Olfaktorisk onsdag: Karmameju Storyteller Eau de Toilette

Olfaktorisk onsdag: Karmameju Storyteller Eau de Toilette
10.07.24
Olfaktorisk onsdag: Karmameju Storyteller Eau de Toilette

I slutningen af april var jeg så heldig at være inviteret til Karmamejus 25-års jubilæum. Det er altså en fin og stor milepæl for et mærke. I anledning af jubilæet lancerede Karmameju Storyteller ¤, der er en aromatisk, lys, fin og perlende duft. I forbindelse med lanceringen talte Mette og jeg naturligvis om dufte. Hendes tilgang til dufte og kompositioner er både inspirerende, smuk og forfriskende umiddelbar.
Sparring og dialog med inspirerende mennesker er noget af det, jeg værdsætter mest ved dette job. Det fylder mig med taknemmelighed, at jeg har de muligheder, jeg har. Mette Skjærbæk er netop altid god for en inspirerende samtale. Vidensdeling er noget alle vinder ved, og det er altid skønt, når kolleger i branchen også ser sådan på det. Det var netop tanken bag mine indlæg om ”Dejlige danske…”. Karmameju kunne nemt få sin helt egen top ti, så meget holder jeg af mærket.

Karmameju Storyteller Eau de Toilette¤

Ordet perlende ville ikke slippe, da det først var landet i mine tanker. Det var nemlig det første indtryk, jeg fik af duften. Den er skøn og aromatisk med denne her let perlende kvalitet. Det er lidt som brus i næsen, når man drikker danskvand. Det er skarpt, syrligt og kildrende på en rar og velkendt måde. Hvis jeg skulle sætte en farve på duften er den sådan en blanding mellem påskegul og syregrøn. Den er både urtet, frisk og let blomstret med en bund af træ. Den åbner med en friskrevet citronskal, klementin og angelikarod, der har en krydret og let skovbundsagtig karakter. I hjertet finder du nyplukket kamille, et blomstrende lindetræ efter en hel dag med sol, samt et strejf af viol og neroli. Cedertræ og solcypres runder duften fin af og tilføjer på samme tid kompleksitet og flere lag til duften.

Den røde tråd

Det er slet ikke svært at se hverken forbindelsen, historien eller visionen med Karmameju Storyteller ¤. Den lettere koncentration bidrager til en langt mere terapeutisk effekt end de øvrige dufte. Den holder dog virkelig længe på huden alligevel, selvom den naturligvis ændrer karakter og bliver blidere over tid. Det er den fineste fejring af og hyldest til det kæmpe skatkammer naturen er. Det er netop det, der er hele filosofien bag Karmameju.

Karmameju Storyteller ¤ koster 399 kroner og du finder den, hvor du ellers køber Karmameju. Der er for eksempel i Magasin* og Bahne*.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
Liv Davids

Jeg har næsten lige købt Storyteller, og du beskriver duften så fint. Jeg er meget begejstret for den, og bruger den ofte terapeutisk ved sengetid på mit nattøj, duften får mig til at falde til ro.

Helene Randløv

Kære Liv
Så enig, det er virkelig en skøn og terapeutisk duft.

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *