Benefit Majorette

23.04.15
Benefit Majorette

Benefit Majorette

Allerede inden den fine lille dåse blev åbnet, var jeg klar over, at jeg var vild med indholdet. Emballagen er pæn, farven er pænere, og samlet set er Benefit Majorette bare helt fantastisk. Det er en virkelig fin blush, den er let at bruge og meget klædelig til alle, jeg har testet den på. Du kan også bruge den på læberne, men der holder den ikke særlig godt. Konsistensen er rigtig god, og så holder den også godt på kinderne… i hvert fald hvis du lige tager lidt forholdsregler…

Creme eller pudder?
Der er kommet en del formler de sidste par år, som er meget cremede ved brug, men når de tørrer op, er de mere ligesom pudder. Sådan er Benefit Majorette også. Det er i mine øjne en helt idiotsikker formel, hvor de mere flydende tints, godt kan vise sig at være en udfordring, fordi farven sætter sig så hurtigt, at det kan være svært at nå at fordele produktet.
Sådan er det slet ikke med Benefit Majorette, fordi den cremede formel ikke er så pigmenteret, at det nogensinde bliver et problem, samtidig med at det ikke sætter sig på samme måde.

Benefit Majorette Swatch
Benefit Majorette tonet ud mod højre

Nem at bruge
De fleste bruger nok fingrene til blushen, eller også smører de den direkte på kinderne. Selvfølgelig skraber jeg lidt af produktet af med min trofaste spatel, og derefter fordeler jeg produktet med fingrene. Kun en gang har jeg forsøgt mig med en pensel, og det blev bestemt også fint, det er bare lettere med fingrene. Bruger jeg den på andre, er det med en pensel med udelukkende syntetiske hår eller en kombination af naturlige og syntetiske hår.

Holdbarhed
For ganske nylig blev jeg opmærksom på, at der faktisk er en del, som har store problemer med at bruge blush, fordi den simpelthen ikke bliver på kinderne. Benefit Majorette er med sin fine fersken nuance med et hint af pink skabt til at give kinderne et meget naturligt rødmende skær.
Dens fulde navn Benefit Majorette Booster Blush Cream-To-Powder Cheek Colour vidner om, at den med fordel kan bruges som base for andre blushes. Det er faktisk en sikker vej til succes, hvis du er en af dem, som ikke kan få blushen til at blive, hvor du har lagt den. Alene fungerer den også fint, selv lægger jeg den på, og hæfter den derefter med en transparent pudder.
Da Benefit Majorette er baseret på silikone, er det en god idé at være opmærksom på basen i din foundation. For afhængigt af din hudtype kan blushen glide af, med mindre du altså lægger en transparent pudder eller en anden blush ovenpå for at binde den smukke Majorette lidt bedre. Den passer overraskende godt under mange forskellige nuancer blush, og så er den er god at bruge, hvis det er din pudderblush, der ikke bliver, hvor den skal.

Benefit Majorette koster 255 kroner, og du finder den i Sephora i Illum og i Field’s.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *