Olfaktorisk onsdag: Fenty Eau de Parfum

Olfaktorisk onsdag: Fenty Eau de Parfum
11.01.23
Olfaktorisk onsdag: Fenty Eau de Parfum

I årevis har jeg spekuleret over, hvordan Rihanna mon dufter. Siden 2013 er hun utallige gange blevet beskrevet som ekstremt velduftende. Det er ord og beskrivelser som himmelsk, som succes, som drømme og ønsker, der går i opfyldelse og bare fantastisk, der bliver brugt. Så er det vel meget naturligt at blive lidt nysgerrig. På et tidspunkt var der et rygte om, at duften, Rihanna bar, var By Killian duften Love, Don’t Be Shy. Det er jo en kostbar sag, den dufter da også dejligt, men ligefrem himmelsk?
Derfor har jeg glædet mig som et lille barn til at dufte til Fenty Eau de Parfum ¤. Aller første snus foregik på en papblotter i Sephora, og jeg var mildest talt forundret. For det var en helt anderledes duft, end jeg havde forestillet mig. Derfor har jeg siddet her og inhaleret min arm… for at kunne beskrive duften for dig.

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

Markedsføring og en lidt vag beskrivelse

I reklamen for duften siger Rihanna, at kvinder må dufte: ”… however the fuck they wanna feel”. Teksten består af flere citater: “This exudes everything I feel, everything I am, and everything I want to be”. Et andet sted i præsentationen af duften står der: ”an unapologetic expression of my full and true essence”. Så er tonen lagt, af den grund havde jeg helt andre forventninger til duften, der ramte min næse. Egentlig forstår jeg ikke helt reklamen, inklusion er jo Fentys varemærke, og Fenty Eau de Parfum ¤ er en kønsneutral duft…
Beskrivelsen passer da umiddelbart også på en kønsneutral duft. Fenty beskriver selv duften som værende både kompleks, levende, rå, krydret og sød. Det kan i mine øjne beskrive temmelig mange dufte… Så jeg synes, at beskrivelsen er ret vag og temmelig forsigtig. Og det, synes jeg, er ærgerligt!

Sådan bærer du Fenty Eau de Parfum ¤

Der er kun ganske få dufte, der dikterer, hvor og hvordan de skal bruges. Eller i hvert fald kender jeg ikke ret mange. Fenty anbefaler, at du bruger duften på pulspunkterne og midt på brystet, så den kommer bedst til sin ret. Den har en meget fin forstøver, så duften bliver fordelt i et fint slør ud over området, hvor du sprayer. Selv bærer jeg ikke min duft på forsiden, og den vane er virkelig indgroet. Faktisk er det endnu ikke lykkedes mig at prøve at bruge duften efter anbefalingen. I anledning af at jeg skriver om duften, har jeg gentagne gange sprayet duften på min ene arm. Det synes jeg fungerer ret fint, det gør det faktisk uanset, hvor jeg har sprayet den på.

Stor ståhej…

Alle kender tricket med at reklamere intenst for noget, som man frigiver i lille antal for at øge efterspørgslen. Blandt de få heldige, der får fat i produktet, er der stor glæde. Og afhængigt af produktet er der så nærmest sorg hos dem, der gik forgæves. Det er en metode, mange firmaer benytter sig af, men sjældent så ekstremt, som i dette tilfælde. Duften blev nemlig lanceret den 10. august 2021 og landede først i resten af verden i december sidste år. Det er altså længe at vente på noget, særligt når man ikke har en jordisk chance for at få opklaret det fortsatte mysterium om, hvordan Rihanna mon dufter.

”…all heart and pure soul”

Det første, der slog mig, da jeg endelig fik duftet til Fenty Eau de Parfum ¤, var, at den dufter vinøst. Den har ved første snus en kvalitet som de klassiske dufte… altså de helt STORE dufte. Den åbner intenst, frugtigt og saftigt med blåbær og lidt syrlig mandarin. En næsten altoverdøvende bulgarsk rose tager over, mens en sart note af magnolie lige hilser forsigtigt. Der er også et kort visit fra en fin krydret geranium. Langsomt sniger en meget jordbundsagtig patchouli sig ind på banen sammen med en rund og rar moskus. Når duften er faldet helt til ro på huden, vil jeg karakterisere den som en såkaldt hudduft. Det betyder sådan set bare, at man skal RIGTIG tæt på, for at få glæde af den.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Fenty Eau de Parfum¤ koster 1199 kroner for 75ml. og du finder den i Sephora*.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *