis den er renset). Men… det afhænger naturligvis af de øvrige ingredienser.
Kh. Helene

Ida

Virkelig godt og interessant emne. Jeg er personligt stået lidt af når det kommer til “øko” skønhedsprodukter, sådan generelt. Jeg vil bare gerne have noget der virker, eller som jeg syntes er lækkert at bruge!

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *