Olfaktorisk Onsdag: YSL Libre

Olfaktorisk Onsdag: YSL Libre
21.12.22
Olfaktorisk Onsdag: YSL Libre

Fra den dag YSL Libre landede på det danske marked, har den været i min bevidsthed… Ind i mellem er det lykkedes mig at holde af den. Min fascination af den skyldes først og fremmest, at jeg synes, den er vildt cool. Flakonen er med sit store lidt overdimensionerede YSL-logo anderledes smuk og på en eller anden måde sært appellerende. Den råber vildt højt, og det elsker jeg den for, det er YSLs duftsvar på jakkesættet. Det er dog først med lanceringen af Libre Le Parfum, jeg blev overbevist om, at duften er for mig. YSL Libre har nogle kvaliteter og et stort potentiale, som jeg værdsætter og genkender. Så for mig har det hele tiden været et spørgsmål om tid… Duften fejrer friheden, det frie valg og friheden til at være sig selv. Herunder vil jeg gennemgå de fire versioner, der på nuværende tidspunkt er på markedet.

Kønsneutral

Med Libre har YSL virkelig skåret det ud i pap: dufte har ikke et køn! Kan du lide duften, så er duften til dig. Det gælder, uanset om duften står på en hylde eller markedsføringen henvender sig til et andet køn, end du identificerer dig som.
Libre er en såkaldt fougere, en olfaktorisk familie på lige fod med eksempelvis chypre og floral. Der er mange varianter af og navne for de olfaktoriske familier. Det er et emne til en anden dag. Når jeg nævner det, er det fordi markedsføringen af Libre i mine øjne henvender sig til kvinder. Efter den klassiske inddeling er fougere dufte oftest markedsført til mænd. Faktisk findes der kun få fougere dufte til kvinder. YSL er altså gået langt for at vende tingene lidt på hovedet… man kan næsten sige provokere. Det er bestemt også et element, der hele tiden har pirret min nysgerrighed.

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

Libre Eau de Parfum¤

Det er en af de lanceringer, der virkelig bragede ind i min bevidsthed. Budskabet og den fandenivoldske stil gik rent ind. Så det var bare duften, jeg manglede at holde af. Fascinationen var der fra start, kærligheden derimod er kommet snigende helt stille. Det er helt klart sådan en duft, der går over i historien, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. De følgende tilføjelser til Libre familien beviser denne påstand.
Duften åbner med nyskrællet mandarin, varme solmodne solbær, appelsinblade og en let brise af lavendel. Hjertet afslører en sæbet lavendel og et solidt skud af hvide blomster som jasmin og spæde appelsinblomster. Vanilje, moskus, cedertræ og ambergris er en kombination, der både giver lang holdbarhed og en beskeden varme. Det er en ren og rar duft, der selv sidst på dagen kan minde dig om, at valget er dit…

Libre Intense¤

Navnet er en ret så præcis indikator for, hvad det er, du får her. Det er nemlig en temmelig intens udgave af originalen. Libre Intense har den samme friske åbning med nyskrællet mandarin, en tilføjelse af bergamotte og et strejf af lavendel. I hjertet finder du også stadig en sæbet lavendel, jasmin og appelsinblomst. I hjertet er tilføjet orkidé, der giver duften en intens fedme og varme. Afrundingen er en nærmest svulstig fedme og varme fra vanilje, tonka og ambergris. Tilføjelsen af vetiver i bunden leverer et pudret og lidt støvet efterspil. Lagene i duften udgør en sexet, flirtende og næsten berusende helhed.
Den er skøn, men det er vigtigt at være påpasselig med doseringen, ellers tager man livet af sine omgivelser. Eller leverer en seriøs hovedpine til selskabet. Derfor er den i mine øjne langt mere anvendelig til brug om aftenen.

Libre Eau de Toilette¤

Denne familieforøgelse er naturligvis lettere. Det er den klassiske åbning med fokus på de nyskrællede mandariner og bergamotte med en antydning af lavendel. Hvid te med en snert af jasmin fører duften sikkert videre med gengangerne appelsinblomst og jasmin. Trods letheden fra både citrus, te og blomster sørger moskus, vanilje og ambergris for, at duften rummer både varme og dybde. Det en meget velafbalanceret eau de toilette og et rigtig godt bud på en hverdagsduft. På mig er det en ren og rar komposition, der bliver sådan lidt sæbet. Det er en skøn duft både til en dag på kontoret og festligheder i haven en sommeraften. Faktisk er det også en rar duft til natten, hvis du er til den slags. Trods den ret intense åbning med citrus, er duften harmonisk og falder fint til ro på huden.

Libre Le Parfum¤

Dette er den nyeste tilføjelse til familien og min favorit. Målet med duften var at fange essensen af ild, og det gør den sådan set rigtig godt. Den er på én og samme tid langt mere afdæmpet, men den er også underspillet og intens. Den holder længe på huden og rummer en anden sødme end de øvrige familiemedlemmer. Den åbner mere krydret med ingefær, safran, bergamotte og selvfølgelig den nyskrællede mandarin. I hjertet finder du appelsinblomster og lavendel. Blandt bundnoterne finder du både cremet vanilje, en blød og indsmigrende honning, krydret og varmende tonka og en pudret vetiver. Kompositionen er derfor både krydret, blomstret, elegant og sødmefuld. Det er honningen, der gør hele forskellen for mig. Her finder du en berusende, fuldfed, elegant og naturligvis sød note, der afrunder og skaber en skøn forening af både krydderierne, blomsterne og fedmen fra vanilje og tonka.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Alle dufte kan du både finde i Magasin*, Illum, Salling og Matas*

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
4 kommentarer
Vibeke

Tak for tip. Det er anden gang, jeg køber en ny parfume efter at have læst med hos jer. Fedt at få udvidet duft-horisonten 😊

Godt nytår!

Helene Randløv

Kære Vibeke
Eeej, hvor fedt! Hvilken en endte du med?

Kh. Helene

Vibeke

Libre Eau de Toilette, og sidst var det en fra Acqua di Parma😊👍

Jeg synes, det kan være svært at finde en ny duft, fordi der er SÅ mange muligheder, så dejligt at blive guidet lidt mod hylderne.

Tak for jeres blog og produkter, og rigtig godt nytår😊💫🥂

Helene Randløv

Hej Vibeke
Det er også virkelig dejlige dufte. Der er nemlig rigtig mange muligheder, og hvis ikke man VIRKELIG bruger tid på det, så er det næsten umuligt at følge med.

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *