Lad det være sagt med det samme… Duftene fra Narciso Rodriguez har en helt særlig plads i mit hjerte. Det er ikke bare én, men temmelig mange forskellige dufte fra dette mærke jeg har brugt op og købt igen. Det virker måske lidt mærkeligt at starte en anmeldelse af denne duft sådan… Det er der selvfølgelig en grund til, det er nemlig for at etablere, at jeg faktisk holder af mærket.
Da All of Me Eau de Parfum blev lanceret sidste år, havde jeg naturligvis store forventninger til den. Duften blev anprist på alle de kanaler, jeg hygger mig med på YouTube, så jeg glædede mig virkelig til lanceringen. Hvis nu jeg siger, at forventningerne på ingen måde blev indfriet, så har jeg i hvert fald ikke overdrevet. Det mærkelige er egentlig, at den ikke afviger voldsomt meget fra det DNA, alle de øvrige dufte udspringer af.
Narciso Rodriguez All of Me EdP Intense
Det undrer næppe nogen at Narciso Rodriguez All of Me EdP Intense er en mere intens komposition? Det er en varmere, rundere og mere pudret duft end originalen. Selvom mange af akkorderne er mere potente, kan man dog sagtens fornemme den oprindelige All of Me. Åbningen byder på et let krydret blomsterflor af en ekstremt pudret iris, en meget blomsteragtig jasmin og rosenpeber… I hjertet er det hybridrosen Centifolia og rosengeranium med et strejf af citrus. Narciso Rodriguez kalder tuberosen i hjertet modig… jeg vil næsten sige hovedpinefremkaldende, derudover er der en mandelagtig og pudret heliotrop. I bunden er det kulsorte og fede vaniljestænger, moskus og en varm mælket note af sandeltræ.
Tekst markeret med * indeholder reklamelinks
Også god for samvittigheden
Narciso Rodriguez Parfums arbejder ihærdigt på at reducere sit klimaaftryk. Derfor er flere af ingredienserne naturlige, lokalt dyrkede og langt mere bæredygtige. Med den genanvendelige flakon reduceres klimaaftrykket med hele 62%.
Det betyder meget for mig, at der er mere gennemsigtighed og åbenhed omkring de her ting. Så er det langt nemmere at tage et velinformeret og bevidst valg.
Narciso Rodriguez All of Me EdP Intense finder du i flakoner af 30ml. til cirka 645 kroner*, 50ml. til cirka 970 kroner* og 90ml. til cirka 1240 kroner*. Du sparer altså en hel del på at købe en refill på 150ml. til cirka 1360 kroner*.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.