Jeg sidder her under dynen på dag 6 (!!) af menstruationen fra helvede. Jeg er 46 år og i præmenopause – burde fordelen ved det ikke være, at man slipper for det her p…? I stedet bliver det indtil videre kun værre, trods et par operationer. Er jeg bitter? Ja, lige nu er jeg! Så I kommer altså til at læse om menstruationstrusser, bind og kopper frem for makeup i dag.
Super sarte slimhinder
Kombinationen af menstruation og ekstra tørre og sarte og slimhinder har altid været særligt spændende. Enhver form for bind eller tampon føles som sandpapir i mit kronisk tørre og irriterede underliv. Jeg har en gigtsygdom, der hedder Sjøgrens Syndrom, der blandt andet giver kronisk tørhed, og mit underliv var det første sted, jeg fik symptomer for halvandet årti siden. Så her er mine bedste bud på menstruationshjælpemidler, der generer mindst muligt, hvis du har lignende problemer.
Menstruationstrusser
Altså – faktisk synes jeg de irriterer huden lidt, især hvis man har dem på længere end 5-6 timer uden at skifte dem. Så det gør jeg. Min numsestørrelse 50/52 gør det også ekstra svært at finde nogle der passer., så jeg er ikke kræsen med mærke. Marks and Spencer laver dem i min størrelse, så det er dem jeg har brugt i cirka 8 år nu. Kender du andre i min størrelse, så smid endelig et link. Jeg vil ikke linke til Marks & Spencer, der er helt lagt ned af hackerangreb og ikke fungerer alligevel, men du kan sikkert selv finde dem, når de begynder at fungere igen.
Always Cotton
35 kroner for 11 bind er helt latterligt dyrt. Men min hud, der VIRKELIG ikke kan lide at være i kontakt med bind, kan godt lide dem. Det er virkelig ikke ment som en generel købsanbefaling, fordi menstruationsbind skal ikke koste så meget overhovedet. Men er dine slimhinder lige så hysteriske som mine, så synes jeg du skal overveje at prøve.
Menstruationskop
Du finder mange indlæg her på bloggen, der lovpriser vores trofaste hhv. Mooncup og Diva Cup. Men jeg sidder igen i dag og konstaterer, at min Diva Cup ikke fungerer for mig længere. Det har den faktisk ikke rigtig godt siden jeg fødte tvillinger for 10 år siden, og jeg er måske nået til den ret simple konklusion, at den bare ikke passer. Jeg skal have en ny størrelse. Efter en tvillingefødsel og to efterfølgende operationer i livmoderen burde det måske ikke komme som en stor overraskelse eller have taget mig 10 år at komme til den konklusion. Det handler om to ting: Størrelse og hårdhed… Og de varrierer helt enorm mellem de forskellige brands. Prøv at se en oversigt som denne her – det kan være til god hjælp.
Hvis der er muligheder, jeg har glemt og bør prøve, så smid en kommentar. Så lægger jeg mig under dynen med en kop te imens. Nu hagler det også….
Menstruationsdisk! Jeg sværgede også til koppen i 5-6 år, men da den af en eller anden grund stoppede med at fungere, gik jeg over til disken. And it changed my life! Den er nemmere at få på plads og nem at få ud (har én med en udtræksring, har prøvet uden, det kan være lidt tricky 😬). Har aldrig oplevet at være i tvivl om jeg kan stole på den på førstedagen, som jeg har med koppen.
Kan anbefale https://www.happyvagbycorneliius.dk/product-page/menstruationstrusser-6-pak der er lidt lang leveringstid men de er det værd, bløde og sikre. fås til store og små numser.
Prøv at tjekke Halacollective ud, som er dansk 😊
Jeg bøvler også med sarte slimhinder, der ikke vil finde sig i noget som helst.
Plejede også at elske menstruationskop, men har også ændret mig forneden, men faldt over menstruationsdisken fra danske heartcup.dk sidste år og den har siden været det der fungerer bedst for mig.
Måske det var et bud?
Min kop røg også ud et par år efter jeg fødte. I mange år brugte jeg menstruationstrusser ligesom dig, men blev aldrig rigtig glad for dem. Jeg syntes de var svære at få vasket helt rene. Især dem til meget blod.. Nu har jeg fundet en ny slags cup, en menstruationsskive, som er meget bredere og mindre dyb. Og blødere. De findes i flere størrelser og er ikke specielt dyre – jeg gav ca. 350 inkl. porto. Og nu kan jeg svømme igen, selv når jeg har mens. Jeg er snart 50 og glæder mig efterhånden til at slippe for mens. Den er også blevet mærkelig og uregelmæssig og meget mere sparsom, men jeg har også styrtblødt, da jeg var lidt yngre end du er nu.
Få dig en hormonspiral. Kvindens bedste ven. Og ingen menstruation mere.
Jeg har godt nok også været forbi forskellige kopper, da der nemlig er stor forskel på hårdhed og størrelse. Efter to børn er jeg endt på Luneale, der ikke har ‘stilk’ og er temmelig fast er den bedste for mig. Jeg kunne ikke se den i den ellers fine oversigt I linker til, så blot en anbefaling herfra. Den er i øvrigt udviklet af franske gynækologer, hvis det har noget at sige 😊
Jeg bruger en menstruationsdisk fra FemiEko og er ekstremt glad for den. De har forskellige varianter.
Jeg har altid brugt OrganiCup.
Den findes i 2 størrelser, og så har jeg klippet lidt af stilken, og den sidder perfekt.
Måske jeg bare har været heldig, at det lige var den eneste, jeg fandt på markedet, da jeg købte 😂
Jeg vil bare lige pippe om at de populære menstruationsdiske, ikke nødvendigvis er et genialt valg hvis man enten har en skæv livmoderhals eller har ar efter bristninger i forbindelse med fødsel. Jeg har begge dele, og kan uanset hvad jeg gør ikke få en Nixit til at holde tæt. Super ærgerligt, for jeg synes den føles mere behagelig end en kop, som er lidt hårdere i det. Så jeg har måttet vende tilbage til en kop, da den trods alt kan slutte tæt. Men grundet arvæv så skal jeg faktisk bruge samme størrelse som før fødsel og er nødt til at klippe stilken ret kort. Menstruationstrusser fungerer også godt for mig, og min bløde str M/L mave har det godt i Allmatters. Min mås er til gengæld ikke så stor, så kommer let til at døje med at trusser slasker bagpå men strammer i livet.