Dåseposten: Bumser efter træning

11.03.19

Hej pudderdåser.

Jeg har et problem, som jeg har søgt svar på både højt og lavt. Uden held. Jeg tænker, at jeg umuligt kan være den eneste med denne udfordring, og håber derfor I kan kaste lys over det, på jeres blog 🙂

Jeg er 40 år og har en nogenlunde hud. Har aldrig døjet det store med urenheder. Hverken i ansigtet eller på kroppen.

Men – så begyndte jeg at træne for 6 måneder siden og holy moly, jeg skal lige love for, at min hud ikke kan li det!! Efter hver eneste træning får jeg 3-4 bumser på ryg/skuldre. De kommer nærmest på klokkeslæt et døgn efter en svedig træning og de er store, hvide og ulækre, af den type, der næsten springer bare man kigger på dem, øv! De kommer både hvor sportsbh har siddet men også i området der ikke har været dækket af stramt tøj.

Jeg sørger for at tage bad lige efter træning hver gang og er omhyggelig med at vaske mig grundigt, også med sæbe, men det hjælper ikke. Jeg vasker naturligvis mit træningstøj efter hver træning, og i neutral.

Med 3-4 ugentlige træninger løber det altså op i noget det ligner 12-16 hvide knallerter på min ryg, OM UGEN! Nogen gange kommer der endda flere oven i hinanden.

Hvad gør jeg? Hvis der findes et godt råd derude, så ved jeg, at I ved det.

Tak på forhånd 🙂

Kære Sarah

Du er bestemt ikke alene, hvis det kan trøste dig. Bumser og akne efter hård og svedig træning er et udbredt fænomen. Men det er kompliceret, og der er flere faktorer, der kan spille ind.

Jeg må først og fremmest med beklagelse sige, at mit kendskab til problemet alene er teoretisk. Selvom jeg faktisk har trænet hårdt i min ungdom, så havde jeg heller ikke dengang problemet. Så hvis nogen derude sidder med gode råd, så kom med dem.

1. God hygiejne
Sved i større mængder er ikke godt for huden, og indholdet af salt kan genere. Så du gør det helt rigtige, når du vasker dit træningstøj mellem hver eneste gang. Bad efter træning, altid træne i rent tøj, rene håndklæder osv er vigtigt – men det gør du vist også allerede?

Nu kan jeg ikke læse hvad du præcis træner, men tænk også over hvilket fælles udstyr du kommer i nærkontakt med under træning, især på de områder, du har udbrud på. Er det rent? Ligger du ned på ryggen under træning? Er der rent og afsprittet hver gang? Bruger du kun dit eget håndklæde til at ligge på?

2. Brug løst og svedafvisende tøj
Vælg træningstøj, der sidder løst på kroppen og holder dig tør. Her vi helt udenfor mit kompetenceområde, kan jeg godt afsløre, men jo bedre dit tøj holder dig tør og jo mindre det strammer, jo bedre.

3. Hormoner og træning
Vores hormoner bliver påvirket af træning på både godt og ondt. Det er naturligvis sundt at dyrke motion, men træning øger kortvarigt vores niveau af det mandlige kønshormon testosteron. Jeg kan ikke finde bevis for en sammenhæng til huden, men der er under alle omstændigheder en klar sammenhæng mellem, hvor meget testosteron vi har i kroppen og hvor mange bumser vi får. Men er der så også en sammenhæng mellem mere træning giver mere testosteron giver flere bumser? Det kan jeg ikke sige noget om desværre.

4. Pas på proteinpulver og andre tilskud af protein
Jeg kan til gengæld finde adskillige undersøgelser, der viser en sammenhæng mellem udbrud af akne og indtag af proteinpulver lavet af valleprotein (whey protein). Det er det mest udbredte proteintilskud, og det er lavet af mælk. Så pas på med det, hvis det er en del af din diæt efter træning, og du oplever problemer med uren hud.

Behandling af bumser på ryggen
Det er som du nok kan se muligt, at du ikke kan holde bumserne væk alene med god hygiejne, og så skal de behandles ligesom alle andre former for akne. Du kan læse de gode råd her.

Men det er en helt særlig praktisk udfordring at behandle bumser på ryggen, med mindre du selvfølgelig er mere smidig end gennemsnittet. De samme produkter som virker i ansigtet, vil også virke på ryggen, men kræver en hjælpende hånd. Der findes dog to gode produkter til formålet, der er nemmere at påføre på ryggen end andre (Reklamelink*):

1. Paula’s Choice spray med salicylsyre*
2. Basiron vask* – håndkøbslægemidlet Basiron men som et vaskeprodukt, hvilket gør det nemmere at påføre kroppen.

Og igen: Hvis andre har erfaringer med problemet, så håber jeg, at I vil byde ind med kommentarer og gode råd.

Kærlig hilsen

Katja

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
10 kommentarer
Anne

Interessant med det protein. Min egen erfaring med hårprodukter med tilsat protein er netop også, at det giver mig masser af bumser på kroppen. Jeg reagerer også på en lang række andre hårprodukter, så jeg har en streng testproces når jeg tager nye hårprodukter i brug. Derfor ved jeg, at de proteinprodukter jeg har testet var ansvarlige for de udbrud der fulgte. Så jeg må desværre vælge det lækre hår fra for at have en bumsefri krop. 🙁

Mette

Jeg havde præcis samme problem som beskrives her. Jeg gik til lægen og fik udskrevet en gel ved navn Acnatac, som er et forholdsvis nyt produkt på markedet. Jeg er sluppet af med hele min acnebefyldte ryg på 2 måneder og bumserne vender ikke tilbage, selvom jeg er stoppet med at bruge produktet. Kæmpe anbefaling herfra 🙂

Matilde

Var der nogen bivirkninger ved acnatac?

Helene Randløv

Du kan altid læse om bivirkninger på Min Medicin

Sophie

Spændende indlæg 🙂 Jeg har selv styrke trænet i mange år og i perioder får jeg også de pokkers bumser på ryggen :-/ min erfaring siger mig at det er værst om sommeren når jeg bruger små tanktoppe og bedst om vinteren når de er langærmede. Så nu sørger jeg for altid at lægge et håndklæde eller papir på maskinerne og bænkene før jeg bruger dem, det har virket rigtig god for mig selvom jeg genbruger mit tøj (uvasket) og ikke altid får ramt badet lige efter træning 🙂

Ditte

Jeg har døjet med akne på bryst og ryg siden jeg var 13 år – jeg bliver snart 31. Det går mig enormt meget på, synes det er mega flovt 🙁 Jeg synes også det er lidt mærkeligt, for min hud i ansigtet er faktisk rigtig fin, så det er kun på bryst og ryg for mit vedkommende…
Det eneste der nogensinde har virket 100% var Dianamite p-piller – men dem må man ikke få længere. Efter jeg er stoppet på dem (for ca 5 år siden) er min hud desuden blevet MEGET værre. Jeg har læst om hormonprævention som behandling af akne, og selvom det måske nok kan hjælpe mens man tager det, kan det åbenbart også forværre aknen, når man engang stopper igen – og det kan jeg i hvert fald skrive under på er sandt 🙁
Jeg har brugt Epiduo i snart et år nu – det skal man have recept fra lægen til. Jeg vasker mig med almindelig mild, parfumefri shower gel + skrubbehandsker i badet hver dag og når min hud er tør, smører jeg Epiduo på. Jeg putter almindelig fugtighedscreme ovenpå, når Epiduo lige har fået lov til at trænge lidt ind først, for ellers udtørrer det nemlig huden ret slemt. Jeg oplever at få ildrøde, svigende og afskallende pletter ved nakken hvis jeg ikke passer på. Men Epiduo er klart det der udover p-piller har virket allerbedst for mig, så det må man vel leve med… Heldigvis synes jeg ikke, at det affarver tøjet, som jeg oplevede, at Basiron helt klart gør.
Desuden har jeg observeret, at aknen forværres hvis jeg drikker skummetmælk eller ryger.
Men jeg synes, at du skal snakke med din læge, hun kan helt sikkert hjælpe dig 🙂

Anja

Noget af problemet kan komme af ophobning af vaskemiddel i træningstøjet – prøv at give det en ekstra vaskecyklus uden sæbe. Bl.a. mange sportsbh’er er ret tykke i stoffet og evt polstret.
Som allerede sagt: Hav en rent håndklæde mellem dig og træningsbænke m.m.
Jeg har god erfaring m. at kigge på tøjets pasform og sømme, fremtid om det er løst siddende. Er sømmene et sted jeg tit presser mod/glider henover (dårligt).
Syntetisk stof (dog ikke nylon) er som regel bedre til at lede sved end naturfibre.
Held og lykke.

Sandra Nolte

Jeg har næsten altid døjet med bumser på bryst og skuldre – specielt efter træning – og fik anbefalet at bruge medi-scrub med glycerin af en hudlæge.
Man vasker sig med det i badet efter body wash.
Det har hjulpet på mig 🙂

Malene

For mig lyder det til ikke kun at være et udvendigt problem men også affaldsstoffer, der bliver frigivet indefra ved træningen. Og det er jo både godt og ondt. Jeg lider meget af akne og har efter alle typer lægebehandling og apotekersæbe fundet løsningen på at holde det nede. Dels behandling med vitaminer og mineraler (jeg går hos kinesiolog for at få det rigtige til min krop, men man kan jo også selv læse sig til noget). Det handler om at få styrket slimhinder (tarme og næse/bihuler) til at rense bedre, så huden ikke må så meget i brug. Jeg slår 1:1 ud på for meget mælk, sukker og sukkerfrisodavand. Derudover kører jeg stramt regime med Pudderdåsernes produkter, så ansigtet bliver gjort ordentligt rent og fugtet. Tilsammen giver det godt et godt resultat. Men slipper jeg på blot den ene af tingene, ser jeg det med det samme. For mig handler det altså om både udvendig og indvendig behandling.

Troels

Mange tak for de gode råd. Jeg har problemer med bumser på ryggen især, efter jeg har været ude at løbe.
Problemet er størst i de perioder, hvor jeg løber og træner meget, men det kan jeg se, at der er en god grund til.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *