Fredagsfavorit: Skincolor de la Mer – ny makeup og pensler fra La Mer

14.10.16
La Mer makeup

La Mer makeup

Min første reaktion, da jeg så, at La Mer lancerede nye makeup produkter: “Åh nej, det er der garanteret ingen, der har råd til at købe”

Min første reaktion, da jeg havde haft produkterne på en enkelt dag: “De kunne få mig til at betale det dobbelte for dem”

La Mer har netop lanceret Skincolor – La Mers nye makeupserie. Det er en meget lille, men ekstremt lækker serie, der består af foundation, concealer, pudder og to pensler.

Produkterne er helt i særklasse. Hvis du mangler idéer til, hvad du skal ønske dig i julegave eller bare bruge lidt ekstra på dig selv, så læs med her.

La Mer The Soft Fluid Long Wear Foundation SPF 20
La Mers nye foundation er på mange måder det perfekte miks af alt, hvad man kan ønske sig af en foundation.

  • Den giver et meget naturligt look
  • Den dækker let men kan bygges op i dækkeevne
  • Huden får en smuk finish og glød
  • Den har en imponerende holdbarhed
  • SPF 20 med bredspektret UVA-beskyttelse
  • Pæne og naturtro farver (desværre ingen mørke farver i Danmark)
  • Nem at lægge pænt på huden

La Mer The Soft Fluid Long Wear Foundation SPF 20 er en af de pæneste og nemmeste foundations, jeg har arbejdet med længe. Den lægger sig næsten af sig selv, og man behøver ikke arbejde for det. Den er ikke tør, men holder alligevel imponerende godt. Og når den så samtidig indeholder bredspektret UVA-beskyttelse, så er det på mange måder en optimal foundation.

En holdbar foundation, der bliver siddende hele dagen, er ofte ensbetydende med et mat og dækkende look. At finde en foundation, der er holdbar som denne er, men samtidig så let, cremet og naturlig i sin finish, er noget særligt.

Det skal det selvfølgelig også være, når den koster 750 kroner. Men her får man altså også noget ganske unikt for pengene. Den kommer til Danmark i 8 farver.

La Mer The Concealer
Det gør man også med La Mers version af en concealer. La Mer The Concealer er en stick concealer. Den glider cremet på og tørrer pænt op. Er meget nem at lægge og sætter sig ikke i linjer eller tør hud. La Mer vil helt sikker ramme plet i sin voksne målgruppe her.

La Mer The Concealer koster 470 kroner og kommer i 3 farver.

La Mer Powder
La Mer Powder er en løs og transparent setting powder. Den matterer huden ganske let og kan bygges op i lag, men er ellers usynlig på huden. Det er en virkelig lækker løs pudder og helt speciel. Det er ret svært at beskrive effekten – det skal prøves. Den koster  650 kroner.

The Foundation Brush og The Powder Brush
Jeg har gemt det bedste til sidst – penslerne. La Mer har lavet to pensler, og de er blevet en øjeblikkelig favorit herhjemme. De er ikke bare smukke og bløde, de er også gode.

The Powder Brush er en klassisk pudderpensel, der bare er veludført i lækre kunsthår og en god kvalitet.

The Foundation Brush er endnu et unikt produkt. Jeg ejer mange (MANGE) foundationpensler og er konstant på jagt efter den bedste. Denne er min nye favorit. Den er superblød, men spidset og gør det nemt at lægge en præcis og flot foundation. Den er også lavet af kunsthår. Den har en meget anderledes form end de typisk flade buffer-pensler, jeg normalt bruger til foundation, men det fungerer.

Prøv dem først
De søde damer hos La Mer i Magasin er virkelig flinke til at give prøver med hjem og hjælpe i det hele taget. Hvis du er interesseret, så start som altid med at prøve produkterne, før du køber. Læs mere om at finde den rette farve foundation her.

Især foundation og foundationpensel er blevet øjeblikkelige favoritter herhjemme. De kan begge noget ganske særligt, som man ikke lige kan købe magen til andre steder.

Makeuppen er parfumeret.

Her kan du købe det
Du kan købe La Mer i Matas og Magasin. De nye makeup produkter er begyndt at komme i butikkerne nu – jeg har selv fundet dem i Magasin på Kongens Nytorv. De er allerede nu online på Matas.dk, men man skal søge efter dem. Du kan ikke klikke dig frem til dem. Magasin har også fået dem på webshoppen nu.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
Anne Sofie A

Lyder som en lækker foundation og til en som mig der ikke er ung mere, hvordan er farverne?
Faundation penslen minder om Charlotte Tilburry’s kender du den og hende, hun har også lækre og desværre heller ikke billige sager.
God weekend til dig.

Katja Moikjær

Jeg kender dem selvfølgelig godt, men har endnu ikke haft fornøjelsen af at prøve hendes produkter. Farverne er meget medium. Der er ikke nogen mørke farver i DK. Den aller lyseste er rimelig lys – bestemt brugbar til helt lys hud. Derudover er farverne temmeligt ens faktisk. Det udvalg vi har fået i DK er godt klumpet sammen omkring den samme hudtone – men farverne er rimeligt tilgivende. Jeg tror jeg kunne bruge halvdelen af farverne som et godt match faktisk.
Jeg ligger selv omkring de næstlyseste farver. Natural. Porcelain er den allerlyseste.
Giver det mening 🙂
Der er en rimelig brugbar shade finder på La Mers hjemmeside, men husk at der ikke er alle farverne her: https://www.cremedelamer.com/product/5817/40984/skincolor/the-soft-fluid-long-wear-foundation-spf20/weightless-touch-for-luxurious-long-wear

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *