Tirsdagstip: Pas på med for meget af det gode

Tirsdagstip: Pas på med for meget af det gode
10.05.22
Tirsdagstip: Pas på med for meget af det gode

Lige indenfor døren til præsentationen af L’Oréals Revitalift Laser i går var der en skøn men også dejligt overraskende velkomst. Der kunne vi nemlig udfylde et skema, så vi kunne få styr på hudbekymringerne. Der lå også det postkort, jeg har taget billede af til dette indlæg. Hvis du ikke kan se, hvad der står, så er det en advarsel. Det er ikke blot en advarsel, men også en vejledning i, hvordan man anvender hudpleje med eksfolierende syrer og A-vitamin. Det var en skøn overraskelse, fordi når et så stort firma som L’Oréal kommer med advarslen, kan det være at folk lytter. Det håber jeg selvfølgelig. Dagligt får vi desperate beskeder fra læsere med en ødelagt barriere. Deres hud har simpelthen fået for meget af det gode. Der er nemlig slet ingen tvivl om, at både a-vitamin og eksfolierende syrer er på vores hitliste over gode ingredienser.

Eksfoliering
Igen og igen får vi spørgsmål om AHA-Peeling og T-Zone Peeling. Kan man ikke bare bruge den ene om morgenen og den anden om aftenen? Svaret er nej! Der er simpelthen alt for stor risiko for overeksfoliering. Og nej, det er ikke bare lidt slidt, tør eller rød hud, du kan opleve efter sådan en omgang. Faktisk kan det resultere i voldsomme udbrud af eksem, perioral dermatit, rosacea, og alle mulige andre kedelige ting. Der ikke bare er træls så længe de står på, men også har det med at komme anstigende igen, så snart man eller huden er lidt stresset.
I årevis skrubbede og skurede jeg min stakkels hud, og selvom den bestemt har det bedre, så er det ikke en adfærd, barrieren lige tilgiver. Hos mig betyder det meget store udsving, med meget fedtet T-zone og knasende tør pande og kinder.

Trap langsomt op
Det kan ikke siges nok, og det er helt sikkert heller ikke sidste gang, du læser det her på bloggen. Trap langsomt op! Det er simpelthen alfa og omega, når det handler om at undgå uhensigtsmæssige reaktioner. Den langsomme optrapning med et enkelt produkt af gangen øger tolerancen betragteligt. Selvfølgelig vil man gerne i gang, og cremerne skulle have givet det forventede resultat allerede ved købet af dem. Desværre har vi (eller andre i branchen) endnu ikke formået at skabe så fantastisk et produkt. Vi ved godt alle sammen, at forventningerne til resultaterne er skyhøje og nok også lidt tættere på ønsketænkning… Alligevel står jeg også stadig selv med de forventninger. For nyligt resulterede det i brandsår rundt om øjnene, fordi jeg havde kørt et temmelig koncentreret produkt i hele skærmen. Jeg ved bedre, og alligevel var jeg overmodig.

ALTID
Katja og jeg grinede noget af os selv, den dag vi skulle til Danish Beauty Award. Som sagt havde jeg brandsår. Katja havde givet den gas med noget andet og havde derfor perioral dermatit på hagen. Min foundation sad sjovt nok ikke ret godt, og Katja klagede over hagen. Det er altså ikke en løftet pegefinger, du får her. Det er en venlig påmindelse om ALTID at huske at trappe langsomt op.

  • Hold godt øje med huden.
  • Øg frekvens eller mængden stille og roligt.
  • Tilføj først nye produkter, når huden igen er klar.

Vi bliver naturligvis også ivrige og dumdristige, men reaktionerne er kun sjældent så svage, at de var det værd. Og jo… du kan naturligvis være en af de få, der mere eller mindre kan byde huden hvad som helst. Spørgsmålet er så, om du har lyst til at tage chancen.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *