Uruku Bronzing Duo og Uruku Color Gloss fra Aveda

Månedens favoritter: Marts

Månedens Favoritter fra Marts

I flere måneder har mine læber været røde, orange, pink, lilla og alt der imellem. Wonder Woman kollektionen vækkede min trang til nude læber. Fokus har i denne måned været på bryn og konturer, derfor er det ikke vilde farver, som præger favoritterne. Selvom less is more er et kendt mantra for mange, er et næsten nude ansigt ret nyt for mig. Som altid er Favoritprodukterne ikke nødvendigvis nyheder. Det kan være en genopdagelse af et gammelt produkt, produkter som er mere i sæson lige nu eller noget, som tidligere er gået min næse forbi. Nedenstående er de 10 produkter, jeg oftest greb ud efter i den forgangne måned (ikke i prioriteret rækkefølge).

1. Color Options Eye Shadow Transformer
Genialt produkt! En dråbe er rigeligt til at forvandle en hvilken som helst øjenskygge (både løs og fast) til flydende eyeliner, til en let og super holdbar cremeskygge, som oven i købet både intensiverer farven og forlænger holdbarheden (den indeholder ikke olie, så du behøver ikke være nervøs for at øjensskyggen ender i folderne).
Der findes mange gode råd om hjemmegjorte varianter, brug af øjendråber og meget andet man kan bruge for at få samme effekt. Jeg har prøvet utallige af dem uden særlig heldigt resultat. Color Options Eye Shadow Transformer er den eneste, jeg har prøvet, som IKKE får øjenskyggen til at falde af i flager, smuldre eller være helt umulig at blende ordentligt.
Flasken er ligeså fantastisk som væsken i den. Sædvanligvis er det tæt ved umuligt at dosere disse produkter præcist, denne flaske drypper en eneste dråbe ud af gangen. Det betyder at du ikke behøver at spilde de dyre dråber på en konsistens der er langt fra den ønskede.

Color Options Eye Shadow Transformer er med en pris på 345 kr. ikke noget billigt produkt, men den er efter min mening alle pengene værd. Med flasken følger en pensel, den har jeg dog ikke brugt endnu. Aveda forhandles hos salon Palma/Aveda, der også sælger produkterne online her.

2. All Over Cover Stick i farven Ivory
Stick foundation er en rigtig god opfindelse. Det gør det super nemt og hurtigt at opnå perfekt hud. Da jeg købte denne, turde jeg knap nok prøve den, for den dufter mildest talt særligt. Duften beskrives som appelsin og sukker? man kan godt vænne sig til det.
Stickens konsistens gør, at det er nemt, at få et rigtig flot og jævnt resultat. Den blender fint ind i huden, så den kan både bruges i hele ansigtet eller på udvalgte områder.

All Cover Stick koster ca. 13,50 og kan købes i e.l.f.’s webshop her

3. Narciso Rodriguez Essence Eau de Parfum
Skøn, skøn duft. Lige siden den kom til Danmark, har jeg anbefalet den til alle, der har spurgt efter en god parfume. Den dufter både sæbeagtigt rent og pudderagtigt af musk, en efter min mening helt fantastisk kombination.

Narciso Rodriguez Essence Eau de Parfum findes som 50 ml. og 100 ml. og koster henholdsvis 595kr. og 800kr. og kan købes i parfumerier, i stormagasiner og i Matas.

4. Aveda Petal Essence Single Eye Color i farven Aurora
Den syner ikke af alverden og ved første øjekast synes jeg, at den næsten matte, lyse beige farve var lidt kedelig. Det var en stor fejl.
Den er lige en tone eller to mørkere end min hudfarve, hvilket gør den perfekt til at skabe naturlige skygger og blende kraftige eller mørke farver op over globelinjen.
Navnet forstår jeg ikke, det leder mine tanker hen på det smukke polarlys, som jo er flerfarvet. Heldigvis er navnet så evig ligegyldigt, når den først er i paletten. Jeg er vild med Avedas koncept: køb en palette og vælg selv, hvilke produkter du vil sætte i den. På den måde kan du have pudder, blush, bronzer og øjenskygger med i tasken uden at det fylder det hele, helt perfekt.

Petal Essence Single Eye Color koster 180 kr. (og paletterne Envirometal Compact koster mellem 150 og 210 kr.) Aveda forhandles hos salon Palma/Aveda, der også sælger produkterne online her.

5. M.A.C. Viva Glam Lipstick i farven Gaga 2
Min yndlings M.A.C. læbestift konsistens er ‘Amplified’. Den er blød, cremet og holder godt på læberne. Farven er varm beige og derfor meget nude, så man ser let spøjs ud, hvis man tager et ordentligt lag på. Med lidt definition og eventuelt også lidt highlight bliver resultatet rigtig cool. Den kan også duppes på for et mere transparent look.

M.A.C. Viva Glam Lipstick koster 150 kr. (hvor hver eneste krone går til M.A.Cs Aids Fond) og kan købes hos M.A.C i Magasin (i bl.a. Odense, Århus, Lyngby, Rødovre og Kgs. Nytorv) eller Magasins webshop her.

6. Tri Brow fra Make Up Store
Hvis der er den mindste smule rødt i den farve, jeg vælger til mine bryn, ligner de røde skovsnegle. Det er ikke det look, jeg går efter og det er derfor, at denne lille beholder med brynfarve er sådan et hit. Alle tre farver er grålige, hvilket i øvrigt ofte gør resultatet meget mere naturligt. Jeg lægger den på med en lille skråpensel og bruger efterfølgende en klar øjenbrynsgelé for at sikre et jævnt og holdbart resultat.
Hvis nu du netop vil fremhæve det røde i dine bryn er der en tilsvarende Duo Brow med rødbrune nuancer.

Duo Brow og Tri Brow koster begge 165 kr. og kan købes i Make Up Stores butikker, som findes fem steder i landet blandt andet i Fields og på Fisketorvet.

7. M.A.C. Lip Pencil i farven Smoke
Denne lipliner har aldrig rigtig sagt mig noget. Det er sådan en støvet gråbrun nuance, som i virkeligheden ikke er super anvendelig. En dag var der en af de skønne kvinder hos M.A.C., som havde den på sammen med ovennævnte Viva Glam læbestift og den kombi var så fed, at jeg straks måtte eje den. Det er ikke meningen, at man skal tegne en tyk streg i hele læbekanten. Det skal blot være ganske let som en skygge. Denne teknik gør, at læberne ikke bare forsvinder bag den ultra nude farve.

M.A.C. Lip Pencil koster 125 kr. og kan købes hos M.A.C. i Magasin (i bl.a. Odense, Århus, Lyngby, Rødovre og Kgs. Nytorv) eller Magasins webshop her.

8. Aveda Flax Stick #8
Denne pensel ligner en traditionel foundation pensel, bare meget mindre. Jeg synes den er svær at bruge til foundation, men jeg har fundet den meget velegnet til at rette op under øjnene eller til at rette formen på øjenskyggen, hvis jeg har lavet fejl. Den er også genial til concealer.

Flax Stick #8 er en del af penselsættet Flax Sticks Special Effects Brush Set, som koster 720 kr. Aveda forhandles hos salon PALMA/AVEDA, der også sælger produkterne online her.

9. Pincet fra M.A.C.
Muligvis er jeg bare en gammel heks?
Faktum er at der i ny og næ, dukker irriterende og super stive hår op, både i mine øjenbryn og andre mere uskønne steder i ansigtet. En god pincet er min bedste ven i kampen mod disse uhyrlige hår. Denne er fra M.A.C. og den er god, fordi den er skarp. Kig efter at de to spidser, man kniber sammen, er ?skarpe?. Hvis pincetten er for klodset netop der, kan man ikke få fat i helt små hår.

Lignende pincetter fås på Apoteket, i Matas og i parfumerier og koster alt fra 50 kr. til flere hundrede kroner.

10. M.A.C. Mineralize Skinfinish Natural i farven Medium Dark.
Det er ingen hemmelighed at jeg er kæmpe fan af disse mineralprodukter fra M.A.C. Den blush jeg altid har lavet ‘shading’ (skygger i ansigtet) med er afgået ved døden. I min søgen efter et alternativ har jeg kastet mig over Mineralize Skinfinish. Den er ikke helt optimal, da den ikke er helt så gråbrun, som den burde være. Og så indeholder den lidt perlemor. Det er ikke nok til at den glitrer, men helt mat er den altså ikke.

M.A.C. Mineralize Skinfinish Natural koster 215 kr. og kan købes hos M.A.C. i Magasin (i bl.a. Odense, Århus, Lyngby, Rødovre og Kgs. Nytorv) eller Magasins webshop her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Uruku Bronzing Duo og Uruku Color Gloss fra Aveda