Miljøstyrelsen har offentliggjort en ny undersøgelse, der viser, at danskere i gennemsnit er beskyttet med en faktor 2,7, når de er på stranden.
Undersøgelsen omfatter 99 voksne danske strandgæster i middagssolen i sommeren 2016. Du kan læse mere om, hvordan undersøgelsen blev foretaget her.
Taget i betragtning at vi alle har solcremer med mellem SPF 15 og SPF50, så er det ganske tankevækkende. Og forklaringen er helt åbenlys: Vi bruger ikke nok.
Så meget solcreme skal du bruge
Vi ved det godt, ikke? Men vi tager den lige igen. For at opnå den solbeskyttelse, der står på flasken, så skal du bruge 2mg pr cm2 hud. Det svarer sådan cirka til 1/2 tsk til ansigtet og 40 ml. til en voksen krop.
Derudover skal du genpåføre hver 2. time for at holde solfaktoren og selvfølgelig når du har været i vandet.
Tjekliste: Har jeg brugt nok?
- Bliver du rød eller forbrændt?
- Får du en flot brun kulør?
- Er der mere solcreme tilbage i en 200ml. tube efter en lang dag på stranden med hele familien?
Kan du svare ja til bare et af disse spørgsmål, så nej så har du ikke brugt nok solcreme.
Beskytter SPF15 lige så godt som SPF50?
Kampen om SPF raser, og både producenter og interesseorganisationer trækker i modsatrettede retninger. Nogle påstår at SPF 15 er rigeligt i Danmark, andre kan ikke få en høj nok SPF. Men hvem har ret?
Vores svar er selvfølgelig ikke sort/hvidt.
Først og fremmest er der argumentet om, at en SPF30 ikke er dobbelt så effektiv til at blokere solens stråler som en SPF15. En SPF15 blokerer jo 93% af solens stråler, mens en SPF30 “kun” blokerer 97% af solens stråler.
Mens tallene er korrekte nok, er argumentationen omvendt. Spørgsmålet er i stedet: Hvor mange skadelige stråler vil nå huden? Og det er dobbelt så mange med en SPF15 som med en SPF30.
Figuren her er fra British Journal of Dermatology, som under titlen “Sun Protection Factors: World Wide Confusion” forsøger at udrede de mest udbredte myter. Herunder opfattelsen at en SPF15 beskytter lige så godt som en SPF30. Figuren illustrerer at en SPF 15 slipper dobbelt så mange skadelige stråler ind som en SPF30, en SPF30 slipper dobbelt så mange skadelige stråler ind som en SPF50+ (SPF60) osv.
Samtidig er der en ting, som dette “SPF15 er lige så godt”-argument ikke tager højde for, ifølge de britiske forskere. Nemlig tid.
I denne undersøgelse har man udsat forsøgspersoner for en solstyrke svarende til den australske sol. Starter du med en SPF15 har huden optaget 80% af hvad, der svarer til en forbrænding efter 2 timer, men kun 40% med en SPF30.
Bare pas bedre på, okay?
Så ja, husker du at påføre din solcreme hver 2. time og bruger du 40 ml. til en hel krop, så er SPF15 fin. Men så skal du pinedød også gøre det!
På den anden side må en SPF50+ heller ikke være en undskyldning for at smøre et ultratyndt lag på om morgenen og så glemme alt om skygge, solhat og genpåføring resten af dagen.
Så bare vær søde at passe bedre på solen og bruge mere solcreme, ikke?
Kære Pudderdåser. Tak for en god og informativ blog og ikke mindst tak for jeres hudplejeprodukter! Jeg har både forsøgt mig med Aha serum og T-zone peelingen (ikke på samme tid vel at mærke) og har bemærket at min hud er blevet meget mere ensartet/jævn. Har ikke haft så pæn hud i mange år, så kæmpe stor ros og tak til jer!
Jeg har gået og håbet på at netop I ville lave en solcreme og har et spørgsmål vedr. jeres Alt i en beskyttelse, som jeg håber i vil besvare; jeg har sensitiv/uren/tør hud og oplever gang på gang at jeg får bumser uanset hvilken solcreme jeg bruger (for nyligt har jeg prøvet en fra Garnier, La Roche-Posay anthelios XL (comfort), La Roche-Posay anthelios AC (anti Shine) og La Roche-Posay anthelios XL (ultra light)). De to sidste giver både urenheder og efterlader mit ansigt med et spøgelsesagtigt hvidt look, hvorefter den ligesom fnuldrer. Derfor tænkte jeg om I vil mene at jeres Alt i en beskyttelse var er forsøg værd? Betyder det at den er farvet, at den så ikke efterlader huden hvid?
Min hud og pengepung har det begge lidt stramt efterhånden, men som I selv siger, så er det vigtigt med solcreme 🙂
Kære Rosa. Ja, jeg synes den er et forsøg værd. Hvis du vil være sikker på ikke at spilde dine penge, så gå i Magasin eller Matas og få dem til at lave et lille prøveglas til dig, så du kan prøve den hjemme først. Kh. Katja
Tak for en fantastisk blog. Har lige købt jeres nye dagcreme med spf (som jeg bruger oven på T-zone peelingen og anti-age cremen), men jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvor meget jeg skal bruge af den.. Mon I kan hjælpe med det? Det ville være fantastisk!
Men nu jeres nye creme med spf er den tilstrækkelig? Jeg synes, det er svært at tage solcreme på i løbet af dagen, når jeg har makeup på
Hej Sara
Der er ingen cremer der er tilstrækkelige HELE dagen, men tager du for eksempel vores på i den mængde, du burde, så er du godt dækket. I løbet af dagen må du bruge en mist eller en pudder eller andre løsninger med SPF.
Kh. Helene
kære dåser
Lige et lille hjertesuk.
Jeg anerkender behovet for reklamer på jeres blog, men tænker at det måske er ved at tage overhånd.
Jeg har prøvet gentagne gange at reklamerne i siden går ind over teksten og jeg derfor må lukke ned og starte op igen. Jeg må abstrahere fra to store reklamer i siden og samtidig lukke for andre reklamer der popper op. Nogen gange virker det nærmest som om jeres fine indlæg kommer i anden række – reklamerne optager meget plads.
Det er både trist og irriterende.
Jeg er stor fan af jeres blog men hold nu op hvor er jeg træt af reklamer…
Hej Betina
Den del af vores blog, står Bloggers Delight for, så det er ikke noget, vi kan gøre så meget ved. Hvis der er nogle reklamer, der virkelig driller, vil du så sende mig et screenshot, en url (destinationen) og helst også hvilken enhed (PC/MAC/iPhone/osv.) og browser du arbejder med til helene@pudderdaaserne.dk, så kan jeg måske gøre noget ved det. I øvrigt har jeg selv lige klaget over en reklame, som jeg synes var lige lovlig markant 🙂
Kh. Helene