Sædvanligvis er november en stor makeupmåned, fordi jeg er til en masse hurlumhej og selvfølgelig fejrer min fødselsdag. Der har da også været masser af makeup, men særlig ny har den ikke været. Faktisk har jeg lige købt nogle gamle favoritter, som jeg har genforelsket mig i. Anledningen til forelskelsen er ”Torsdags top ti: Makeup på budget”. Det glæder mig altid at dele produkter, der er til at betale. Produkter til et helt look langt under tusind kroner… Det er ikke bare en mulighed, afhængigt af tilbud kan man komme helt ned på det halve. Samtidig er det nogle vildt gode og ordentlige produkter. ”Månedens favoritter: November 2024” er altså alt andet end makeup. I de sidste tre år er det faktisk kun sket to gange før, at der kun har været ét makeupprodukt. Hvis ikke det var for ovennævnte genforelskelse, ville jeg være seriøst bekymret for mig selv…
November 2024
Det har handlet rigtig meget om at blive lidt friskere eller i hvert fald se en smule friskere ud. Man ser bare så sølle ud, når man sover dårligt og ikke rigtig passer på sig selv. Det er virkelig ikke holdbart på nogen måder! Heldigvis er kilden til bekymring nu i nærheden, så hjælper det forhåbentlig lidt på, hvor meget jeg sover.
Blandt favoritterne er fugt til ansigtet, fugt i badet, fugt til øjenområdet… og en genial pensel. Der er en ny og bedre løsning til transport af makeuppen, en smuk farve og forstærkning til neglene. Så er der en virkelig vild og megaskøn duft, effektiv pleje til håret og diskret farve til læberne. Der er genkøb og gengangere… og så er der spritnye favoritter, alt sammen i forhold til mærkerne. På søndag starter årets allersidste måned, det, synes jeg, ikke rigtig er til at forstå.
Tekst markeret med * indeholder reklamelinks
Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar
1. Le Mini Macaron Multi-Use Builder Gel*¤
Mine negle har været i en sørgelig forfatning, fordi jeg ikke har været på toppen. Bekymringer og travlhed får mig til at falde ind i dårlige vaner med at pille og endda bide i mine negle. Heldigvis havde jeg Multi-Use Builder Gel liggende, som jeg passende kunne teste. Og wauw, det er nærmest et mirakel. Nu har jeg jo i årevis underholdt med mine bløde negle, derfor er det en stor forandring. Mine negle kan sagtens blive virkelig lange, fordi de ikke knækker. Får neglen derimod et hak i kanten, ryger hele neglen, fordi den simpelthen bliver hevet af. Det er ret irriterende, men det slipper jeg for, når jeg bruger forstærkning. Til gengæld skal jeg pludselig til at holde øje med længden. Det er selvfølgelig en smagssag, hvornår neglene er for lange, men mine bliver det hurtigt, synes jeg.
2. Gillian Jones Pull & Pack Toilet Bag*
I flere år har min makeuptaske været sådan et net, der kunne bindes og lukkes med en snøre. Det har fungeret rigtig fint, men altså overblikket i det smalle net er ikkeeksisterende og det irriterer mig. Ofte er jeg nødt til at vælte hele balladen ud, det er ekstremt upraktisk… I øvrigt resulterede det i, at jeg mistede et spritnyt eksemplar af min yndlingslæbestift. Da den koster en mindre formue, var jeg ved at tude, da jeg opdagede det. Nå, men den oplevelse gjorde, at jeg begyndte at lede efter en anden løsning. Indtil videre er det denne her toilettaske, der kan åbnes fuldstændig, så du har overblik over alt indholdet. For min skyld måtte den gerne have været lidt større, men denne fungerer upåklageligt. Samtidig er det også en udmærket øvelse at sortere lidt i indholdet i min omfangsrige makeuptaske…
3. Rare Beauty Stay Vulnerable All-Over Eye Shadow Brush*
Når man er besat af pensler, ligesom jeg er, kan man nærmest ikke undgå hele tiden at få nye favoritter. Forleden da jeg lagde makeup, brugte jeg igen Rare Beauty Stay Vulnerable All-Over Eye Shadow Brush. Den er i brug, hver eneste gang jeg lægger cremede eller flydende øjenskygge eller øjenskyggeprimer. Den har en ret sær facon, hvilket præcist var grunden til, at jeg købte den. Det kan både være en god og en dårlig overraskelse. Der er mange pensler, der er gode til at tone cremede øjenskygger ud… Om det er den let kurvede hæftning af hårene, der gør det, ved jeg ikke. Med den ene side kan du lægge øjenskyggen helt præcist og med den anden kan du tone den fuldstændigt ud. Begge dele har jeg eksperimenteret med, og jeg bliver lige fascineret af dens formåen hver gang.
4. GOSH Skin Care Peptide Eye Mask*¤
Lad os få det negative ud af verden med det samme… Disse skønne hydrogelmasker med mange forskellige peptider indeholder næsten FOR meget produkt. Det kan man næppe tillade sig at klage over! Det betyder nemlig, at de produktdryppende øjenmasker, virker i hele ansigtet. Fordeler du ikke serummet fra maskerne i resten af ansigtet, så glider de simpelthen ned ad kinderne. Eller det gør de på mig…
Nu er det vist ikke ligefrem en hemmelighed, at jeg ELSKER øjenmasker. Det gør jeg nok især, fordi de minder mig om at slappe lidt af. Alligevel kunne jeg ikke drømme om at lægge mig ned, fordi det er ubehageligt. Øjenmasker som disse og andre masker skal altså kunne blive på, selvom jeg bevæger mig rundt. Faktisk vil jeg hellere tage en lur inden, end at have dem på, når jeg slapper af.
5. Aveda Invati Ultra Advanced Fortifying Leave-In Treatment*¤
Hele Invati Ultra Advanced serien kunne sagtens have været med her. I stedet valgte jeg det produkt, jeg har brugt mest. Selvom tre produkter efter hårvask er almindeligt for nogen, bliver det hurtigt for mange for mig. Tiden har lært mig, at jeg ikke er i besiddelse af den nødvendige tålmodighed. Så jeg økonomiserer med både tid og produkter. Helt opgivet har jeg dog ikke, hvorfor jeg valgte denne leave-in, som gør en kæmpe forskel for mit nakkehår.
Det er egentlig længe siden, jeg sidst testede noget fra Aveda. Desværre kan jeg ikke helt sige mig fri for at være lidt tøsefornærmet over at min yndlingsserie er udgået. Trods de mange år uden Aveda, er det lidt som at komme hjem, så snart man åbner flasken. Aveda dufter bare helt specielt, og den duft gør mig altså lidt lykkelig.
6. Nail Kind Natural Nail Wear i farven Read My Lips¤
Da min pakke med de smukke lakker for denne sæson landede, lugtede hele postkassen meget mistænkeligt. Heldigvis var der ikke lak ud over denne fine sag. Read My Lips er en dybrød nuance, der er så mørk, at man næsten ikke kan se, at den faktisk er rød. Man kan bedre se det på neglene, end man kan i flasken. Der skal som altid to lag til, men den er smuk og ligger jævnt på neglen. Penslen er som altid nem at arbejde med, og den samler en nøje mængde neglelak op. Det kan være en udfordring med denne specifikke type pensel, men det er det altså ikke her. Nail Kind indeholder jo alle mulige sjove naturlige ingredienser, helt op til femogfirs procent… som unægtelig er en del. Mine erfaringer er, at det øger holdbarheden betragteligt.
7. Pantomime Act 3
For halvandet års tid siden havde Cow Parfymeri lige lanceret Pantomime, da jeg var i Stockholm. På trods af tidsnød fik jeg en lynpræsentation af de fem dufte, og Act 3 måtte jeg eje. Da jeg præsenterede den for Aivaras fra Crime Passionnel, blev han heldigvis også begejstret. Da han havde duftet til alle fem, grinede han dog lidt af, at Act 3 var det trygge valg for mig. Det er sådan en duft, der øjeblikkeligt får mig til at rette ryggen.
Den er helt særlig, fordi Methyl Ionone Alpha Extra spiller hovedrollen. Det er et syntetisk duftmolekyle, der får det bedste frem i både lyse og mørke noter. Her er det oud fra Laos, der er under kærlig behandling. Der er også geranium, patchouli og et strejf af lavendel… Derudover indeholder den andre syntetiske duftmolekyler, blandt andet terpineol, der dufter lidt af syren.
8. Q + A Hyaluronic Body Wash*¤
Milde og samtidig velduftende produkter til badet hører til noget af det, jeg køber oftest. Det er selvfølgelig fordi, der er fire mennesker, der bruger dem, så de får lidt hurtigere ben at gå på. Der er hurtigt klager fra mine mænd, hvis ikke deres respektive favoritter er på lager.
Selv var jeg voldsomt begejstret, da Q + A endelig var at finde i Danmark. Det ser heldigvis ud til, at gutterne er af samme mening, de kan ellers godt være kræsne. Hyaluronic Body Wash er skøn at bruge, og så dufter den rent og rart af frisk æble og avocado. Det er rigtig rart at kunne købe gode produkter til virkelig fornuftige priser med god samvittighed. Ansigtsprodukterne er jeg ved at tage tilløb til at få prøvet. Der er for eksempel flere spændende SPF… jeg afgjort skal have prøvet.
9. Clinique Almost Lipstick i farven Pink Honey*¤
Man kan næsten ikke se, at man har den på, hvis man ikke ved det. Til gengæld ser læberne bare virkelig pæne ud. Almost Lipstick føles og ser ud som pleje, samtidig med at den giver en meget diskret farve. Pink Honey er jo den nude version af Black Honey, der jo er en klassiker fra Clinique. Det er en læbestift, jeg altid har været vild med. Det er en perfekt læbestift til dig, der er til et meget diskret look.
Uanset hvilken en af dem du vælger, er du sikret god pleje. Den er også til dig, der går efter et ”no makeup”-makeup look. Hvis du leder efter en gave og er i tvivl om, hvilken farve du skal vælge? Så kan du roligt gå efter Clinique Almost Lipstick enten i Black eller Pink Honey, begge nuancer er gode bud.
10. Kiehl’s Ultra Pure High-Potency Serum 1,5% Hyaluronic Acid*
Min hudpleje har stået på fugt, fugt, fugt og fedt i løbet af november 2024. Det har været nødvendigt at gå lidt mere målrettet til værks, fordi jeg som nævnt ikke har været på toppen. Først og fremmest bliver jeg tit doven, hvorfor jeg ikke får plejet tilstrækkeligt. Når jeg hænger i bremsen, er det altid en god idé at se ritualet efter i sømmene. Der skal så utroligt lidt til, før jeg kan mærke forskellen. Samtidig er det også sådan, at jo bedre huden har det, des bedre har jeg det. Generelt bliver man i bedre humør, når spejlbilledet er til at holde ud.
I løbet af sommeren tømte jeg Kiehl’s Ultra Pure High-Potency Serum 1,5% Hyaluronic Acid. Den er rigtig rar, hvorfor jeg lige har genkøbt den. Det er så dejligt at mærke forskel næsten med det samme.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.