Olfaktorisk onsdag: Sisley L’Eau Rêvée D’Hubert

L'Eau Rêvée D'Hubert
26.04.23
L'Eau Rêvée D'Hubert

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

Sisley har dette forår relanceret en del af deres klassiske dufte og samtidig lanceret L’Eau Rêvée d’Hubert ¤. Flere af duftene er i samme ombæring blevet reformuleret. Beskrivelserne kan jeg sagtens genkende, selvom mit sidste møde med de ”gamle” dufte ligger et stykke tilbage. En sammenligning er derfor frit fra hukommelsen, og så nøje tvivler jeg på, at jeg husker hver enkelt duft. Det bliver altså lidt for diffust til, at jeg vil kaste mig ud i at beskrive eventuelle forskelle.
Reformuleringer bliver sjældent modtaget særlig kærligt. Nogen gange er det nok hukommelsen, der svigter, andre gange er reformuleringerne så markante, at duften mister sit DNA. Det er næsten altid omstændighederne, der tvinger et mærke til reformulering. Det kan være ingredienser, der er udgået eller blevet ændret, så der ikke er andre muligheder. Det er selvfølgelig altid sørgeligt at sige farvel til en elsket duft.

Havens stolthed

Hvis du nogensinde er i tvivl om, hvad jeg mener, når jeg beskriver en duft som grøn… Så skal du bare dufte til Sisley L’Eau Rêvée D’Hubert ¤. Hvis der nogensinde har eksisteret en grøn duft, så er det dén. Duften er Isabelle d’Ornanos hyldest til sin afdøde mand og Sisleys grundlægger, Hubert d’Ornano. Samtidig er en af duftens noter baseret på en ganske særlig duft-pelargonie, der gror i Isabelles have. Det er simpelthen så fint! Den dag i dag er Sisley et familieforetagende, nu med sønnen ved roret, mens Isabelle stadig er med i produktudviklingen. Dykker du bare lidt ned i Sisley, finder du masser af gode historier og ikke mindst virkelig gode produkter. L’Eau Rêvée D’Hubert ¤ er en kønsneutral duft og altså ikke maskulin, selvom den er dedikeret til Hubert d’Ornano.

L’Eau Rêvée D’Hubert ¤

Rust dig til en sanseoplevelse ud over det sædvanlige, inden du dufter til den. Den er ekstremt urtet! Og så grøn, at man næsten kan smage den. Der er intet stille, afdæmpet eller tilnærmelsesvis roligt over L’Eau Rêvée D’Hubert ¤. Duften åbner med et skarpt, bittert, grønt og pebret BRAG! Det er en mynteeksplosion, en peberagtig shiso og bitter kamferagtig buchu, duften er ligeså frisk, som hvis du hakkede urterne. En intens krydret og bitter geraniumnote med en antydning af rose balancerer hjertet med en let læderagtig papyrus og friskfældet cedertræ. Selv bunden er frisk, grøn og rar. Det er en grøn skovbundsagtig patchouli, en lidt barkagtig slåenlav og en blød ambroxan, der runder af. Det er lidt som at gå gennem et urtebed og nulre bladene på samtlige planter mellem fingrene. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om du er sådan en type, men det er jeg…

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Du kan finde L’Eau Rêvée D’Hubert ¤ blandt andet i Magasin*, parfumerier, i udvalgte Matas* og i diverse webshops.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *