BT har i dag begået en af de mest misvisende artikler om fillere og Restylane, jeg endnu har læst, og det siger ikke så lidt. Taget i betragtning, at BT bare har skrevet af fra denne australske artikel , er det ganske imponerende, at det er lykkedes dem at få forkert fat i så mange fakta.
Først og fremmest overskriften: Mere end 100 er blevet blinde af læbe-fillers. Det er ganske simpelt ikke korrekt.
Blinde efter brug af forskellige fillere i resten af ansigtet
Den australske artikel henviser til studier, der viser blindhed efter brug af fillere andre steder i ansigtet. Altså almindelig brug af fillere under huden mod rynker. Her er der nemlig ganske rigtigt en risiko for, at behandleren kan lægge nålen forkert og sprøjte hyaluronsyre ind i en arterie, hvor det ikke hører hjemme.
BT skriver at “I Australien kender bare én plastickirurg til mere end 100 tilfælde, hvor kvinder er blevet blinde på grund af stoffet Hyaluronsyre, som er i mange læbe-fillers – også dem, der bruges herhjemme i Danmark.” (Alle stavefejlene er BT’s egne – jeg har kopieret citatet, som det står)
Det kan jeg ikke finde noget som helst der underbygger i den australske artikel, som BT bruger som kilde. Disse 100 kvinder stammer derimod fra denne undersøgelse fra 2015.
Undersøgelsen har dokumenteret i alt 98 tilfælde af blindhed efter brug af fillere i hele ansigtet. Undersøgelsen viser, at de injektionssteder, der havde størst risiko for efterfølgende øjenkomplikationer, var:
- Mellem øjenbrynene (38.8%)
- Næseregionen (25.5%)
- Nasolabiale folder (13.3%)
- Panden (12.2%)
Netop læberne er faktisk IKKE et sted, der giver størst risiko for øjenproblemer ifølge denne undersøgelse.
I undersøgelsen optræder flere forskellige fillere. Eget fedt var den hyppigste filler, der medførste øjenskader med 47,9 % efterfulgt af hyaluronsyre med 23,5 %.
Fillere er aldrig uden risiko
Fillere er bestemt ikke risikofrit. Stoffet hyaluronsyre regnes som det mest sikre at bruge, men der er altid en risiko forbundet. Den største risiko ligger i at behandleren simpelthen ikke lægger nålen korrekt.
Jeg er ikke fan af læbefillere, men det er mit helt egen personlige og æstetiske synspunkt og har ikke en døjt med det her at gøre. Søg altid ordentlig information, før du træffer dine egne valg – BT er bestemt ikke stedet, hvor man finder det i dette tilfælde.
Hvor er jeg glad for I skrive dette indlæg. Jeg læste selv artiklen i går og blev ret chokeret! Jeg har for et par år siden fået restylane under øjnene ved Nage. Jeg var super glad for resultatet og blev hurtig enig med mig selv om det ville jeg gøre igen om et par år da det har gjort en kæmpe forskel på mine mørke rander. Men da jeg læste artiklen igår turde jeg da slet ikke løbe den riciko igen. Men eftersom Nage er en klinik med super dygtige behandlinger og masser af erfaring tror jeg simpelhen jeg slår kold vand i blodet og ser bort fra hvad jeg læste i går!
Ej, men det er jo så pinligt!! Tænk at man overhovedet kan få lov at skrive sådan noget!
Det er så vigtigt at få formidlet at det ikke er risikofrit, men at risikoen for blindhed er forsvindende lille, og at det ikke har noget at gøre med selve hyalaronsyren, men måden den bliver lagt på, i forhold til ansigtets anatomi og vigtige kar. At det derfor er vigtigt at vælge et sted med en høj faglig standard, og ikke mindst en erfaren behandler.
TUSIND tak for indholdet af jeres indlæg! 👌😊
[…] skal have alle facts straight angående blindhed af filler i læberne, så vil jeg henvise jer til Pudderdåsernes fine blogindlæg tidligere idag. Der er selvfølgelig risiko forbundet, hvis behandleren rammer forkert. […]
Det gør mig bange er i forvejen meget nærsynet,og at det skulle blive være,eller at blive blind er nok min værste frygt derfor har jeg aldrig fået behandlet mine dybe,mørke rander selvom de gør mig utroligt ked af det intet jeg gør hjælper sover ordentligt,får motion,og lever sundt prøvet øjencremer,og serum concealer kan jeg heller ikke få til,at dække
Kære Vita
Hvis dine rande under øjnene er mørke, skal de ikke kun dækkes med en concealer og slet ikke en, der af navnet at dømme er ganske let. Til seriøse mørke rande, skal du bruge en corrector, besøg for eksempel M.A.C, Bobbi Brown, Hourglass, Makeup For Ever og få hjælp til at finde den rigtige farve.
Kh. Helene