Tirsdagstip: Bliv selv ekspert

Tirsdagstip: Bliv selv ekspert
03.12.24
Tirsdagstip: Bliv selv ekspert

Det er sæson for helt udflippet hud og åbenbart også mærkelige reaktioner. Så der er mange, der har store problemer med huden i øjeblikket. Det vidner vores indbakke også om… ”Bliv selv ekspert” er opstået, fordi det da er træls ikke at kunne hjælpe, men jeg er altså bare blogger… Det undrer mig til stadighed, hvor mange selvbestaltede eksperter, der findes i diverse kommentarspor på de sociale medier. Der er nærmest ingen grænser, hvad folk anbefaler, fordi ”det virkede for mig”. En af mine bekendte skrev tidligere i dag et opslag på Facebook, og svarene var i sandhed skræmmende læsning. Dem, der spørger om hjælp, er oftest beriget med et hav af eksperter i kommentarsporet. Hvis nu det var et enkeltstående tilfælde, havde jeg nok trukket på skuldrene og fortsat dagen. Det er dog en tendens, der er taget til i styrke, og de færreste faktatjekker informationerne.

GÅ TIL LÆGEN!!!

Det er af og til nødvendigt med en påmindelse om, at det altså er vigtigt at gå til lægen! For nylig har jeg selv skiftet læge, og det er slet ikke nemt at komme af sted. Det skal jeg være den første til at indrømme. Hvis du har det som mig og åbenbart RIGTIG mange andre mennesker, så er det næsten endnu vigtigere. Det er mange gange henover den sidste uge, jeg har måttet besvare beskeder med den sætning. Ovennævnte eksperttendens er naturligvis et tegn på, at der desværre er mange, der ikke får den nødvendige hjælp. Og hvis de endelig gør, at de slet ikke har tillid til systemet længere. Det er ikke grund nok til at tage sagen i egen hånd eller lægge skæbnen frivilligt i andres hænder. I langt de fleste tilfælde er lægen det bedste og sikreste valg.

Bliv selv ekspert

Det handler slet ikke om produkter eller mærker, som jeg synes, man skal holde sig fra. Det er hverken hensigten eller formålet her. Der er simpelthen nogle ting, man skal holde sig fra, når huden reagerer eller er ekstra udsat.
Desværre er det ikke altid så sikkert at få gode råd. En læser spurgte for nylig efter et uparfumeret produkt som lindring og barrierecreme til eksem på apoteket. Hun stolede blindt på personen, der solgte hende en kendt creme til babynumser. Den er sikkert rigtig god til meget… men parfumefri er den i hvert fald ikke. Nu skulle hun altså ikke bare døje med træls eksem men også med en allergisk reaktion oveni. Læserens oplevelse nævner jeg fordi, du bliver nødt til selv at blive den ekspert, du kan stole på. Så du ikke smører æterisk olie på din udsatte og allergiske hud.

Hvis du også bliver lidt forelsket i brilleluppen på billedet, kan den købes i Kikkertland, her skal den selvfølgelig bruges til at læse INCI’en på produkterne, inden du køber dem.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *