Efter en bemærkning på Facebook om parabener i TRESemmés produkter (tak til Mia for at få mig til at undersøge sagen til bunds), tænkte jeg, at det er på tide at anmelde TRESemmés nyeste serie Naturals.
Naturals er formuleret helt uden parabener, produkterne har et lavere indhold af sulfater og Naturals Conditioner er silikonefri. Den nye serie har en anden duft og det er jeg personligt ret glad for, den er friskere og lettere end den sædvanlige parfume. Nu hvor jeg havde næsen nede i ingredienslisten, opdagede jeg desværre, at seriens to stylingprodukter indeholder hele 11 (ja, der står ELLEVE) af de 26 dokumenterede allergene duftstoffer på EU’s liste. Det er første gang nogensinde, at jeg er stødt på så mange af dem i et og samme produkt. Shampooen er konserveret med det allergifremkaldende DMDM Hydantion, som fraspalter formaldehyd.
Som mange andre producenter er TRESemmé gået i den naturlige fælde. Serien bliver ikke naturlig af de få procent økologiske ingredienser, de har tilsat eller af de fine grønne blad på flaskerne. Serien er altså cirka lige så naturlig som alle mulige andre serier.
Naturals Nourishing Moisture Shampoo og Conditioner
Min største bekymring er fladt hår og når olie (fra avokado) bliver fremhævet som ingrediens på flasken, bliver jeg både skeptisk og lidt nervøs. Ingen af de to produkter tynger dog håret. Håret fremstår blødt og blankt efter vask og både udredning og styling er uproblematisk.
Produkternes duft er friskere og mere frugtig (med æbleduft), end de øvrige produkter jeg har prøvet fra TRESemmé. Personligt kan jeg bedre lide denne duft, men det er jo en smagssag.
Produkterne lover ti gange stærkere hår, men det er jo umuligt for mig at måle. Min ældste (ham med det meget lange hår) synes, at håret er lettere at rede ude og at det ikke filtrer helt så meget.
Naturals Weightless Volumizing Mousse
Når jeg står der med en klat mousse i hånden, bliver jeg med lynets hast ført tilbage til heftigt permanentet page frisure (vi taler slutfirserne). Grunden er, at jeg ikke har brugt hårmousse siden dengang, derfor har det været lidt en udfordring at prøve moussen. Jeg har haft rigtig svært ved at dosere den, jeg brugte alt for meget, hvilket resulterede i stift og umedgørligt hår. Når jeg derimod bruger den rette mængde, som til mit hår er forsvindende lille, gør Weightless Volumizing Mousse, som den skal. Volumen holder i lang tid og tynger som de øvrige produkter ikke håret.
Naturals Non-Aerosol Hairspray
Denne finishing spray giver håret en fin glans og holder godt på formerne. Fordi den er non-aerosol, er den naturligvis en del vådere end de fleste andre hårsprays. Det er slet ikke noget problem, hvis man holder den rette afstand, når man sprayer på håret. Det gode ved den er at håret hverken bliver stift eller træls at røre ved resten af dagen. Dette skyldes både formlen og det faktum at mængden af produkt naturligt begrænses, da håret ellers bliver for vådt.
Hvor kan TRESemmé Naturals købes?
TRESemmé Naturals serien kan købes i større supermarkeder og i Matas, alle produkterne koster 89 kr. stykket.
Jeg har desværre ikke samme erfaringer 🙁 Shampoen gjorde mit hår helt tørt og stift, det lignede bare en stor høstak som ikke kunne redes, selv efter en gang hårkur!
Skyldes det mon at jeg ikke brugte deres balsam efterfølgende? :S
Jeg har i hvert fald skiftet tilbage til nivea shampoo 🙂
Hej Sara!
Høhår er meget lidt kønt, så jeg kan godt forstå du skiftede tilbage. Om det skyldes mangel på balsam, kan jeg ikke sige. Min egen erfaring er, at shampooen virker glimrende uden balsam, men det afhænger nok af håret.
Hvilken Nivea shampoo bruger du?
Mvh. Helene
Jeg tror kun at Nivea har en shampoo som så fås i forskellige varianter efter hårtype/farve osv .. Jeg bruger enten den til farvet hår eller den der hedder crystal gloss, alt efter hvilken jeg finder 😀
Jeg har prøvet ALLE supermarkedsshampoerne på marked og dette er seriøst den bedste, der gør mit hår SÅ blødt uanset hvor længe jeg bruger den. (Har tidligere oplevet at effekten forsvinder når jeg har brugt samme shampoo i noget tid). Mine veninder er ligeledes rigtig tilfredse, så den kan virkelig anbefales 🙂
Jeg har det faktisk sådan med ALLE deres shampooer, og nu har jeg opgivet?
Jeg er mere til Aussie (rigtig god til langt hår)
Hej Mette!
Øv! Det er da nogle rigtig trælse erfaringer 🙁
Hvilken Shampoo er det fra Aussie? Jeg har hørt så meget godt om Aussie, det kan være jeg skal teste dem i ældstens hår.
Mvh. Helene
Jeg bruger luscious long shampoo og deres 3 minute miracle kur – Hvis jeg kun havde penge til en af dem ville jeg vælge kuren, den er det bedste 🙂
Mange tak for svar Mette!
Så må vi se om sønnike kan lide duften 😀
Mvh. Helene
Mit hår er også ret problematisk, og 1 ud af 10 shampooer gør mit hår til “en høstak” og jeg kan ikke rede det så godt ud, medmindre jeg propper en masse balsam i bagefter.
Men jeg er også igang med at bruge denne serie, og det er slet ikke tilfældet med mit hår. Tværtimod synes jeg det bliver dejlig blød og nemt at rede ud. Så ja det kommer nok meget an på hårtype osv 🙂
Elsker jeres anmeldelser, super godt beskrevet og undersøgt inden 😀
Hilsen Ditte
Mange tak for de søde ord Ditte 🙂
Godt at høre at Naturals er god for dit hår!
Mvh. Helene
Mit hår er en høstak, men med den rette pleje får jeg store smukke krøller. Men jeg kan bestemt ikke bruge hvilken som helst shampo. Jeg har fundet ud af, at mit hår fungere bedst med en shampo uden sulfater. Og det er næsten ikke til at finde i de billige mærker. Jeg tror jeg vil give denne en chance, når jeg engang er færdig med den dyre frisørshampo jeg har nu, selv om i skriver, at serien ikke er helt uden sulfater. Desuden vasker jeg mit hår meget sjældent og undgår derfor produkter med silikone (hvis den ikke er vandopløselig), så balsamen er helt sikkert oplagt næste gang jeg skal ha’ fat i sådan en fætter 🙂
Hej Karen!
Det gælder om at bruge det, der virker! Jeg ved ikke, hvor stor eller lille mængden af sulfater er i forhold til andre shampoo’er, men TRESemmé skriver at der er mindre i, så det regner jeg med er tilfældet.
Nogle gange kunne det være meget rart med nogle mængdeangivelser i ingredienslisterne! På den måde ville man let kunne sammenligne produkterne med hinanden.
Hvis du ender med at prøve Naturals serien, håber jeg du bliver glad for den 🙂
Mvh. Helene
Du har så evigt ret Helene 🙂 Man skal gøre det der virker – men ihh hvor kan det dog tage langt tid at finde det rigtige. Og man har jo altid lyst til at prøve noget nyt. Derfor er jeres blog også et meget fristene dyrt bekendtskab 🙂 Jeg ville også ønske, at det var nemmere at sammenligne produkter – men min erfaring siger mig, at det kan man kun gøre ved at prøve, og det er vist utopist at tro, at producenterne vil gøre det nemmere for os.
– Karen
Jeg har også stort, uldent hår, som kan forvandles til de smukkeste krøller!
Jeg køber altid shampoo hos ezzence.dk, når de har en sulfatfri på tilbud!
Har forsøgt mig med TreSemmé, men det duer simpelthen bare ikke.. mange, eller lidt sulfater, det giver samme resultat! 🙁
Men har gode erfaringer med både L’Oréal og Bed Head’s sulfatfrie shampooer! 🙂
/Mie
Der er silikone i shampoo’en. Hvis du nu ikke selv skulle have opdaget det:-)
Som kommentar til Aussie:
Det ER rigtig godt – især ift prisen. Herhjemme er det smådyrt (en flaske shampoo koster 70-80 kr), men i UK kan man ofte få 3 for 10 pund, 1 for 3 pund eller noget i den stil = billigt.
Så hvis I skal til UK eller kender nogle der skal vil jeg anbefale at I får dem til at købe lidt med hjem.
Men det er altså godt. Jeg har umuligt hår – naturkrøllet, tykt, tendens til krus og filtrethed (but of course med krøller) OG behandlet med farve i.. 7 år snart on and off med mørkt, rødt og lyst. Mit hår er seriøst fucket up, men Aussie er SÅ godt. Og det er faktisk uanset hvilken del af serien jeg vælger.
Både deres 3-minuts-hårkure (der virkelig virker på 3 minutter!), deres shampoo, deres balsam og deres styling. Alt er godt. Jeg kan bedre lide Aussie end Redken faktisk.
Synes I skal teste det!
Mht TRESemme naturals har jeg ikke prøvet det 😀
Hej Sofie!
Det må jeg gøre! Det lyder jo helt fantastisk 🙂
Min søns hår er vildt kruset i nakken (tror han får ligeså krøllet hår som sin far), det er en pest at holde det fri for store filtrede knuder, fordi han altid har det løst.
Tak for input
Mvh. Helene