Uparfumerede fedtcremer

11.01.15
Uparfumerede cremer med højt fedtindhold

Uparfumerede cremer med højt fedtindhold

Når huden er RIGTIG tør, så gælder det om at smøre noget på, som kan beskytte den mod at miste mere fugt. Den tørre hud har mistet den beskyttelsesfilm, som hedder lipidbarrieren, og derfor kan fugten fordampe fra huden (okay det var MEGET kort fortalt…). Måden at beskytte huden mod dette tab af fugt er ved at smøre nogle af de rigtig gode og fede cremer på.
Det næste stykke tid vil jeg gennemgå de cremer, jeg har brugt den sidste måneds tid på at teste. Dette er altså første indlæg i en lille serie om de mere fedtede bekendtskaber i cremeverdenen.

Testperson
Det er en hel del cremer jeg har testet… faktisk har min yngste velvilligt deltaget i mine tests, og han har virkelig været en meget nyttig sparringspartner. De af vores læsere med børn ved godt, at indsmøring af børn kan være lidt af en udfordring. Særligt drenge er ofte tæt ved allergiske over for fedteri, heldigvis har mine to sønner aldrig været cremeforskrækkede. Der er dog en ting, der er helt sikker, og det er, at vores holdning til, hvad der er godt, og især hvad der ikke er godt, er milevidt fra hinanden.

Fast bopæl
Grunden, til at jeg har valgt at skrive en hel serie af anmeldelser af netop denne produktkategori, er selvfølgelig, at det er nogle cremer, som hvert eneste år atter finder plads på hylderne her hjemme. Vi har selvfølgelig hver især vores præferencer i forhold til duft, konsistens og effekt. Og derfor er vores favoritter heller ikke altid de samme.
Tre af de seks cremer herunder står mere eller mindre fast på hylden, for det er måske nok årstid for ekstra fede cremer lige nu, men tør eller slidt hud kan man få hele året.

Cremerne
Fælles for disse seks cremer er, at de alle er uparfumerede fedtcremer . Det er helt bevist delt op på den måde for at overskueliggøre det lidt mere for dig. Helt uden at tænke nærmere over det har jeg valgt tre cremer med vores gode gamle ven petrolatum og tre cremer med forskellige vegetabilske olier. De gør mere eller mindre det samme, men nogen vil uden tvivl vælge det ene frem for det andet, og derfor var det jo meget heldig at valget faldt netop på disse seks:

Avène XeraCalm A.D Lipid-Replenishing Balm
Det er den nyeste creme på markedet i denne kategori. Og mine forventninger til den var skyhøje, og heldigvis er jeg ikke blevet skuffet. Den er let som en creme, forholdsvis let at fordele og smøre ind, men effekten på huden er ligesom en fedtcreme. Cremen er absorberet efter et øjeblik, og huden føles ikke fedtet bagefter. Gode gamle fedtstoffer og fugtgivere, blandet med kæmpe natlys olie og så er den ualmindelig god til at dæmpe irritation og kløe.
Avené finder du på apoteket, hvor vejledende udsalgspris for denne creme er 179,5o kroner for 200ml.

Decubal Treatment Lipid Cream
Det er først for nylig, jeg har stiftet bekendtskab med Decubals produkter altså andre end Lip & Dry Spot Balm, som jeg er ret godt bekendt med. Foreløbig er jeg meget glad for de ting, jeg har prøvet fra sortimentet, og jeg er sikker på, at der er nye favoritter på vej.
Denne creme gør præcis det den skal, nemlig at genoprette hudens lipidbariere. Cremen er fast, men let og behagelig at smøre ud. Den er forholdsvis fedtet, og den lægger en rar beskyttende hinde på huden.
Decubal finder du på Apoteket, hvor cremen koster 107 kroner for 200 ml.

Neutral Intensive Repair Cream
Neutral indeholder meget mod min forventning ingen petrolatum, det er derimod vegetabilske olier, der gør jobbet. Den er som alle Neutrals produkter fri for kendte allergener og bærer både astma-allergi Danmarks blå krans og det nordiske miljømærke svanen. Den har en lidt fastere konsistens og er derfor også lidt sej at smøre ud, men derefter smelter den nærmest på huden. Den er ret fedtet og lægger en hinde på som naturligvis beskytter effektivt mod både kulde og fugttab.
Neutral finder du i dagligvarehandlen og i Matas, hvor vejledende udsalgspris er 42,95 kroner for 100 ml.

Purely Professional Repair Cream 1
Det er svært at finde på noget at sige om denne creme, som vi ikke allerede har skrevet til bevidstløshed. Den dulmer effektivt en irriteret hud og de vegetabilske olier gør jobbet med at holde på fugten og genoprette balancen fortrinligt. Den indeholder kamille- og morgenfrueekstrakt som effektivt dulmer den slidte, irriterede og skadede hud. Den er let at smøre ud, selvom den er en smule sej. Den efterlader ikke en hinde på huden selvom den naturligvis er ret fedtet.
Purely Professional fås hos udvalgte frisører og online i Purely Professionals egen webshop, hvor den koster 195 kroner for 80 ml.

A-Derma Exomega Emollient Balm
Ligesom ovennævnte creme er det ikke nemt at forny sig selv, når talen falder på Exomega her på bloggen. Det er en gennemprøvet og ganske velkendt serie, som i mange år har været redningsplanken, når som helst og når huden flipper ud. Den indeholder både petrolatum og en ordentlig portion sheasmør, som både er en effektiv og potent blanding til at afhjælpe alt, hvad huden kan mestre af utilpashed, samtidig med at havreekstrakten hjælper effektivt på irritation. Konsistensen er cremet og let at fordele på huden, og den er også absorberet forholdsvis hurtigt.
A-Derma finder du på apoteket, hvor balmens vejledende udsalgspris er 169,95 kroner for 200 ml.

Avivir Aloe Vera Creme Xtreme
Det er den sejeste af cremerne og dermed den af dem, som er sværest at smøre ud, men det betyder også, at man ikke er tilbøjelig til at bruge for meget. Ikke særligt overraskende har den en duft af aloe vera, som trods konsistensen stadig er hovedingrediensen i denne rige creme. Her er den sidste af de cremer med vegetabilskolie. Det er spændende, hvordan den stadig kan indeholde så stor en del aloe vera og stadig være så rig og nærende. Uanset hvad fungerer det rigtig godt!
Avivir finder du blandt andet i Matas, hvor cremen koster 135 kroner for 150 ml.

Det er en blandet landhandel af cremer, selvom alle seks er uparfumerede fedtcremer og har nogenlunde samme funktion. Her ønsker jeg ikke at rangere dem, for det er en smags sag, som jeg ikke vil blande mig i. Min intention var bare at synliggøre forskellene og dermed gøre valget lettere for dig.
Som nævnt er det en lille serie af indlæg om forskellige cremer, hvor jeg har valgt nogle ud blandt den uendelige mængde, der efterhånden er at finde i butikkerne.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
22 kommentarer
Jeanett

Hejsa
jeg kunne faktisk godt tænke mig at cremerne (også andre anmeldelser) rangeres – eller i hvert fald at I skriver hvilken I selv ville købe/bruge igen
Og fantastisk blog, jeg bruger den og jer hver gang jeg mangler noget og jeg er bestemt ikke blevet skuffet
/Jeanett

Helene Randløv

Hej Jeanett
I dette tilfælde er det ret nemt, for jeg ville købe alle sammen igen. Jeg har haft A-Derma og PP på hylden i årevis. Decubal og Neutral er nye for mig. Og XeraCalm er ny på markedet, men den bliver afgjort købt igen. Avivir kan noget helt andet og er også en favorit.
Som sagt synes jeg, det er en smagssag, og derfor synes jeg, at det irrelevant, hvordan jeg ville rangere dem.
Kh. Helene

Søs

Jeg bruger PP som ansigtscreme hver dag – og den er rigtig god. Den er dog ikke altid nok – så bruger jeg til Decubal i et par dage, og så er huden gennemfugtet. Decubal synes jeg dog kan give lidt uren hud, så jeg vender altid tilbage til PP. Jeg skal dog til at prøve embryolisse – ved I hvordan den er?

Helene Randløv

Hej Søs
Embryolisse er bestemt rar, men jeg er ikke så vild med duften :-/ Jeg tvivler også på at den vil være nok, hvis PP ikke er det.
Kh. Helene

Mille

Embryolisse har en til “moden” hud (den er rød udenpå i stedet for blå), som er ret god. Jeg bruger den om vinteren, og den almindelige blå om sommeren….Elsker i øvrigt duften 🙂
Hvis man virkelig har brug for en fed creme kan Locobase (gul) fra apoteket anbefales…Min læge anbefalede den da jeg fik noget virkelig udtørrende medicin. Men den vil jeg kun anbefale som kur eller over natten…Det ser ud som om man har smurt palmin i ansigtet, så fed er den 🙂

Kir

Åh, jeg elsker Purely Professional! Den har reddet min hud. Læste om den hos jer, efter min læge snakkede om perioral dermatitis i starten af december. All gone, thank you:)

Helene Randløv

Sejt Kir! Det er godt at høre!
Kh. Helene

Anne

Hvilken var din søns favorit? Jeg kan også anbefale Locobase Repair, selvom den er i den mere fedtede ende, men huden bliver så blød og lækker.

Helene Randløv

Hej Anne
Det er uden den mindste tvivl Avéne, konsistensen er let at have med at gøre, og den “klør ikke”.
Locobase… ja den er da blevet skubbet helt ud af min bevidsthed… Den har jeg ikke brugt i årevis.
Tak for anbefalingen!
Kh. Helene

Bodil P

Tak for at I orker at teste – så slipper vi andre! Bruger kun A-derma´s efter forgæves at have testet og testet for et par år siden og derefter opgivet. Så der er lige et par jeg skal have prøvet her i vinter….

Helene Randløv

Hej Bodil
Ja, når man har brug for det, er det ikke spændende at teste. Hvad foretrækker du? Og hvilke testede du i sin tid? nu ved jeg ikke hvad dine kriterier er, men jeg synes i hvert fald du skal give Avéne en chance, den findes også i en lettere version. Hvis du er mere til vegetabilsk olie, er vores gamle ven fra Purely Professional.
På den anden side A-Derma er virkelig god, så hvis du er glad for den… er der vel ingen grund til at ændre på det.
Kh. Helene

Bodil

Jeg testede alt, hvad der var på de store apoteker og endte med A-derma efter jeres anbefaling. Jeg fik enten bumser eller udslet. Prøvede også alle dem til babyer og det var heller ingen succes, dem fik jeg bumser af. Vil helt klart prøve at bestille den nye Avéne hjem næste gang den står på nethandel. Tror også jeg giver Purely Professionel en test og ser hvad der sker…

Helene Randløv

Hej Bodil
Æv, hvor det lyder træls. A-Derma er herregod, sådan er det bare <3
Kh. Helene

Rikke

Kære Jer,
Tusind tak for jeres skønne blog!
Jeg har et spørgsmål vedrørende denne creme fra Avene. Kan den bruges dagligt, hvis man har tør og irriteret (rød til tider) hud? Rødmen er jeg ret sikker på er kommet som bivirkning af cremen epiduo! Har brug for en god creme der giver fugt, men samtidig ikke lukker porrerne så det medfører flere bumser.
Er det noget I kan være behjælpelige med?
Kh

Helene Randløv

Hej Rikke
Tak for ros :-*
Altså… jeg bruger gerne en fedtcreme, men til en hud med bumser, ville jeg nok vælge noget andet. Denne tilstopper ikke porerne mere and andre fede cremer. Min søn er meget glad for vores Alt i en Creme, og han er teenager med alt, hvad der hører til af urenheder og bumser. Og den påvirker kun hans hud i positiv retning.
Jeg synes du skal læse dette indlæg: https://pudderdaaserne.dk/2014/10/01/hvad-er-forskellen-paa-salicylsyre-og-basiron/
Held og lykke med det!
Kh. Helene

Rikke

Tusind tak for svar! 🙂
Jeg vil helt klart give jeres Alt i en creme et forsøg! Derudover tænker jeg at prøve jeres T-zone også. Denne kan jeg bruge når det er “slemt”, og så i forbindelse med Alt i en cremen? 🙂

Helene Randløv

Hej Rikke
Ja, T-zone Peeling og Alt i en creme går fint i spænd. Først T-zone Peeling og derefter påføres creme.
Kh. Helene

Xanthippen

Jeg har tidligere set jer anbefale Purely Professionals creme, hvis man har peridoral dermatitis, men kan A-derma cremen det samme? Jeg har en mild pd og bruger A-derma, bør jeg skifte?

Katja Moikjær

Nej afgjort ikke! Der er havreekstrakt i A-Derma Exomega og det har en kedelig tendens til at forværre perioral dermatit, desværre. Det er den eneste bagdel ved A-Derma.

Xanthippen

Tak for altid præcise og hurtige svar i en verden, der ikke er nem at gennemskue. A-derma ryger på benene og PPs repair creme i kurven.

Nanna

Hej i to kloge kvinder 🙂
Jeg har i lang tid brugt a-derma exomega (normalt balm, men sidst fik jeg ved en fejl bestilt lotion). Jeg har virkelig været glad for den, og bruger den på i ansigt og på krop. Men de sidste to aftener, hvor jeg igen har brugt den i ansigt og på krop har jeg efter noget tid begyndt at få en let “brændende” fornemmelse i ansigtet. Jeg er i tvivl om, om det blot er fordi jeg er gravid og min hud derfor er mere sart, om det er fordi det skal føles sådan nogen gange (håber jeg virkelig ikke!), eller om det måske er tegn på at jeg ikke så godt kan tåle den i ansigtet længere?
Dbh Nanna

Katja Moikjær

Graviditet burde ikke gøre nogen forskel der. Det er svært at vide. Der er ikke rigtig andet at gøre end at lade være med at bruge den lidt og så prøve igen og se, hvordan det går. Du må simpelthen prøve dig frem og se, hvordan din hud reagerer.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *