Hvor mange gange jeg har skrevet det her tip i private beskeder, har jeg slet ikke tal på. ”Tirsdagstip: Brug kolde klude” er sådan en snusfornuftigt tip, som du helt sikkert kender. Måske har du også fået serveret en kold klud på panden eller måske i den anden ende som barn… I hvert fald er det sådan en ting, jeg kan huske fra min barndom. Tippet lander som regel i forbindelse med at folk starter op med Azelainsyre 10% (eller azelainsyre på recept). Tilvænningen til denne ingrediens, kan godt være en temmelig ubehagelig oplevelse. De fleste er bange for, at det er en allergisk reaktion. Huden kan nemlig både reagere med rødme, varme (en brændende fornemmelse) og endda noget, der ligner nældefeber. Det er selvfølgelig virkelig træls, men det er sjældent noget, der fortsætter. I dette tilfælde er det altså en slags tilvænning man skal igennem.
Brug kolde klude
Indtil azelainsyre har effekt, kan den altså have nogle rigtig trælse bivirkninger. Udfordringen i den forbindelse er ofte, at de, der bruger denne ingrediens, gerne ville have set resultater i forgårs. Der er jo en grund til, at man går i gang med at bruge et produkt…
Tippet ”brug kolde klude” kommer ind i billedet, fordi det virkelig kan lindre alle de ubehagelige bivirkninger. Kolde klude har reddet mig ekstremt mange gange. Det er altid, når jeg har testet et eller andet, min hud er blevet sur over. Min hud blusser voldsomt op, og er også hævet op nogle gange. Det er drønubehageligt, og jeg ønsker det ikke for nogen… Hvis du har en lige så sart og af og til sur hud som min, er kolde klude sagen. For mig er det blevet en vane at have én i køleskabet, når jeg tester noget.
Sådan gør du
De fleste kan vel regne ud, hvordan man gør, men jeg skriver det lige alligevel. Du kan bruge nogle flade bøtter, genanvendelige poser eller hvad du nu har af opbevaring til kludene. Personligt har jeg altid en klud i køleskabet, når jeg ved, jeg skal teste noget, der kan drille min hud. Du kan selvfølgelig også vælge at lægge kluden i fryseren til nødstilfælde. Det er dog vigtigt alligevel at huske at skifte kluden ud med mellemrum. Eller du kan satse på at huske at lægge kluden i fryseren, når du kommer hjem om eftermiddagen.
- Fugt en god blød klud i passende størrelse til dit ansigt.
- Vrid kluden hårdt op.
- Opbevar derefter kluden i en egnet beholder i køleskab eller fryser.
Brug kolde klude er altså et helt enkelt, men samtidig meget effektivt tip. Det er sådan set også rart, hvis man bare har det varmt…