Anmeldelse: Juice Beauty

04.09.17
Juice Beauty

Juice Beauty

Juice-bølgen har naturligvis også ramt hudplejens verden, og når nu det er sundt at drikke juice (eller vent, nej… var det nu også overhovedet det?), så må det vel også være sundt at smøre det på huden? Hvis det er godt i maven, så er det vel også godt for huden?

Generelt er det et dårligt princip at putte de samme ting på huden, som du putter i munden. Mange madvarer er alt for skrap kost for huden. Tænk på citronsaft, tomater, chili eller grapefrugtjuice. Intet af det er godt i dets rene form direkte på huden. Til gengæld kan vores mavesæk med sit indhold af saltsyre klare lidt af hvert.

I Juice Beautys produkter finder vi saft af citron og æble blandet med velkendte aktive ingredienser. Jeg havde hellere undværet både citron og æble, men så havde navnet selvfølgelig klinget lidt hult.

Citronsaft er en kraftig syre og er dertil en kendt phototoxisk ingrediens, der kan øge hudens følsomhed overfor UV-lys. Det har ingen særlige positive effekter på huden og er lokalirriterende. Læs hvad Paula Begoun mener om citron og find kilder her.

Æblejuicen har jeg meget svært ved at finde kilder på. Der findes mange gode ekstrakter fra æbler, der kan have positive effekter, men det er selvfølgelig ikke det samme som at bruge ren æblesaft. Det er ikke noget man normalt gør, og jeg har meget svært ved at finde information om det.

Det er da også tankevækkende, at der på alle disse tre produkter står en advarsel: “Do not use on broken or irritated skin. Discontinue if irritation occurs. Avoid contact with the eyes.”. På en peeling kan den slags anmeldelser give fin mening, men det er trods alt ikke noget, vi normalt ser på en serum eller ansigtscreme. Det er i dette tilfælde en advarsel, man skal tage alvorligt.

Juice Beauty Stem Cellular Anti-Wrinkle Booster Serum – 749 kr for 30 ml.
Selvom jeg aldrig før har set æblesaft i hudpleje, så er stamceller fra æbler er velkendte, og det er da også det gennemgående tema i Juice Beauty.

Kan stamceller fra planter fjerne rynker på menneskehud? Måske. Det har været meget omdiskuteret og en overgang var der stamceller her, der og allevegne i hudpleje. Men vi har endnu ikke set overbevisende uafhængig forskning, der dokumenterer effekten.

Det har vi til gengæld for C-vitamin, hyaluronsyre og resveratrol, som der også er i dette serum – sammen med parfume fra æteriske olier.

Juice Beauty Stem Cellular Anti-Wrinkle Moisturizer – 599 kr for 50 ml.
Juice Beauty Stem Cellular Anti-Wrinkle Moisturizer indeholder stort set de samme ingredienser, som ovennævnte serum, blot i en cremet konsistens. Lad jer ikke narre af krukken – det er en airless pumpe-krukke af samme type som vi også har set hos for eksempel Akademiklikken. Det er et fantastisk lækkert stykke emballage. Ingrediensmæssigt har jeg ikke yderligere at supplere med.

Juice Beauty Green Apple Peel Full Strength – 429 kr for 60 ml.
I mine syv år som pudderdåse har jeg prøvet næsten alt i syrepeelinger. Men intet har irriteret min hud så meget som Green Apple Peel Full Strength. Jeg bliver voldsomt rød i ansigtet efter bare få minutter, og jeg har ikke tænkt mig at forsøge yderligere. Jeg ved derfor heller intet om eventuelle positive effekter på længere sigt.

Helene prøvede den enkelt gang på hånden – det var rigeligt. Den kommer ikke i ansigtet.

Juice Beauty Green Apple Peel Full Strength indeholder ellers ikke noget syre, som vi ikke begge er vant til. En blanding af glykolsyre, mælkesyre og PHA. Ikke noget, min hud ikke sagtens kan tåle normalt i selv meget høje koncentrationer. Jeg er derfor overbevist om, at det er noget andet i peelingen, der driller. Måske frugtekstrakterne, måske kombinationen af syre og frugtsafterne. Det er ikke noget, jeg vil anbefale.

Her kan du købe det
Produkterne fra Juice Beauty koster fra 199 kroner til 749 kroner i blandt andet Magasin.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
5 kommentarer
Anne

Bare et lille indspark til jeres link fra Politiken: Lidt ærgerligt at henvise til en gammel misvisende artikel fra 2014, hvor “nej”-personen kun beskriver (de manglende)sundhedseffekter fra juice ud fra frugtjuice – og ikke ud fra grønsagsjuice, som “ja”-personen helt korrekt beskriver.

isa

Hvad er jeres holdning til at Paulas Choice sælger øjencremer, selvom hun før i tiden har kaldt dem unødvendige?

Katja Moikjær

Det overraskede mig meget. Jeg har købt den, fordi jeg tænkte, at der jo så måtte være kommet en eller anden spændende ingrediens, som gjorde noget særligt. Men nej… Den er ikke engang særlig lækker

Louise

Det er da meget nemt at tage et fantastik mærke snakke neladende om det og så have link til jeres eget mærke nedunder.

Katja Moikjær

Kære Louise. Husk også at læse alle de artikler hvor vi skriver positivt om andre mærker. Kh. Katja

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *