Test: Maybelline Eye Studio Lasting Drama Gel Liner

Månedens favoritter: Februar

Månedens favoritter: Februar

Min måned har været præget af travlhed alt for meget af det, så er det rart at have nogle produkter ved hånden, som man kan stole på. Stress er ikke klædeligt for nogen og de fleste reagerer på den ene eller den anden måde. Hos mig viser det sig ofte ved, at min hud flipper helt ud, tro mig når jeg siger, at du ikke ønsker uddybning. En del af favoritterne i denne måned har dækket alle tegn på ubalance, så er det svært at ønske sig mere. Som altid er Favoritprodukterne ikke nødvendigvis nyheder. Det kan være en genopdagelse af et gammelt produkt, produkter som er mere i sæson lige nu eller noget, som tidligere er gået min næse forbi. Nedenstående er de 10 produkter, jeg oftest greb ud efter i den forgangne måned (ikke i prioriteret rækkefølge).

1. The Beautiful Mind Series Vol 1: Intelligence & Fantasy Eau de Toillette
Det er rigtig længe, jeg har drømt om denne duft, og da jeg fik muligheden for at købe testeren hos Charlotte Møller, da hun desværre holdt ophørsudsalg, slog jeg til med det samme. Derfor ligner denne flaske ikke ‘den originale’, men det gør heldigvis ikke nogen forskel for den helt fantastiske duft. Den dufter rigtig meget af bergamotte, men har også en del skønne blomsternoter, med et strejf af cedertræ og musk. Namedropping og historie ville få dette afsnit til at fylde adskillige sider, derfor har jeg valgt ikke at skrive noget af det.

Intelligence & Fantasy koster 1395 kr. for 100 ml. og kan købes i Illum eller hos Miinto for kr. 1350 kr.

2. M.A.C. Prep+Prime Skin Brightening Serum
Hvis nu jeg skal være helt ærlig, har jeg ikke passet særlig godt på hverken min hud eller mig selv i den forgangne måned. En ting har dog holdt forsømmelserne i skak nemlig dette fantastiske serum fra M.A.C. Katja testede den med henblik på pigment forandringer, og den har også andre fordele. Den sørger for en god portion fugt og gør huden glattere. Så selvom mine solskader på næsen er forsvundet, er det ikke det der gør, at jeg bliver ved med at bruge den. Min hud er blevet fin og rigtig blød. Strukturen i huden er helt anderledes, hvor den før var ru og synligt tør, er den nu gennemfugtet og meget mere jævn i overfladen. Med ovennævnte udfordringer tør jeg slet ikke tænke på, hvordan min hud havde set ud uden dette serum (gys!).

Prep+Prime Skin Brightening Serum koster 315 kr. for 30 ml. og kan købes hos M.A.C. i Magasin, desværre kan den endnu ikke købes online.

3. M.A.C.Mega Metal Shadow
Konsistensen af disse skygger er virkelig fantastisk, de blender utrolig let og farverne forbliver fine og klare. Efter nogle måneder med mere stille looks til øjnene, er jeg gået hen og blevet lidt farve hungrende. Det har Mega Metal Shadow heldigvis rådet bod på. Jeg er ret vild med farverne Dandizette, Odalisque og Paparazz-she, men vælg de farver du selv synes bedst om, de er virkelig værd at prøve.

Mega Metal Shadow koster 180 kr. og kan købes hos M.A.C. i Magasin eller i Magasins onlineshop.

4. M.A.C. Wonder Woman lipstick i farven Marquis d?
Denne læbestift tiltalte mig egentlig slet ikke og jeg havde aldrig troet, at den ville blive fast inventar i min taske! Sædvanligvis bruger jeg meget kraftige farver læbestift, valget falder oftest på rød, orange, pink og lilla. Marquis d’ er ingen af delene og så er den oven i købet meget transparent (det er en Lustre), men jeg er faldet pladask for den. Den er nude på en for mig helt ny måde. Den har været i brug dagligt, siden jeg brugte den til et look midt i februar.

Marquis d’ koster 150 kr. og kan købes hos M.A.C. i Magasin fra i dag, hold også øje med hvornår Wonder Woman kollektionen kommer i Magasins onlineshop her.

5. Tandbørste
Nej, det er ikke, fordi jeg vil minde dig om at børste tænder. Denne tandbørste holder mine læber i form. Frost, vind og radiatorvarme er nogle af læbernes værste fjender. Mine læber har været tørrere end nogensinde her i februar. Det er selvfølgelig min egen skyld, jeg har ikke plejet dem, som jeg burde. Denne bløde tandbørste har derfor været min redning, for det første fjerner den de døde hudceller. For det andet øger massagen blodgennemstrømningen, så læberne bedre kan optage den efterfølgende pleje. Husk altid at vælge en helt blød tandbørste og massér læberne ganske forsigtigt i cirkulære bevægelser. Og husk endelig altid et ordentligt lag af din yndlings læbepomade efterfølgende.

Tandbørster kan købes i supermarkeder, Matas og på Apoteket og koster mellem 15 og 20 kr.

6. Mavala Mava White
Mine negles udseende er en god indikator for, hvor meget overskud jeg har. Jeg bryder mig ikke om afskallet neglelak, men har det absolut bedst når jeg har neglelak på. Derfor er det altid Mava White jeg griber efter når tiden ikke lige er til tre til fem lag lak. Med den kan jeg klare en lakering på højst ti minutter inklusiv tørring. Samtidig giver den neglende en fin og naturlig hvid farve, så hvis du døjer med misfarvede negle, kan denne lak muligvis hjælpe dig midlertidigt af med problemet.

Mavala Mava White koster 79,95 og kan købes hos Matas.

7. Wonder Woman Mineralize Skinfinish i farven Golden Lariat.
De to farver Mineralize Skinfinish, der er med i M.A.C.?s store forårskollektion Wonder Woman, er alt hvad en dulle kan ønske sig: blush, bronzer og highlight i et og samme produkt. Lækre farver og skønt shimmer. Og så er de KÆMPE store! Jeg har altid været fan af M.A.C.’s Mineralize produkter, det er jeg langt fra ene om, de er et samleobjekt verden over og disse er ingen undtagelse. Wauw!

Wonder Woman Mineralize Skinfinish koster 290 kr. og kan købes hos M.A.C. i Magasin fra i dag, hold også øje med hvornår Wonder Woman kollektionen kommer i Magasins onlineshop her.

8. Pro Longwear Concealer fra M.A.C.
Concealer kan virkelig redde en ud af de fleste bad face days, spor efter manglende søvn og stress kan fjernes eller i hvert fald minimeres væsentligt. Sædvanligvis synes jeg ikke concealere holder særlig godt, men denne er anderledes. Jeg oplever ikke at den smelter og forsvinder, den bliver siddende der, hvor jeg placerer den. Jeg bruger altid en pensel til den og har ikke problemer med at den er svær at fordele. Du skal være opmærksom på, at nogle af farverne har en ret så bizar lugt, som dog forsvinder ret hurtigt.

Pro Longwear Concealer koster 135 kr. og kan købes i Magasin, desværre er den endnu ikke i onlineshoppen.

9. Clinique Redness Solutions Daily Protective Base SPF 15
Da jeg testede Redness Solutions Instant Relief Mineral Pressed Powder, skrev jeg at man ikke skulle forvente mirakler. Skønne Bea fra Clinique spurgte mig, om jeg havde prøvet at kombinere pudderet med Daily Protective Base SPF 15 fra samme serie og jeg skal love for at det er en potent kombo. Det kan måske godt virke lidt ekstremt at starte med at smøre en irgrøn creme i ansigtet og derpå lægge et ordentligt lag gul pudder, men det virker. Rødme forsvinder som dug for solen uden man får en syg farve i ansigtet. Samtidig er der SPF i, så du er sikret en god solbeskyttelse. Jeg er jo en krævende forbruger, så jeg kunne godt ønske mig en noget højere faktor til sommeren.

Clinique Redness Solutions Daily Protective Base SPF 15 koster 175 kr. for 30 ml. og kan købes i Matas, i parfumerier og i Magasin. Husk også at Clinique er kommet i Magasins onlineshop her.

10. Maybelline Eye Studio Lasting Drama Gel Liner
Som nævnt i anmeldelsen af denne eyeliner er den min nye favorit. Den er så let at lægge på og stregen bliver let knivskarp. Jeg er vild med, at den kan købes over alt og at den oven i købet er mindst lige så god som de noget dyrere varianter. Penslen er genial og farven er rigtig sort. Læs min anmeldelse her, jeg står ved hvert eneste ord.

Maybelline Eye Studio Lasting Drama Gel Liner koster 89,95 kr. og kan købes i parfumerier, Matas og supermarkeder i hele landet.

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram  @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas.dk - Zalando.dk - MAC - Boozt.com - Asos - Escentual - Lookfantastic.dk - Gosh.dk   Feelunique - Nicehair.dk - DECIEM - Apo-rot.dk - Ellos - Nelly - Flere links
   

7 kommentarer

  • Hvorfor lugter nogle af farverne mærkeligt i concealeren fra MAC? Og hvilken pensel synes du er bedst til concealer?

    /Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pudderdåse Katja

    Sjovt du siger det Mette, hver gang vi snakker om den concealer, stikker Helene den op i ansigtet på mig og spørger om, jeg ikke også synes den lugter virkelig fælt? :-D

    Jo den lugter sært. Jeg aner ikke hvorfor… Nå jeg lader Helene om at svare på dit spørgsmål :-D

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Teresa

    Jeg elsker jeres månedens favoritter – det er virkelig en god måde at blive inspireret på :)

    Jeg har et spørgsmål jeg har tænkt længe over: Hvorfor ligner Max Factor og Covergirls produkter hinanden så meget? Jeg har længe syntes at Max Factors False Lash Effect ligner Covergirls Lashblast rigtig meget, og de har en øgenskygge-pen der hedder Smokyshadowblast der minder meget om Smoky eye effect. Nu var jeg var lige inde på Covergirls hjemmeside og de har en ny grøn linie der ligner Xperience-linien rigtig meget (http://www.covergirl.com/collections/natureluxe-collection). Ved I noget om det?

    Og tak for en rigtig god blog, også :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pudderdåse Katja

    Hej Teresa

    Tak for de pæne ord, dem er vi glade for!

    Du har helt ret, når du siger at Max Factor og Cover Girl minder om hinanden. Begge produktlinjer er ejet af giganten Procter & Gamble og det interessante er, at nu er Cover Girl forbeholdt det amerikanske marked mens Max Factor er trukket ud af USA og bliver holdt i resten af verden.

    Jeg kender ikke Cover Girls produkter, da de ikke fås herhjemme, men det er mere reglen end undtagelsen, at de store kosmetikgiganter kopierer deres produkter i flere af deres mærker, så jeg ville blive meget overrasket, hvis du ikke har ret i at der er gengangere mellem Cover Girl og Max Factor. Især når de har gjort Cover Girl til et USA-produkt og Max Factor til resten af verden.

    Kh. Katja

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pudderdåse Helene

    Hej Mette!

    Jeg har spurgt mange gange hos M.A.C., og har fået mange forskellige svar. Ingen af dem giver rigtig god mening. Så desværre kan jeg ikke viderebringeet svar.

    Mht. pensel, jeg kan bedst lide at bruge en fluffy pensel, ligenu bruger jeg en 217/224 (fra M.A.C.). Body Shops blende pensel fungerer også glimrende.

    Mvh. Helene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pudderdåse Helene

    Hej Teresa!

    Tak for roserne :)

    Mht. Max Factor og Covergirl har jeg sådan helt selv beskuttet, at det bare er det samme. Jeg har dog ingen beviser.

    Mvh. Helene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for svar! Har faktisk lige købt en 217 til at bruge til paint pot, men vil også prøve den til concealer så :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Test: Maybelline Eye Studio Lasting Drama Gel Liner