Når der kommer nye Paint Pots er jeg draget som et møl mod en flamme. Det er konsistensen, jeg elsker og i langt de fleste tilfælde også farverne. De mange fine farver, som kom i september, blev selvfølgelig studeret indgående. Selvom jeg allerede inden at have set dem, var meget sikker på, hvilke jeg ville vælge.
Tidligere på året var Katja og jeg så heldige at hilse på Terry Barber. Udover at han er en meget inspirerende og temmelig underholdende mand, så er han en virkelig dygtig makeup artist, faktisk er han en af MAC’s guruer og en af dem, som man RIGTIG gerne vil lære tricks fra.
Terry fortalte om et look, hvor det handlede om at se virkelig træt eller død ud og for at opnå det, brugte han netop nogle af disse nye farver Paint Pots. Det har siddet godt og grundigt fast i min bevidsthed siden, for måden han brugte de cremede skygger til at lave skygger med, var virkelig særligt og meget smukt.
Clearwater
Det er en let støvet mintgrøn nuance, som gør sig rigtig godt til mange looks. Sammen med en mat kølig mørkebrun nuance i globelinjen og mit yndlings pigment Blue Brown er den i noget nær perfekt selskab.
Let´s Skate!
Denne nuance fik mig til at vende tilbage igen og igen. Egentlig appellerer denne lyse meget glitrede cremeskygge slet ikke til mig, og så alligevel er det måske den, jeg allerede nu har brugt mest af de seks. Den er genial til hurtige effekter.
Stormy Pink
En grålig gammelrosa nuance med en nærmest lilla tone. Den er perfekt til ovennævnte look, hvis den bliver fordelt let på hele øjenlåget eventuelt med lidt Tailor Grey i globelinjen.
Layin’ Low
En meget fin varm beige nuance. Den er meget smuk og anvendelig med mørkere nuancer, hvis du for eksempel laver smokey eyes med cremede skygger. Layin’ Low er en gammel kending, som jeg aldrig fik købt, siden har jeg fortrudt mange gange og derfor skulle den selvfølgelig med hjem denne gang.
Camel Coat
Det er en lys støvet grå nuance, som gør sig aldeles glimrende i hverdags makeuppen, hvis der bare skal en smule skygge og definering i globelinjen.
Tailor Grey
Den mørke støvede grå nuance med et hint af brun, er den mørkeste af de seks farver jeg har valgt. Den bruger jeg især til skygger og som base for smokey eyes.
Her finder du dem
Du kan købe MAC Pro Longwear Paint Pots i Magasin, i Salling i Aalborg, i Magasins webshop og selvfølgelig i MAC’s egen webshop. De koster 165 kroner og de findes i mange farver udover dem, jeg har nævnt her.
Har det på præcis samme måde. Elsker paintpots. Min nyeste er Stormy Pink. So pretty
Hej, Jeg har købt min første paint pot (indianwood), og jeg er meget glad for den! Indtil videre har jeg brugt fingrene, men kan I anbefale en pensel eller børste til at gøre jobbet?