Torsdags top ti: Forårsdufte 2024

Torsdags top ti: Forårsdufte 2024
02.05.24
Torsdags top ti: Forårsdufte 2024

Det er længe siden de ti forårsdufte 2024 blev fundet frem. Vejret og mit humør har bare ikke rigtig matchet med at få skrevet indlægget. Det har jo været helt almindeligt aprilvejr, men der har bare været lidt mørkere skyer på min himmel. Det er aldrig nemt at få noget fra hånden, når humøret halter eller bekymringerne fylder. Vejret er ret vigtigt, fordi jeg helst vil have forårsstemning med. Nu hvor forårets sidste måned er startet, må jeg jo hellere tage mig lidt sammen…
”Torsdags top ti: Forårsdufte 2024” er en samling af dufte, der på alle måder adskiller sig fra mine sædvanlige favoritter. De er naturligvis valgt med stor omhu blandt dufte af både nyere og ældre dato. Som altid er sæsonerne bare én ud af mange måder at inddele duftene. En god duft kan bruges hele året, præcis når du er i humør til den.

Forårsdufte 2024

Undertemaet i dette indlæg er nok grøn og aromatisk. Det er i hvert fald ord, der med garanti går igen i beskrivelserne herunder. Udover det grønne, er duftene valgt ud fra noter, der hører foråret til, eller simpelthen følelsen de bidrager med. Sidstnævnte er naturligvis subjektivt, men jeg forestiller mig alligevel, at mange associerer visse noter med forår.
Saftige, grønne, sprudlende dufte er der altså masser af… Der er også nogle andre duftprofiler med, som bare er rare… I månederne, hvor alt springer ud, er jeg selv mere tilbøjelig til at vælge både grønt, ungt og friskt. Det er altid skønt at blive mindet om lys og glæde, præcis derfor er forårsdufte lige så anvendelige hele året.
Desværre er det ikke alle duftene, der er lette at komme i nærheden af. Benyt dig af duftprøver og andre services, som de fleste webshops og forhandlere benytter sig af.

1. Dolce & Gabbana Devotion Eau de Parfum*

Det var egentlig en anden duft, jeg havde tænkt mig at købe, da jeg skyndte mig gennem lufthavnen i Stockholm. Det var simpelthen, fordi jeg forvekslede to ny lancerede dufte… Den anden skal jeg stadig have købt, men denne her citronkage-duftende sag er heller ikke helt tosset. Der er flere dufte i samlingen med denne profil, og den er heller ikke så anmassende, som andre designerdufte. Det holder jeg meget af ved den, at den altid høster komplimenter, skyldes at man dufter spiseligt. Hjertet lever på huden med vaniljecreme og et strejf af appelsinblomst. Det cremede er tilstede, men det er den kandiserede citron i åbningen og den fede vanilje i bunden, der har overtaget, synes jeg. Hvis du nogensinde har bagt sådan en citronkage, man hælder indkogt citronsirup henover, så ved du nogenlunde, hvordan Devotion dufter.

2. Roos & Roos Malamata Eau de Parfum

Denne duft er et grønt mesterværk, det er selvfølgelig også Dominique Ropion, der er næsen bag. Hvis navnet ikke lige siger dig noget, så står han bag mere end trehundrede forskellige mere eller mindre kendte dufte. Malamata har så mange facetter af barndom. Der er løbeture på ”marken”, gemmelege i haverne på vejen, klatren i træer og pasning af mine kaniner. Den er urtet og grøn, det er simpelthen så charmerende, at du næsten kan mærke duggen i græsset. Den åbner med græs og urter ad libitum, der er noget mynte, en grøn saftighed fra galbanum og noget viol. I hjertet er der et strejf af rose, liljekonvaller, malurt og salvie. Faktisk er blomsterne trods overfloden af urter ret skønne og fremtrædende på deres egen måde. I bunden er der både hø, ambra, patchouli og en fin ren duftakkord af moskus.

3. La Bouche Rouge Nude Extrait de Parfum

Denne her duft er så sofistikeret, og i mine øjne aldeles uimodståelig. Når jeg dufter til den, kan jeg næsten ikke stoppe igen. Den er som et kærtegn mod huden. Den er på ingen måde overdøvende, derfor er det en sikker duft, selv hvis næsen er stoppet eller hovedet værker. Det er også sådan en duft, der er rar at have med, fordi den bare passer til det hele. Den er som virkelig eksklusivt undertøj, der bare sidder helt rigtigt. Det er sådan en duft, der fremhæver det bedste ved en. Den åbner med modne figner og bergamotte. I hjertet er der en sød, fløjlsblød og aromatisk næsten marmeladeagtig rose og en pudret note af iris. I bunden er det famøse pokkenholt, der altså hedder guaiac wood i resten af verden og en skøn cremet cedertræsnote. Samtidig giver refill-systemet god samvittighed.

4. Floral Street Sweet Almond Blossom Eau de Parfum*

Det ærgrer mig lidt, at man ikke længere kan dufte til Floral Street i Sephora. På den anden side er der ikke nogen af Floral Streets dufte, jeg ikke bryder mig om. Der er selvfølgelig nogen, der er bedre end andre… men i det store hele er de rare alle sammen. Derfor tør jeg også godt at bestille dem, uden at have duftet til dem… Om ikke andet kan jeg jo skrive en anmeldelse eller en advarsel. Sweet Almond Blossom er en rigtig let og fin duft, der åbner med pomelo, mandarin, passionsfrugt og æbleblomster. I hjertet er det heliotrop, der har sådan en pudret mandelagtig duft, en grøn og græsagtig matchanote. Det frugtige holder ved og afsluttes med sandeltræ, tonkabønne og sødme fra vanilje. Den har en hyggelig shampooagtig duft, der ikke gør meget væsen af sig.

5. By Far Daydream of Hopscotch Eau de Parfum*

Da jeg faldt over denne duft var der bare sådan noget rart og legesygt over den. Alene navnet får mig til at høre fugle, der kvidrer og børn, der leger. Den var udsolgt, da jeg ville købe den, så den kom på ønskelisten. Sædvanligvis er jeg god til at overbevise mig selv om, at jeg kan undvære ting, men sådan gik det ikke med Daydream of Hopscotch. Det er helt sikkert ikke en duft for alle, men for mig er den barndom på flaske.
Den åbner med sød pære og et strejf af bitterhed fra galbanum. Hjertet er modellervoks, der er forstærket af både mandel og pelargonie. Det er en stille og samtidig vanvittig intens duft. I bunden er der tonkabønne, der kun forstærker duften af modellervoks. På huden står du tilbage med dessertagtig vanilje og en varm dyb ravnote.

6. Maison Francis Kurkdjian Paris 724 Eau de Parfum (Illum)

Hvis jeg skriver, at jeg har meget godt at sige om Baccarat Rouge 540, så ville jeg lyve. Der er naturligvis ingen tvivl om, at det er et mesterværk. Min største anke mod den er, at den overskygger samtlige andre dufte fra mærket, og det fortjener de virkelig ikke!
724 er en af de nyere dufte fra MFK, det er en hyldest til storbyen. Det er en hyldest til energien, til pulsen og til livet. Den åbner frisk med teagtig bergamotte, lette lidt metalagtige aldehyder. I hjertet er det det spædeste blomsterflor af jasmin, sarte ærteblomster og pibeved (falsk jasmin). Kompositionen med sandeltræ og moskus i bunden hænger overraskende godt ved og holder længe på huden.
Det er en berusende komposition, der dur lige så fint til en dag på kontoret eller en god brunch i byen.

7. Hermès Parfums Eau de Rhubarbe Écarlate Eau de Cologne*

Umiddelbart er det faktisk ikke en duft, der begejstrer mig, lige når den lander på huden. Når Hermès kalder den Eau de Rhubarbe Écarlate, er det altså ikke for sjov. Den har den mest intense duft af rabarber, jeg til dato er stødt på. Rabarber er en særlig forårsbebuder for mig, Eau de Rhubarbe Écarlate er en skarp, marmeladeagtig rabarberduft. I åbningen dufter den nærmest af sådan noget rigtig surt slik. Det er helt klart der, rabarbernoten er kraftigst. I hjertet er der syrlige røde bær… måske ribs, og den ret specielle lidt peberagtige ildkrone. Når den falder til ro på huden, har den en rosenagtig kvalitet, derfor holder den også til aftenbrug, synes jeg. I bunden finder du en ren og næsten sprød hvid moskus, der holder længe på huden og knytter noterne sammen.

8. Les Liquides Imaginaires Fleuve Tendre Eau de Parfum

Det bliver altid noget vrøvl, når jeg forsøger at beskrive denne duft. Det er en interessant komposition, der på én gang er aromatisk, krydret, intens, luftig, urtet, frugtig, let og blomstret. Den matcher intet andet, jeg har duftet til, Fleuvre Tendre er helt sin egen. Ved første snus bliver du måske så overvældet, at du takker nej til oplevelsen. Min anbefaling er afgjort at give den en chance. Den åbner med søde citrusfrugter og et hav af krydderier. I hjertet er der rosenvand, moskus, geranium og et molekyle, der hedder Petalia, der dufter intenst af roser og litchi. I bunden er der patchouli, tonkabønne, en tør vetiver, en rå civet, røgelse og ruskind. Den sender en hilsen til duftprofilen fra midt-halvfemserne… Den dufter slet ikke sådan, men en fin hilsen og lidt genkendelighed er der.

9. Born To Stand Out Fig Porn Eau de Parfum

Det stramme hvide design af flakonerne matcher duftene RIGTIG dårligt, de matcher navnene langt bedre. Hvis du har læst med længe, ved du, at en af de noter, der udfordrer min næse er figen. Lige så stille er jeg ved at overgive mig, og det kan BTSO Fig Porn tage en del af æren for. De fine kompositioner hjælper bestemt på sagen, når der er noter, der driller næsen. Fig Porn dufter på én gang genkendeligt, samtidig med at den er helt sin egen. I åbningen, der både er grøn, frugtig og saftig, er det grønne figner, saftige pærer og bergamotte. Hjertet er sart blomstrende, der finder du fløjlsagtige roser og cedertræ. Der er en rar mælket og cremet kvalitet i bunden… Det er den nærmest forførende kombinationen af vanilje, sandeltræ, rav og moskus, der runder af.

10. Yves Rocher Verte Envolée Eau de Parfum

Det er godt nok blevet lidt sværere at få fat i Yves Rocher, siden webshoppen lukkede. Heldigvis betyder det ikke, at det er umuligt. Det er jeg rigtig glad for, da jeg og familien har mange favoritter, som vi køber fast. Yves Rochers dufte har jeg altid været ret glad for og Verte Envolée er ingen undtagelse.
Første gang jeg prøvede den på huden, blev jeg helt ked af det, fordi den har et hint af rengøringsmidler. Det forsvinder heldigvis lige så snart de to citrusfrugter i åbningen er faldet til ro. I hjertet er der en intens sort te… Earl Grey, der er blandet med en afdæmpet men dyb rosennote og noget sprødt, grønt og urtet. Det holder hele vejen! I bunden er der en moskusakkord, der runder af og samler kompositionen, så det giver en ren og sæbet duft.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
Dorthe

Vil bare lige sende dig et kæmpe kram, du lyder til, at kunne bruge lidt ekstra kærlighed 🤗😘❤️

Helene Randløv

Kære Dorthe
Det har du ret i, det går heldigvis den rigtige vej <3

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *