Fredagsfavorit: Nuxe Nuxellence Éclat og Detox

15.05.15
Nuxe Nuxellence
Nuxe Nuxellence
Foto: Nuxe

Mine reservationer mod Nuxe slutter nu. Det er som sådan ikke Nuxe Nuxellence Éclat og Detox, der har overtalt mig. Det giver bare ikke længere mening, fordi jeg endnu ikke er stødt på et produkt, som jeg rent faktisk ikke kan tåle. Når jeg har været nervøs, er det fordi min næse bliver lidt forskrækket hver eneste gang, for Nuxe er måske nok lidt gladere for parfume i cremer, end jeg er.
Når man tænker på, hvor helt åndssvagt min hud kan opføre sig, så må jeg altså sige, at det er kommet som noget af en overraskelse, hvor godt jeg tåler Nuxe. Det er nogle drøngode produkter, som overrasker mig igen og igen.

Genial emballage
Første gang jeg stødte på den virkelig smarte pumpe, som man skruer op ved brug og lige så let kan låse ved at skrue den ned igen, måtte jeg klappe lidt i mine hænder. Det er simpelthen så smart, fordi vi sikkert alle sammen har stået med en pumpeflaske, hvor låget er faldet af, og så er helvede løs i tasken. Det er du helt fri for med denne type pumpe, fordi den simpelthen er beskyttet af et fast låg. Samtidig er emballagen bare virkelig pæn!

Nuxe Nuxellence Éclat
Lige så snart det begynder at blive lidt varmere i vejret, så søger jeg lettere cremer. Det er en tilbagevendende begivenhed, at jeg gradvis skifter cremerne ud med lettere og mere flydende versioner af den faste pleje, indtil de som regel helt bliver skippet og udskiftet med diverse sera.
Da jeg først prøvede Nuxe Nuxellence Éclat for flere måneder siden, var jeg straks klar over, at denne meget lette creme ville være en perfekt erstatning for andre cremer, når varmen kom. Den fungerer oven i købet rigtig godt som primer, fordi den er lidt tør i konsistensen.
Netop fordi den virker lidt tør, var jeg nervøs for, at min hud ville se lidt træt og tør ud, men den indeholder blandt andet tidselolie, som sørger for glad hud, samtidig med at den indeholder lidt perlemor, så huden får en fin glød, helt uden du ligner en diskokugle.

Nuxe Nuxellence Detox
Det er ikke helt ualmindeligt, at jeg trækker lidt på smilebåndet, når jeg ser pressemeddelelserne, der med stor entusiasme beskriver firmaernes nyeste påfund. Og det var sådan jeg reagerede på teksten til Nuxe Nuxellence Detox. For den ”…udglatter, blødgører og giver nyt liv til din hud – som at sove to timer ekstra”. Nej vel!? Tænkte jeg og gik alt for sent i seng i en uge… Sådan en behandling får sædvanligvis min hud til at flippe fuldstændig ud, og det er bestemt heller ikke en vane, jeg synes, du skal tillægge dig.
Faktum er at min hud har taget den med ro, og den er slet ikke blusset, som ellers er en kendt reaktion. Der er masser af gode og spændende ingredienser i Nuxe Nuxellence Detox, blandt andet ekstrakt fra en særlig svamp, som nok bærer skylden for, at min hud opfører sig så eksemplarisk… så den vil jeg lige læse lidt mere om!

Nuxe Nuxellence Éclat og Detox passer til kvinder i alle aldre, og de kan altså fint bruges alene eller under dine sædvanlige cremer. Nuxe Nuxellence Éclat og Detox koster 395 stykket, og du finder Nuxe i Matas, stormagasiner og online hos Magasin og Webapoteket.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *