The Ordinary UV Filters SPF45 Serum anmeldelse

The Ordinary UV Filters SPF 45 Serum
02.06.25
The Ordinary UV Filters SPF 45 Serum

The Ordinary UV Filters SPF 45 SerumVil du købe en solcreme baseret på teknologi, der er ældre end mig? Svaret på det sprøgsmål giver vel egentlig lidt sig selv, men det er ikke desto mindre det spørgsmål, du skal stille dig selv, når du kigger på The Ordinary’s nye solcreme. (Og husk på jeg er født i 1978)

The Ordinary UV Filters SPF45 Serum indeholder fire solfiltre:

  • Avobenzone
  • Ethylhexylsalicylat
  • Octocrylene
  • Homosalate
  • Butyloctyl salicylat

Der findes ingen europæiske solcremer længere, der bruger denne kombination af solfiltre. Vi har nemlige fået et bredt udvalg af nye solfiltre til vores rådighed. I USA derimod har en håbløs lovgivning gjort det umuligt at få godkendt nye solfiltre siden jeg var barn.

Det er ikke fordi The Ordinary er dårlige til deres arbejde, tværtimod er de helt sikkert dygtige. Jeg ville bestemt ikke påtage mig at lave en bedre solcreme med de UV-Filtre. Jeg er bare virkelig glad for at bo i en verdensdel med et langt bedre udvalg og flere muligheder for at lave en effektiv solcreme.

Hver for sig er der ikke noget galt med disse fire solfiltre. Nogle Europæiske producenter bruger måske et enkelt eller to af disse solfiltre for at opnå et bestemt ønsket resultat. Det, der giver en forældet solcreme, er kombinationen.

Fire gamle UV-filtre

Lad os tage UV-filtrene et ad gangen for dem af jer, der gider den uddybning:

Octocrylene kan nogle af jer måske huske, fordi den pludselig fik en masse opmærksomhed i medierne for over 10 år siden pga risiko for allergi. Det forsvandt derfor dengang ud af danske allergimærkede solcremer. Det er også et af de solfiltre, der er særligt tilbøjelige til at svie i øjnene. Det har været et godt solfilter, der har tjent os godt i årtier – der er ikke noget galt med det. Men… Der er bedre solfitre nu.

Avobenzone er særligt vigtigt her, fordi det er det eneste kemiske UVA-filter, der beskytter mod de lange UVA-stråler på det amerikanske marked. Men ser vi det op imod nyere europæiske solfiltre, så blegner det altså i sammenligning. Med disse kombinationer har hverken The Ordinary eller nogen anden en ærlig chance for at opnå den UVA-beskyttelse som europæiske mærker kan.

Homosalate er en rigtig gammel dame med 100 år på dagen, og er et af de UVB-filtre, som EU’s videnskabelige komité har været særligt efter på grund af mulige hormonforstyrrende effekter. De vurderer, at det er sikkert at bruge i ansigtsprodukter i koncentrationer på op til 7,34%, men det er blevet forbudt at bruge i kropsprodukter.

Ethylhexyl salicylat er også et af de tussegamle UVB-filtre. Her skal vi vist tilbage til omkring 2. verdenskrig. Igen – der er ikke noget galt med det, og det bruges ofte i produkter, hvor man gerne vil have en behagelig konsistens, fordi det er nemt at formulere med.

Hvis jeg skulle vælge en amerikansk solcreme med kemiske filtre, så ville den sikkert ligne den her. Men det behøver jeg heldigvis ikke. Selv den billigste allergimærkede danske solcreme indeholder mere moderne solfiltre end denne her. Og hvis du køber den nyeste lancering fra La Roche-Posay, så er der slet ingen sammenligning.

Køb den hvis du hader alle andre

Jeg kan kun komme i tanke om en eneste god grund til at købe The Ordinary UV Filters SPF45 Serum: Hvis du intenst hader alle andre solcremer. Så er det da muligt at disse gammeldags solfiltre måske er lige dig? Fordi de netop er helt anderledes.Og alle solcremer er bedre end ingen solcreme!

Her kan du købe det (indeholder reklamelink*)

The Ordinary UV Filters SPF45 Serum koster 180 kroner for 60 ml. Du kan blandt andet købe den i Matas*, Magasin*, Nicehair* mm.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
Karina

Tak for en nyttig artikel. Jeg har netop købt en solcreme til ansigtet fra Paulas Choice – bør jeg skifte til en anden siden der her er tale om et amerikansk mærke? Vil nødig gå på kompromis med effektiviteten.

Karina

Det er i øvrigt den der hedder 5% Vitamin C Sheer Moisturizer

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *